Hent samlet bog i pdf-format: Samlet bog

Indhold Forord                                Ørum Sogn                       Historien om et hus         Pe’ Skomager                   Kran Ywsen                                           Ørums Metusalem anno 1715 Ørum Nyt 25 år Karl Andersen Åge Simonsen Laurids Jensen Solbakken Helligkilden – Skt. Georgs Kilde – Niels Ajstrup Afslutning

Forord

Der er, igennem tiden, blevet fortalt mange historier om Ørums personligheder. Nogle mere sande end andre. Må dette lille skrift være et skub til andre, som også gerne så den mundtlige overlevering bevaret på skrift. Må dette lille skrift, ligeledes sætte andre i gang med at beskrive nogle af vore mest berømte bysbørn. Flokken er stor. Her skal blot nævnes et lille udvalg:
Kran Ywsen, Peter Skomager, Niels Offersen, Martin Skrædder, Niels Henriksen, Karl Andersen, Åge Simonsen, Laurits Jensen  og mange flere. 

Ligeledes kunne familierne fra de gamle gårde, fortælle mange historier om livet på gårdene. Jeg har med stor interesse læst afsnittene om Solbakken i Ørum Nyt.
Flere af dem – Tak ! 

Når man går i gang med at beskrive småstykker af et andet menneskes liv, opstår der et problem med loyaliteten overfor dette menneske. Der har jeg foretaget et klart valg. Det er på ingen måde min hensigt, at fortælle noget dårligt eller nedsættende om de mennesker jeg skriver om. Tværtimod, skal en af mine bevæggrunde findes i min respekt for deres måde at bevare troen på, at ”I morgen kommer atter en dag”. Det er vel også en måde, at opbygge en art egen identitet. Flere af de gamle ”personligheder” fra Ørum, har jeg aldrig mødt, men igennem andres fortællinger om dem, er de også blevet en del af min historie, min identitet. 

Jeg har, til tider, følt en vis misundelse, når jeg mindes nogle af de gamle, som jeg har oplevet. Deres liv har ikke altid været let, men de fandt en vej igennem, på godt og ondt. 

Jeg har forsøgt at holde mig til det jeg har hørt eller fået fortalt. Er der ind imellem pyntet lidt på historierne – tja så gør det vel ikke så meget. En god historie bliver sjældent ringere af at blive fortalt flere gange.


———

Ørum Sogn

Ørum Sogn, Anneks til Ørslev Kloster, omgives af dette, Højslev, Kobberup og Feldingbjærg Sogne, Taarup S., hvorfra det skilles ved Jordbro Aa, samt Limfjorden (Hjarbæk Fjord). Kirken ligger c. 13 km Ø. for Skive og c. 17 km NV. for Viborg. De mod V. noget højtliggende, bakkede Jorder (Mikilhøj, Bavnehøj) er for en Del sand-muldede, med en Del Hede. Gennem Sognet gaar Landevejene fra Viborg til Virksund og Skive.

Befolkning i 1921: 310, 1801: 191, 1850: 241, 1901: 384), boende i 63 Gaarde og Huse. Det saml. Hartk. (1905): 68 Td.; 28 Gaarde med 58 og 36 Huse med 10 Td. Hartk., samt 12 jordløse Huse. Ejdsk. (1920): 859, deraf Jordv.: 523.

Areal: 1562 ha, hvoraf (1919) besaaet med Rug 134 ha, Byg 28, Havre 167, Blanels. til Modenhed 35, Kartofler 51, Foderroer 107; Brak udgjorde 105 ha, Grøn- foder og Græsning 495, Haver o. I. 15, Tørvemoser 2, Skov 26, Heder og Lyngbakker 345, Klit- arealer og Stenmarker 2, Vandar. 3. Kreaturhold (1923): 168 Heste, 699 Stk. Hornkv. (,deraf 320 Køer), 4 Geder, 278 Faar, 718 Svin.

I Sognet Byerne: Nørre-Ørum (1401 Ørum, 1551 NørØrum) med Kirke; Sønder-Ørum (1524 Sønder Ørum) med Skole, Forsamlingshus (opf. 1883), Spare- og Laanekassen i Ørum (opf. 1867; 31/3 1922: Indsk. 614,403, Reserver 35,991 Kr.) og Brugsforening. – Gaarde: Hovedgaarden Strandet (1493 Strandhet), Lille-Strandet (1551 Lildstrandidt), Ørumgaard (1503 Ørumgardh), Aaris (1630 Aarisz), Drontmøllegaard. (1584 Drunt Mølle).

Ørum S., en egen Sognekommune, i gejstlig Henseende Anneks til Ørslev Kloster, har s. Tingsted og hører under de s. Kredse som dette, samt 5. Udskrivninggkr. 165 L?gd. Kirken er selvejende.

Strandet, der 1. Gang nævnes 1493, tilhørte 1503 Palle Juel og 1560 hans Sønnesøn, Landsdommer P. Mogensen J., d. 1589, men 1524 og 1527 sad Fru. Ingeb. Eriksdatter (Fasti), Enke e. Bertel Kaas, paa S.; sidstnævnte Palle Juel var g. m. hendes Datterdatter Anne Eriksdatter Lykke. Deres Søn Mog. Juel (d. 1605) mageskiftede 1600 S. til Erik Vesternis Enke Fru Sophie Beck (d. 1610) og hendes Børn, af hvilke Dorte V. (som Enke efter Mog. Kruse til S., d. 1624 skænkede en Fjerdepart i S. til et Søster Jmfr. Anne Vesterni, som endnu 1636 skrev sig hertil, skønt Fru Dorte 1626 havde givet Iver Prip Skøde paa halve S. Selv har denne formodentlig ejet en Fjerdepart, thi 1627 bortbyttede han af S. til Claus Kaas mod øland. Den nye Ejer solgte 1630 S. (1638 26 Td. H.) til Rigsrd. Hr. Hans Lindenov, d. 1642, som ogsaa ejede Ørslev Kl., med hvilken S. derefter havde fælles Ejer til 1777, da H. H. Jørgensen solgte hin; han beholdt S. til sin Død 1788, men bortsolgte Godset (Gaarden brændte 1775, blev 1788 inkomplet). Hans Enke Regina Christiane Lerche ægtede 1789 Forfatteren, Kammerrd. Anton Frans Just (d. 1829), som 1791 fik Bevill. paa at udparcellere S., hvorefter han 1796 solgte den (19, 8 og 10 Td. H.) for 10.000 Rd. til M. P. Richter til Ørslev Kl., der straks solgte Hovedparcellen (10 Td. H.) for 6800 Rd. til Købmand Niels Severin Fogh, der 1801 solgte den for 5000 Rd. til Jens Tydsk, som afstod Købet til Kmhr.inde Birg. Sophie Elisab. Sehested (g. m. Niels S., d. 1821), efter hvis Mands Død den solgtes paa Aukt. (Skøde 1826) med 1/3 Ørum Kirketiende m. m. til Christen Lundsgaard, som s. Aa. skødede den til Madam Cathr. Marie Mulvad, af hvem Kmhr.inde Sehested straks købte den. Efter hendes Død 1841 solgtes den 1843 til Student Fraw v. Billow, fra hvem den 1857 solgtes til V. Bering, d. 1894, hvis Enke 1899 solgte den til M. Knudsen. 1902 kom den til J. Jørgensen, der 1915 solgte den til et Konsortium, som 1916 for 160.000 Kr. overdrog den til J. Worre og L. Eskildsen, der 1917 solgte den til A. Bækgaard, som 1919 solgte den til Jensen-Tusch, som 1920 for 250.000 Kr. afstod den til Sørensen. S. A. gik den ved Tvangsaukt. tilbage til A. Bækgaard, der 1923 solgte den til J. K. Tværgaard. – Hovedbygningen, over hvis Indgang der staar 1794, bestaar af en grundmuret hovedfløj i 2 Stegkv. med 2 lavere Tilbygninger af Bindingsværk (restaur. 1917).

Lille Strandet (61/2 Td. H.),en Parcel af S., solgte Richter 1802 for 2100 Rd. til Justitsrd. Th. Wissing, som 1803 skødede den for 3080 Rd. til Jens Pedersen Klintrup, der 1804 afhændede den til Forp. Ove Colding paa Taarupgaard. 1815 til- hørte den J. Chr. Nandrup, som 1832 skødede deje for 5080 Rbd. Sølv til N. Chr. Dam, som straks afhændedle den til 0. Jensen.

I Ørum boede i 1. Halvdel af 14. Aarh. Lave Grummesen (Saltensee) og ca. 1360 hans Søn Niels Bratze, hvis Enke Aase Eskildsdatter Falk levede endnu 1400.

Paa Matr. Nr. 6 i S.-Ørum ligger en af Mose omgivet, som det synes naturlig Banke (57 X 41 m) Trælsborg, hvor,der efter Sagnet skal have ligget en Borg. – SSV. for Solbjærggd. findes en Helligkilde, Skt. Georgs Kilde.

Under Nørre-Ørum, lige ved Skel mod Ørslev Kloster Sogn, strækker sig en meget stor, men en del medtaget Langhøj fra Oldtiden. Sydl. under Sønder-Ørum ses 2 fredede, mindre Høje og andetsteds under Sønder-Ørum ligeledes Gravhøje; men meget er nu forstyrret eller nedpløjet. I alt kendes i Sognet ca. 75 Gravhøje.

Ørum var tidl. et eget Pastorat med Borris og Gammelstrup til Annekser; 1825 blev det Anneks til Ørslev Kloster.

Skive Museums Forlag Copyright 1999  Bodil Hansen 2. Udgave, 2. oplag. ISBN: 87-88126-15-3

Bodil Hansen Fjends Herred – Jyllands Midtpunkt Mellem Alhede og Limfjord

Kilde: Vort Sogns Historie i 100 Aar. ønskes flere oplysninger kan Bodil Hansens bog varmt anbefales

———

Historien om et hus

I 1882 kom Hans Jakobsen til Ørum som vikar ved skolen. To år senere blev han ansat som degn, hvilket indebar, at han var enelærer og kirkesanger i Ørum. Nu kunne han endelig blive gift med sin Mariane, som han havde været forlovet med i 8 år.

Hans Jakobsen var en foregangsmand indenfor sit felt, ”Sognets fører i folkelig og kristelig henseende”, udtalte en tidligere elev. Udover skolen var han især optaget af forsamlingshuset, aftenskolen og husflid skolen, men også plantnings-sagen havde hans interesse. Han var formand for forsamlingshuset fra 1885 til 1920.

Allerede i 1885 var han i gang med aftenskole for ungdommen og husflid skole, som nok i starten blev afholdt i for-samlingshuset, men senere byggede han lokaler beregnet til formålet i/ved skolen.

I 1888 blev der bygget ny skole til erstatning for den tidligere, som var opført i 1742. Den nye skole var oprindelig med stråtag, hvilket han fik skiftet til tegltag i 1911. Dette er så siden skiftet til det eternittag, som ligger på det i dag.

Allerede i 1889 ønskede lærer Jakobsen et udhus og fik det bevilget.

På et tidspunkt (år 1900 ifølge BBR) byggede Hans Jakobsen et hus ved siden af skolen til sin aften- og husflid skole. Dette hus kaldte han ”Vesterlund” (senere Ørumvej 99).
1910 blev lærer Jakobsen syg, og i 1912 måtte han søge sin afsked. Han flyttede med sin familie over i ”Vesterlund”, og beboerne i Ørum holdt en storstilet afskedsfest for ham. Trods sygdom bevarede Jakobsen evnen til at præge omgivelserne, så det hjem, han og hans hustru havde skabt, blev ved med at være samlingssted for en talrig og trofast vennekreds, ligesom det for børnene, der for længst var voksne, vedblev at være det sted, hvor de søgte tilbage.

Den 10. december 1921 døde fru Jakobsen, og 10 måneder senere døde Hans Jakobsen. Omegnens lærere bar ham til hans grav på Ørum Kirkegård.
Et jævnt og munter virksomt liv på jorden,
han levede i mellem sine kære.
Hans liv i Ørum satte dybe spor
og minder, der vidner til hans ære,
de mange træer, der dækker bakkedrag
og skygger over kirkegårdens grave,
er minder, skønt han under skoletag
gav Ørum folk sin allerbedste gave.
Ejnar Poulsen

På Ørum Kirkegård rejste beboerne dengang en mindesten over deres afholdte lærer og dennes hustru. Efter deres navne og datoer stod der: Venner satte denne sten, som tak for gode minder – Æren er Guds.

Som afslutning på historien om Hans Jacobsen, kan jeg fortælle en lille sjov episode, jeg oplevede sidst på sommeren sidste år: Jeg gik og slog græs ovre ved plakatsøjlen og bemærkede en bil, der blev ved med at køre rundt ved området ved den gamle skole og forsamlingshuset. Til sidst stoppede bilen ud for mig, og det midaldrende par sagde til mig: Du undrer dig vel over, hvad vi kører rundt efter? Tja, I leder vel efter noget, sagde jeg. Ja, men nu har vi fundet det, sagde de. De ville se hans oldefars hus, men havde haft lidt svært ved at finde det, for da de var her sidst for 20 år siden, kunne det ses fra Ørumvej. Det var Hans Jakobsens oldebarn og hans kone. Han var vokset op i Stoholm, men havde boet i mange år på Langeland. De var på nostalgitur her på egnen, boede på Højslev Kro og kørte rundt i omegnen og kiggede på de ting, han havde kendt. De syntes, at huset så noget forfaldent ud, og det kunne jeg kun give dem ret i. Jeg kunne jo så også fortælle dem, at hvis de ville have et billede af det, var det sidste chance, for Ørum Kultur- og Landsby-forening havde købt huset med henblik på nedrivning. Det ønskede de dog ikke, for de havde gode billeder fra bedre tider.

Enkemand Laust Jakobsen blev den næste beboer på ”Vesterlund”. Han havde haft den tidligere præstegård (Ørumvej 119). Da han overdrog gården til sin plejedatter Ane og hendes mand Kresten Pallesen (Rolf Pallesens bedsteforældre), flyttede han med sin husholderske Lisbeth til ”Vesterlund”.

Det er længe siden, så jeg måtte ty til Ørums ældste, Mary Jensen, for at få afklaret, hvem der overtog huset efter Hans Jakobsen. Jeg har også fået bekræftet fra Rolf Pallesen, at Laust Jacobsen havde præstegården, indtil Rolf’ bedsteforældre overtog den.

Efter Laust Jacobsen antager jeg, at Katrine og Kristian Simonsen købte huset. Der voksede en søn og en datter op i hjemmet. Parret flyttede til Højslev omkring 1960. Mange år sene-re skænkede Katrine og Kristian Simonsen et kirkeskib til Ørum Kirke.

Signe og Erik Pedersen overtog huset efter Katrine og Kristian Simonsen. De fik 3 piger i huset. Signe Pedersen døde i 2010. Erik Pedersen boede i huset indtil få måneder før sin død i januar 2017.

I sommeren 2017 købte Ørum Kultur- og Landsbyforening huset til nedrivning. Det skete sidst i februar måned 2018, og i dag skal man kigge godt efter i sneen for at se, at her har ligget et hus i 118 år. Kun en lille bunke mursten vidner om, at der er sket noget på stedet. Murstenene i bunken skal renses og genbruges ved renoveringen af Ørum Forsamlingshus, og den tomme grund indgår i planerne for Ørum Fælled.
Lene Juel Jensen


———

Pe’ Skomager – Peder Christensen

Pe´ Skomager hed på dåbsattesten Peder Christensen. Peder var, ligesom faderen, skomager af profession. Han blev født i Ørum i 1894 og døde i Ørum i 1951. Han og moderen, boede I Laurits og Kirstens hus på Ørumvej 94. (Laurits er en af vores nulevende personligheder, han bor nu på de Gamles Hjem I Hald). Huset bebos i dag af Åge Søndergaard.  
Peder havde værksted i et lille træskur over mod Anders og Edith Jespersen. Den gang boede Kresten Offersen og hans søn Niels i huset. Anders og Edith Jespersen flyttede senere ind hos de to herrer, som også kunne være en fortælling værdig.
Pe’ Skomager ligger begravet på Ørum kirkegård. Hans gravsten står bag kirken blandt samlingen af gamle gravsten (se billedet nedenfor).  

 Han står ved siden af Kran Ywsens. Forestil jer at høre de to herrer udveksle meninger derhenne på kirkegården. Det ville have været Davids kamp mod Goliat. Peder var belæst og veltalende, Kran Ywsen var mere en handlingens mand. Grethe Olesen fortæller, med et smil, at de to herrer nok kappedes om at være byens nummer et ”å en særlig slavs”.

Arne Lykkegård fortæller om en episode, hvor Kran Ywsen var på gården i forvejen, han havde nok savet træ og hugget brænde. Hen imod aften kom Pe’ Skomager forbi. Han blev selvfølgelig også inviteret indenfor. Der sad jo så Kran Ywsen. Pe’ Skomager og Kran Ywsen var ikke de bedste venner i byen. Straks Kran Ywsen så Pe’ Skomager, rejste han sig og sagde, ”no ska a te å hjem”. Pe’ Skomager sagde straks, ”Jamen så ka´ vi jo følles a Kresten”. Så satte Kresten sig igen, han skulle ikke følges med Pe’ Skumakker, som han kaldte ham. Så satte Pe’ Skomager sig igen og Kresten rejste sig, for at gå. Efter et par runder endte det dog med at Pe’ Skomager gik først. Følges kunne de ikke.
Pe’ Skomager læste flere gange op på jysk i Radio Skive. Han var skrap til at læse op på den jyske dialekt. Også i forbindelse med dilletant i Forsamlingshuset, har han læst op fra forskellige værker. Det har sikkert været værker som Åkjærs Gammel Johannes’ Bywelshistori og lignende.

”Æ Kjømmen” alias Tage Vestergaard fortæller, at Pe’ Skomager også arbejdede som tækkemand. Han kan huske Pe’ Skomager kravle rundt på taget, hos Piers. Piers gård blev senere købt af Frede Dalgaard. I dag bor Gert Vestergaard og frue på gården. Gården har et gammelt bindingsværk stuehus. Tage fortæller at Pe’ Skomager syede deres læderfodbold, når den var gået op i syningen. Det kostede en 25 øre, for sådan en operation. Ud over sit arbejde som skomager og tækkemand, arbejde Pe’ Skomager rundt på gårdene som daglejer    

Nedenfor fortæller Grete Olesen, Viborg, ”Grete te æ Sme” om Pe’ Skomager. Hun har sat ham på versefødder, og brugt sproget fra sine egne rødder.
 
     
Pe’ Skomager

Pe’ Skomager howes nok stadi å manne,
for han var no æ hiel som anne.
Han høj ves alti bover ve hans muer,
i en stråtægt huks, der va æ ret stuer,
så de var nok osse dæefor, at han
høj fåt en beæ træhuks stelt an.
Dæe ku han sej i fre å row,
å stanne bode sæltøj og skow.
Ja hans værktøj hang så fikn på ræk,
og han ku skam bode forsål og flæk.
Han høj en petroleomsovn der oest
om æ vinter, så jen kom te å host.
Som regel så høj han siviskow po,
og alti en forkle der va blo.
Han va æ ret stur, å han va klejn,
men han va alti så pæn og rejn,
mæ plysklepe hoer, som vest høj vot,
i hans hiel ong dav, bode tæt og svot.
Han ku skam snak ledt fikn imæl,
nær han sku no fornufti fortæl,
han løst ret møj, ja han va klog.
å tenk – engång løst han op å en bog i æ radio.
Hvordan det så end gik te,
men han va no æ så ring te de.
Han va ue for en uheld engång, og hans bien
for resten å æ lyv da fek en mien.
Ja no ska I høe han bløw jo hjalt,
men “sælhjalt” bløw han no altså kalt.
Han trowe jo han ku foe erstate,
hælle fo invalierente bagate.
Å nær han soen gik ront i æ bøj,
så halte han da så gruli møj.
Det bløw te en wån, han ku æ la væe.
Ja søen ka folk jo blyv let sæe.
A ka lyvel forsto po mi gammel daw,
at Peter va å en særli slaw,
a fortrye, at a som de anne bøen,
osse ku fin po å dræl ham søen,
men det er dæ jo æ nøj å gjør ve,
dæ ka jo æ laves om po de.
No er Peter væk, ja æ tik den goer,
men a vel how ham i alle mi or.

Hvis nogle af de ærede læsere genkender personer på disse billeder, er I velkomne til at rette henvendelse til undertegnede.



———

Kran Ywsen eller Kresten Kristensen

Kran Yvsen boede det meste af sit liv i Ørum, i et stråtækt hus, som lå ovenfor Jørgen og Solveig Vrous nuværende bolig. Han tjente til føden ved forfaldende daglejerarbejde og lidt fiskeri i ny og næ. Han blev født i Knudby(?) i 1874, og døde i Ørum i 1954. Kran Ywsen ligger begravet på Ørum kirkegård. Hans gravsten står stadig bag kirken, blandt samlingen af gamle gravsten. (se billede nedenfor). Stenen står ved siden af en anden personlighed fra dengang, Peter Skomager. Peter Skomager havde, efter sigende, meget lidt tilovers for Kran Ywsen, hvilket han, vist nok, ikke lagde skjul på, når de mødtes. Skæbnens ironi ville åbenbart, at de to skulle ende ved siden af hinanden i sidste runde. Hvorfor Kran Ywsen blev kaldt Ywsen (Iversen), når han faktisk hed Kristensen vides ikke. Måske kan nogle af de ældre læsere forklare denne pudsighed?

 Huset brændte på et tidspunkt, men Kran Yvsen reddede det vigtigste med ud – en kasse øl, og en symaskine. Øllet må siges, at være en rimelig prioritering. Han havde nok ikke meget andet af værdi i skuret. Symaskinen skyldtes sandsynligvis, at Martin Skrædder havde værksted i den ende, der vendte over imod forsamlingshuset. (Martin Skrædder var en anden personlighed fra dengang). Efter branden blev det lille stenhus, som Ejnar Pedersen senere boede i, bygget. (Billedet nedenfor)

Der var hundekunster i ham, børnene elskede, når han spøgte, lavede grimasser eller fortalte drabelige historier.

Han havde altid svært ved at sige nej til en udfordring. Den gang var ål en fast bestanddel af føden, det skyldtes vel, at der var rigeligt af dem i fjorden. Engang skulle han fange en levende ål i en spand vand – Med munden! Det lykkedes. Ikke nok med det, han kunne holde tre ål i munden på en gang. Han indgik, på et tidspunkt, et væddemål om at sluge en ål levende – han gjorde det, men det havde når kostet ham livet. Ålen satte sig fast i halsen på ham, og han var ved at kvæles, men tilskuerne fik ham vendt på hovedet og vupti, ud kom ålen. (Se nedenfor)

 En kilde om Kran Ywsens bedrifter er dukket op i Ejnar Kirkegaards stilehæfte fra Uldum Højskole 1924 – 25.  Jeg har skrevet direkte af fra stilehæftet. Nedenstående er et uddrag af en stil, som sikkert skulle omhandle begivenheder fra dagliglivet på elevernes hjemegn. Dette kan imidlertid ikke ses, da første del af stilen er blevet skrevet i et andet stilehæfte, som er gået tabt.  

———-

”De var kommet ind til en Fisker, som lige var vendt hjem med nogle Aal som Fangst. Saa var der en af dem, som bød Ham en Flaske brændevin, hvis han kunne spise en af de spillevende Aal. Et saadant Tilbud kunde han ikke modstaa, men gjorde et Forsøg. Dette havde til Følge, at han efter at have haft megen Kval med Aalen, der ikke saadan ville lade sig æde levende; men snoede sig omkring Halsen på ham, og slog ham i hovedet med halen, fik den bidt ihjel og halvvejs fortæret; men så kunde han dog heller ikke mere. Han maatte nu for ikke helt at kvæles, tage fat med Hænderne og hale Aalen op igen. Efter denne Begivenhed blev han ogsaa syg og maatte holde Sengen i flere Dage. En anden Gang havde nogen faaet ham til at spise et Par spanske Pebere, ligeledes for en Flaske Brændevin, og saadan kunde der være mange Træk at fortælle om ham. I de sidste Aar har Spiritussen ikke haft saa stor Magt over ham; men saa har han til Gengæld lagt sig mere efter Kortspillet, og han vil gerne i lag med Folk, naar de har en god tyk Pengepung med sig”.  

Ejnar Kirkegaard
Uldum Højskole

——————–

På de tider blev møddingen tømt med håndkraft, kørt ud på marken, læsset af i små dynger rundt om på marken, og siden fordelt jævnt over hele marken. Ørum-rekorden i læsning af møj, skulle indehaves af Kran Ywsen – han var stærk som en bjørn i sine unge dage. Ingredienserne var en ”stywvogn” og en møjgreb og en hest eller to. (se billederne nedenfor, mest for de unge læsere!)

Når pengebeholdningen tillod det, tog Kran Ywsen en tur til Skive, med rutebilen. Han stod af, enten på Østerbro, (hvor der dengang lå flere udmærkede beværtninger) eller længere oppe i byen ved Hotel Jylland. Fra Arne Lykkegaard har jeg fået fortalt om en episode, der netop indbefattede en tur på Hotel Jylland i Skive.
Kran Ywsen havde været på besøg på Hotel Jylland og hen imod aften, tog han rutebilen hjem til Ørum. Den dag valgte han at stå af ude ved Peter Christian (PeKrisjan) og Christine (Stinne) Lykkegaard. Han havde af og til savet brænde og hjulpet til med andre småting derude. Derfor mente han nok, at der var basis for en gang aftensmad, inden han drog videre mod Ørum Centrum. Han blev selvfølgelig inviteret indenfor. Stinne var nok ikke helt tilfreds med hans tilstand, men herregud, ”æ mand war jo sulten”. Mens Stinne gjorde klar til aftensmaden, travede Kran Ywsen op og ned af stuegulvet og fortalte om hvad han havde oplevet på sin færd til storbyen. Blandt andet fortalte han, at han havde fået kartofler med flæsk på Hotel Jylland, samtidig hev han en fedtet pakke op af jakkelommen, med de sidste rester af kartoflerne, flæsket og sovsen, og sagde: ”Hær håer a så æ mejesmad te i morn”. Så var den dag jo også reddet.
Grete Olesen fortæller, at de, efter hans ture til Skive, drillede ham med en dame kaldet ”Grøndulle”. Konen havde en lille grøntbutik i en kælder i Østergade i Skive. Hvad der lå til grund for Kran Ywsens besøg, fortæller historien ikke noget om.

Der foregik altid spændende ting oppe omkring Kran Ywsens hus. En aften var der kommet gang i et godt spil kort i det lille hus. Det blev sent og humøret var steget til et absolut højdepunkt blandt deltagerne. I en sådan situation er det jo nødvendigt at lade vandet ind imellem. Et par af deltagerne finder vej til et passende sted og lader vandet. Da trykket er lettet, siger den ene, mens han kigger opad: ”Dær er æ manne stjerner i jawten”. ”Nej det hår do da ret ik”, svarer den anden. Det viste sig senere, at de havde taget en smule fejl af lokaliteten. De havde lettet trykket i klædeskabet. Historien skulle være sandfærdig, jeg har selv hørt den i Smedjen!

Det war så æ ænd po den historije. A tøws vi ska la Grete te æ Sme fortæl resten på hinne måe, for hun kjend jo æ mand i ejen person. Å det er slet æ så ring endda!  

Følgende indlæg er skrevet af en tidligere “Ørumbo”, Grete Olesen, Viborg. Måske bedre kendt som “Grete te æ Sme”

“Fræ Bej’stes skrywbursskof ! “

Det er manne oer sin Jep Åkjær bløv føj,
så vidt a hår høt, vaer op i Fløj
han hår jo skrøvn manne gue teng,
å er da kien ret vidt omkreng.
På fjandbo mol han skrøv en diel,
å foer æ de ska glemmes hiel,
så vaer a tent om a sku prøv,
å sæt må altså nier å skrøv.
Få lisom Hausgård og Egelbrekt,
ka a vel også brug mi dialekt.
A brugt en da alti, da a var bårn,
men da a bløv ælder, å kom fræ æ hån,
ja kom uke å tjen ve en bankdirektør,
sa sku a da æ snak Iisom a gjoer før.
A sku da snak fikn, å hov å sej “je”
det bløv a skam også hiel guer te,
men det jysk, det leger nok inerst in,
å det er skjøn å ha som en min.
Mi bøen tøes også de er sjov,
når de foer mæ te å snak “bonnesprog”.
Her vil a så fortæel om jen å dem
a ka hov fræ mi båndomstik derhjem.

Kran Yvsen va den føst a kom te å tenk på,
– en gammel kanut, der holt møj å vos smo,
En lång maver mand mæ skjek så røe,
ja han ku da bejst ta flyen føe,
for hover a ret, a trovr såmæn,
han høj ves æ en jennest tæn.
En lång piev kværnt han alti po,
ja vand vaer val æ for tit han so ?
Spesniser træsko å en svot kaskjet
gik han alti mej, hvis a hover ret.
En knaltoer vill han så gjaen ha,
å æ onderkop han slavren da.
Ja æ dav den var ves reje for ham
næer han fek en bajer heller en dram ?
Han bover i en gammel huks ve æ bak,
å han høj alti tik te å snak,
Han høj helsen alti nok å lav,
for han gik ront å hjalp folk i æ hav.

Han save pen søen ront omkring,
å lave en hiel masse anne ting.
Va dæ gil i æ forsamlingshuks, å han va æ mej,
sån å skaffer da alti ledt guer ma å stej’
om te Kran Yvsen, ja de bløv en skik,
man va han mej te gil, skal a lov for det gik,
for han va den føst po æ gvol, ka a hov,
han svang å trampe så det var hiel grov.
Å fo en spel kvot holt han vældi å,
å som han da i æ buer ku slå.
Ja han va got kjen der på æ ejn,
–  han kom fræsten møj om te vo dejn,
hver yvleavten bløv han bøjn derom,
å de var hiel sekker Kræsten kom.
Han va som reggel got tepas,
men de ku passir han bløv ledt hvas,
sa sat han en tromf på, og den va stuer,
som “den onde gale” å den slavs uer !
Jen jennest gång hår a sit han græer,
men det va no heller æ så sæer,
han tøt te han verden var sunken i gruks,
for plusli en dav da brændt hans huks.
Dæ bløv da bøgge en nøj te ham,
men de bløv allyvel æ det samm,
–  det er dæ jo aldri nøj’ dæ gjør,
men li så læng te a kan tøg smør,
så ve a i hver fal hiel bestemt,
at gammel Kran Yvsen æ blyver glemt.
Grete te æ Sme

———

Ørums Metusalem anno 1715

Fra Ørum kirkebog – Som befinder sig på Rigsarkivet i Viborg.

“1715 Dominica 21 post Trinit. som indfalt d. 10 Novembris, blef Niels Thomæsøn af Nør-Ørum begravet, som døde gammel 108 Aar, siger Hundrede og Otte Aar, Een høy alder I disse Tider.”

Denne Niels Thomæsøn som blev født i 1607og døde i Nr. Ørum søndag den 10. november 1715, har således levet under seks krige, hvor størstedelen af den danske befolkning led under en kæmpe skattebyrde, fordi kongerne skulle bruge mange penge til deres krigsførelse. Adelen var jo skattefri. Og krige var der nok af i 1600 tallet.

Kalmarkrigen var en krig udkæmpet mellem Danmark og Sverige i årene 1611–13 på grund af Sveriges forsøg på at bryde Danmarks monopol på handelen med Rusland og uenigheder om Finmarks fremtidige statslige tilhørsforhold. Den var sidste gang Danmark forsøgte at underlægge sig Sverige og dermed genetablere Kalmarunionen. I løbet af krigen forsøgte Christian 4. både at erobre Småland og gennemførte det sidste danske forsøg på at erobre Stockholm, men krigen endte trods et generelt dansk overtag uden svenske territoriale afståelser.

Trediveårskrigen var en række militære konflikter i Centraleuropa, hovedsageligt i Tyskland. Som udgangspunkt var krigen en religionskrig mellem katolikker og protestanter inden for det Tysk-romerske rige, repræsenteret ved Den katolske liga og Den Protestantiske Union, selvom intern politik og magtbalance i riget også spillede en stor rolle. Gradvist udviklede krigen sig til en mere generel konflikt, der involverede de fleste europæiske stormagter.
Habsburgerne i Østrig og Spanien og deres forbundsfæller i Tyskland kæmpede mod Frankrig, Holland, Sverige og Danmark. Felttogene og slagene foregik fortrinsvis inden for grænserne af det Tysk-romerske rige, omend det meste af Jylland en overgang blev besat. Krigshandlingerne og dens hungersnød og epidemier lagde store landområder øde.
I Sydtyskland overlevede kun ca. en tredjedel af befolkningen. Nogle steder tog det over 100 år, før økonomi og erhvervsliv kom sig oven på krigens ødelæggelser.
Trediveårskrigen sluttede med den Westfalske fred, som blev proklameret den 24. oktober 1648 fra rådhusene i de to forhandlingsbyer Osnabrück og Münster.

Det var under Trediveårskrigen at Jens Langkniv kom på besøg ved Ørum Kirke.
I kirkens tagkonstruktion ses nogle forbrændte tømmerstykker. Iflg. Jeppe Aakjærs roman ”Jens Langkniv” var kirken en septemberdag i 1627 under Trediveårskrigen midtpunkt i et drabeligt slag. Fjendtlige tyske lejetropper nærmede sig Ørum sogn sydfra, plyndrende på deres vej. De Ørum-mænd forsøgte at standse dem ved åen, men forgæves, hvorefter de søgte ind bag kirkegårdsdiget og op på kirketårnets loft, hvorfra de så fra luger og glughuller beskød den fremstormende fjende. Situationen var efterhånden blevet særdeles kritisk for de Ørum-mænd. Men da nøden var størst, var hjælpen nærmest. Fra Ørum Hede dukkede pludselig Jens Langkniv op i spidsen for en snes bevæbnede ryttere. Aldrig så snart var disse indenfor stenten, før de begyndte deres ”arbejde” og sammen med Ørum-mændene fikfjenden jaget på flugt…
Forinden var det dog lykkedes for fjenden at få kastet nogle brændende lunter ind påkirkeloftet, men efter slaget fikØrum-mændene hurtigt ilden slukket. – Det er spor efter denne brand, der endnu ses. Efter slaget ved Ørum kirke, der havde kostet over 30 gode Ørum-mænd livet, blev Jens Langkniv Fjends Herreds nationalhelt… alt efter Jeppe Aakjærs roman…

På kirkens loft er opbevaret en flere hundrede år gammel ligbåre,tarvelig, men af meget solid konstruktion. – Brugen af båre ved dødsfald er mindst ligeså gammel som kristendommen i Danmark. I middelalderen var det ikke almindelig med kister. Den døde blev – indsvøbt el. lign. – på båre ført fra hjemmet til kirken. Først da kister blev almindelige, begyndte skikken med at kære den døde til kirken med hestevogn. Fra stenten er kisten så på båre blevet ført ind i kirken og herfra videre ud til graven. Det var før, kisterne havde bærehanke. – Ørums gamle ligbåre har måske været anvendt på begge måder.

I Torstenssonskrigen 1643-1645 var det svenskerne som raserede i Jylland.
Danmark kontrollerede passagen gennem det strategiske Øresund og krævede told af alle gennemsejlende handelsskibe. Det påvirkede svensk udenrigshandel i høj grad. Endvidere frygtede svenskerne, at de toldindtægter, som Danmark fik, skulle anvendes til krig mod Sverige. Landene var dog ikke i krig.

Efter de bitre kampe under Kalmarkrigen og den dyrekøbte Älvsborgs løsen anså svenskerne, at den svenske vestkyst var alt for udsat. Kun Älvsborg forbandt Sverige med Kattegat. To gange tidligere havde Danmark udnyttet Halland og Bohuslän for at indtage Älvsborg og hærge i Västergötland og Småland. Både Gotland, og Jämtland og Härjedalen var dansk-norsk og kunne anvendes som baser for angreb mod Dalarna.

Takket være den franske finansielle støtte og oprustningen i Trediveårskrigen havde Sverige en stærk hær og flåde; Danmark var derimod svækket efter nederlagene i samme krig. Situationen var gunstig for svenskerne for at foretage et angreb mod Danmark.

I Karl Gustavskrigene 1657-1660 var det ikke blot den svenske fjende, men også Danmarks polske og brandenburgske hjælpetropper, som drog hærgende op gennem Jylland.
“Karl Gustav-Krigene” var to krige mellem Danmark-Norge og Sverige i perioden 1657–1660. De udgjorde den 5. og 6. krig i de 12 krige, der kaldes Svenskekrigene. Krigene endte med, at Danmark afgav landskaberne Skåne, Halland og Blekinge til Sverige, og Norge afgav Bohuslen til Sverige. Bornholm og de norske landskaber Trøndelag, Romsdal og Nordmøre, som også blev overdraget til Sverige ved den første fredsslutning i 1658 (Freden i Roskilde), kom tilbage til henholdsvis Danmark og Norge ved den anden fredsslutning i 1660 (Freden i København).

Den skånske krig 1675-1679 udkæmpedes mest til søs og i Skåne.
Skånske Krig 1675–79 blev indledt i september 1675, da Danmark og Brandenburg angreb svenske tropper i Pommern. Foråret 1676 indledtes angrebet på Skåne. Det skulle bringe Skånelandene hjem til Danmark. Den danske hær var i almindelighed bedre uddannet, bevæbnet og udrustet end den svenske.

Krigen fik ingen bestemt sejrherre; den svenske flåde tabte til søs, og den danske hær besejredes i Skåne af svenskerne, som selv blev besejrede af Brandenburg. Krigen og kampene standsede, da Danmarks allierede Nederlandene indgik fred med Sveriges allierede Frankrig, og Karl 11. giftede sig med den danske prinsesse Ulrika Eleonora, søster til Christian 5. Freden blev indgået efter pres fra Frankrig med aftalerne i Fontainebleau og Lund (mellem Sverige og Danmark) og Saint-Germain (mellem Sverige og Brandenburg), hvor man enedes om at tilbagegive det meste af de erobrede territorier til Sverige.

Store Nordiske Krig – I år 1700 og årene 1709-1720 deltog Danmark i Store Nordiske Krig, som dog ikke foregik på nuværende dansk jord. Den Store Nordiske Krig var en krig i Nordeuropa, der startede som en reaktion mod Sveriges stormagtsdrømme, ved at Rusland, ledet af Peter den Store, Sachsen–Polen under August den stærke og Frederik 4.s Danmark indgik en alliance for at reducere svenskernes magt omkring Østersøen. I begyndelsen havde svenskerne store fremgange, men krigen trak ud og endte med at betyde enden på den svenske stormagtstid.

Under 3 af krigene blev altså især Jylland fuldstændig hærget og udplyndret af krigstropper med deraf følgende fattigdom, sult og sygdom.

Ak ja – det var heller ikke dengang nemt at være Jyde :-)))

Børge Kirkegaard med lidt hjælp fra hans søster.


———

Ørum Nyt 25 år

Det var faktisk lidt af en udfordring, da Lene Juul ringede til mig en aften og spurgte, om jeg ville skrive et indlæg til dette nr. af Ørum Nyt, i anledning af at det var 25 år siden, det første nr. kom på gaden. Jeg vil hermed gerne ønske Ørum-Nyt tillykke med de første 25 år, og held og lykke med de næste 25.
Jeg sagde ja til forespørgslen, og så kom der ellers gang i de små grå hjerneceller, for umiddelbart var det ikke lige til at huske, hvorfor og hvordan Ørum-Nyt så dagens lys.
Jeg tror nok, (i alt beskedenhed) at det var mig, der kom med ideen i sin tid. Jeg var på det tidspunkt formand for idrætsforeningen, og var også medlem af Viborg Motorklub, og de sendte flere gange om året et klubblad ud til deres medlemmer, hvori de skrev om, hvad der rørte sig i klubben, og jeg tror nok at det var det, der på et bestyrelsesmøde fik mig til at foreslå, at vi i idrætsforeningen skulle have sådan et klubblad. Det var en helt enig bestyrelse der tog ideen op, og snart var det første nr. af Ørum-Nyt bragt ud.
På det tidspunkt var idrætsforeningen på sit højeste. Der var masser af medlemmer i klubben, hvor der bla. var 3 herre fodboldhold, i dame fodboldhold, både dame og herre håndboldhold og en masse motions-badmintonspillere. Idrætsforeningen arrangerede afslutningsfest, julebingospil, nytårsfest, dilettant, halbal samt sommerfest sammen med borgerforeningen, så der skete masser af ting i og omkring klubben, så med bladet kunne man komme nemt og billig ud med omtale af alle ting, der skete i klubben, ikke bare til klubbens medlemmer, men til hele Ørum sogn, fordi vi i bestyrelsen var enige om, at bladet ikke kun skulle være for dem, der kom i klubben, men at den skulle husstandsomdeles til alle i Ørum.
Alle andre foreninger i Ørum, fik også tilbud om at skrive om deres arrangementer i bladet. Derfor blev bladet også fra starten kaldt for Ørum-Nyt, netop fordi den var tiltænkt alle foreninger i byen, og ikke kun idrætsforeningen, dog var det idrætsforeningens logo, der prydede forsiden af bladet i starten. I starten var der ikke en decideret redaktion på bladet, det var bestyrelsen, der tog sig af opgaven med at få den skrevet, trykt og delt ud.
Bladet blev ikke som i dag skrevet på pc-er og printet ud, nej vi sad og tæskede på en gammel skrivemaskine, og trykningen foregik på et monster af en kopimaskine som idrætsforeningen havde investeret i. Først skulle der kopieres på den ene side, og så skulle papiret vendes og kopieres på den anden side, hvis kopimaskine da ellers gad virke, ellers skulle den lige have et spark på siden, så startede den som regel igen. Efter kopieringen blev siderne foldet og klipset, og så var bladet klar til at blive delt ud.
Efter at de første 2 -3 numre var blevet lavet af bestyrelsen, blev der nedsat en redaktion, til at tage sig af alt vedr. bladet, og man må sige, at bladet igennem årene (takket være en dygtig redaktion) er blevet et blad, som folk ser frem til at få.

Jeg vil hermed ønske Ørum – Nyt tillykke med de første 25 år og held og lykke med de næste 25 år.

Per Andersen

Ørum Nyt – I starten.

I anledning af Ørum Nyts 25 års jubilæum har redaktionen bedt mig om at skrive lidt om starten i 1988. Nok fordi jeg var med fra starten og de følgende 10 år. Det skal siges, at der i det følgende skal tages højde for, at det er 25 år siden og dermed kan der forekomme enkelte huller i hukommelsen!!!

————————————————————————————

ØRUM-Nyt – Hvad er det nu for noget?

Jo, det er en avis, som Ørum Skytte og Idrætsforening vil udsende til samtlige husstande i Ørum Sogn samt samtlige medlemmer af foreningen, 4 gange årligt – nemlig februar, maj, august og november måned.
Avisen er gratis så derfor har vi måtte ud og spørge forskellige forretningsdrivende om de ønskede reklame i den, så vi kunne få dækket vores udgifter til trykning, papir mm. ind.
Heldigvis var der nogle, som ønskede dette og Dem vil vi hermed gerne sige mange tak, fordi I støttede vores ide.
Formålet med avisen, er at orientere den lokale befolkning om, hvad der er af forskellige aktiviteter i Ørum.
Bladet er i øvrigt åbent for netop DINE meninger og kommentarer.
På Ø.S.I.F s vegne Per Andersen

———————————————————————————-

Sådan lød forordet i Ørum Nyt nr. 1. februar 1988.

Bestyrelsen – med Per Andersen som formand – mente, at ØSIF også skulle have et klubblad. Det skulle naturligvis være ganske professionelt, så bestyrelsen ned satte en redaktion, som så sådan ud:
Reklameafd:    Per Løvig Pedersen, Jørgen Sø
Loppeannonce: Ole Vestergård
Kalenderen:      Mette Løvig Pedersen, Per Thomassen
Annonceafd:     Per Andersen, Ib Thorsø

Avisen udviklede sig i indhold, omfang og økonomisk. Efterhånden var der så mange trofaste annoncører, at der præsteredes et pænt overskud hvert år. Jeg synes det er imponerende, at der altid har kunnet skaffes så mange annoncører – det tror jeg er enestående.
Som Per skrev, skulle der gerne skaffes nogle sponsorer. Fra starten var der syv firmaer, der gerne ville støtte projektet. Så var det økonomiske på plads. Dernæst var der nogle praktiske udfordringer.
Der blev skaffet en rejseskrivemaskine (som jeg skulle betjene). På det tidspunkt arbejdede Jørgen hos S.C. Sørensen I Viborg. Og vi fik lov at bruge deres kopimaskine og så var vi i gang.
Det er tydeligt, at idet der blev brugt skrivemaskine, overføringsbogstaver og simpel kopimaskine – ja, så var kvaliteten ikke nævneværdig god!!!
Vi skrev og kopierede det hele på en aften i Viborg og derfor blev oftest en del over midnat, inden vi kom hjem, med arbejdsdag dagen efter! Avisen skulle også samles og hæftes. Desuden skulle den omdeles. Avisbuddet tog den med rundt i byen og redaktionen kørte ud med den i oplandet. Først senere blev det muligt at sende den rundt.
Jeg kan ikke helt huske, hvor længe det fortsatte på denne måde. Men næste skridt var, at ØSIF investerede i egen kopimaskine, hvilket lettede det hele rigtig meget. Der blev indrettet redaktionslokale på 1. salen i Den Gamle Skole og så havde vi bedre mulighed for at komme og gå. Det hele tog dog stadig en del tid,
idet kopimaskinen ikke var af nyeste model. Den kunne ikke kopiere på begge sider på en gang, så papiret skulle gennem maskinen to gange, hvilket medførte en del tekniske vanskeligheder. Men alt det blev jo løst hen ad vejen.
Efterhånden skete der løbende udskiftninger i redaktionen, men dog med gennemgående personer. Der blev en del rutiner. Redaktionen mødtes en aften privat og aftalte arbejdsopgaver. (Her var den gode tradition gennem alle årene, at der blev serveret varm leverpostej). Derefter tog det en lørdag at trykke den mm. Endnu en af de gode faste traditioner blev, at Jonna kom med frokost denne lørdag.
Når jeg nu sidder og kigger nogle aviser i gennem, har der faktisk været rigtig mange forskellige tiltag: Loppeannonce, quiz, kageside, lykønskningssider, læserbreve og selvfølgelig referatet, annoncer, kommende arrangementer.
Selvfølgelig er der sket mange nye tiltag, men en del har været med i alle årene. Jeg synes dog det sjoveste er, at Redaktionen siden Ørum Nyt nr. 1, har bedt læserne om flere indslag hver eneste gang Hi – Hi.
Man må sige, at redaktionen altid har været optimistisk – bliver ved med at tro på flere indslag. Men det er jo optimismen, der holder en i gang. Det var nogle få minder ud fra min begrænsede hukommelse.

Ellers vil jeg sige TILLYKKE til Ørum Nyt.

Men størst TILLYKKE til Redaktionen og til Ørum. Håber der sættes pris på, at nogle få gør et så vedholdende stykke arbejde for at informere om det skete og det kommende.

Med venlig hilsen lb T. Sø

———

Karl Andersen

Karl var en af Ørums personligheder igennem mange år. Han underholdt bl.a. de ældre damer med “skønsang” i de sene nattetimer. Når stemmen slap op, hentede han selvfølgelig sin transistorradio – musik sku der til.

Karl Andersen

Mange nulevende Ørumboere vil smile, når navnet Karl Andersen bliver nævnt, og i det samme smil vil de tænke på de mange sjove historier, som udspandt sig med bl.a. Karl i hovedrollen.
Jeg kendte Karl igennem mere end 30 år. Han var en del af vores familie igennem mange år.
Karl havde mange oplevelser, på godt og ondt, igennem et langt liv – han blev 88. Vel ikke så dårligt.
Karl blev født i Gammelstrup sogn i juni måned 1910 som den femte ud af 12 søskende. De boede på ejendommen Birkesøvej nr. 23. I dag er der spejderlejr. 
Karl boede i Skive i en årrække. Han blev gift, men ægteskabet holdt ikke så længe. Han fik sønnen Finn. Jeg kan huske Finn fra min barndom ude på gården, når han var på besøg hos os. Han var fantastisk dygtig til at tegne. (Billedet af skovmåren som muligvis skyldtes, at vi havde to næsten tamme skovmår som kom ned til min mor i køkkenet og spiste hver dag). Karl arbejdede bl.a. som chauffør for forskellige vognmænd i Skive. Det fortælles, at arrestforvalteren i Skive arrest kendte Karl ganske godt. Det skyldtes nok kombinationen af vognmandskørsel og lidt for mange øl.
Karl første plads i Ørum var hos Vistis, hos brødre Johannes og Thorvald de boede på gården hvor Ellen Vestergård nu bor (Gerts Vestergaards mor).  Det har været omkring 1954/55.
På det tidspunkt var Arne Lykkegaard karl ved Frede Dalgård – han blev afløst af Peter Jespersen 1. november 1955.
Hvor længe Karl var hos Vistis ved jeg ikke, men det er sandsynligt, at Karl herefter kom ud til os på gården – Ørumvej nr. 67. Jeg husker min barndom, som om Karl altid havde været der – det havde han sikkert også, da jeg blev født i 1955.
Karl boede mange forskellige steder i Ørum. Som tidligere nævnt arbejdede og boede han hos Vistis i en periode, Herefter arbejdede og boede han hos os, på Ørumvej 67 i nogle år. Omkring 1960 fik han arbejde på Strandet, her arbejdede og boede han i et års tid. For at vende tilbage til os på Ørumvej 67 i en kort periode – bl.a. sammen med Svend Nybye.
Senere boede han hos Tage Mortensen, hos Åge Smed, hos Æ Degn, I det blå ”rugbrød” (forløberen for VW transporter autocamperen) og i varmekælderen på skolen.
De sidste mange år boede han på Bakken i et af ”kulturhusene”. Huset blev rejst omkring 1970. Her boede Karl de næste 20 år. Tage Vestergaard finansierede huset i første omgang. Det var ikke ligefrem en luksusvilla. Der var plads til en seng, et bord og 4 stole, et lille gasblus og et klædeskab.
Pudsigt nok var der på daværende tidspunkt flere kulturelle centre i Ørum. Smedjen havde sin kultur og sine medlemmer, her blev der diskuteret biler, motorsport m.m. Karls hytte på Bakken havde sin kultur og sine medlemmer, her gik det mere op i et slag whist – en udvidet udgave af Salling whist. Hos købmanden – Tage og Åse Vestergaard blev kulturerne blandet – her kom de fleste. Og så må vi jo ikke glemme kirken, med sin kultur og sine medlemmer. Der var sjældent det helt store sammenfald imellem medlemmerne i Karls kulturhus og kirkens medlemmer :-)))

Karen Margrete Adamsen (Datter fra Solbakken) fortæller følgende: ” Karl Andersen, jeg synes vi kaldte ham Karl Skrædder. Jeg mindes han hjalp din far (Ejnar Kirkegaard) når vi fik kørt møg ud hjemme hos os. Så var hele “møgholdet” på kost, og der var sat borde og stole op i bryggerset, hvor de spiste. Jeg kan huske at Karl sagde, at han ville have en af de høje sten som stod rundt som kant om møddingspladsen til sin gravsten, men det fik han vidst ikke alligevel”.

Emner til andre sjove fortællinger om karl og Ørum:

• Tyggegummi til min søster!
• Svend Nyby og Karls hønsedrab ude på gården
• Karls cigarskodder og vores hjemmelavede hyldebærpiber
• Karls møde med askedyngen ved hjørnet af det gamle stuehus
• Karls møde med hjørnet af maskinhuset efter en lang dag og aften
• Karls skønsang for Edith eller var det Ingeborg?
• Karl arbejdede på Strandet – Fasanen der kom i gryden
• Et slag kort i ny og næ i Kulturhuset
• Karls fødselsdag – is til børnene
  

     

———–

Åge Simonsen eller Åge te Niels Muers

Den tidligere “borgmester” i Ørum.

Visse politisk valgte borgmestre ville måske protestere, men en del af os støttede hans kandidatur, hver gang der var valg til det ærefulde hverv. “For samfundet” var hans valgsprog.

Åge blev født den 5. august 1902, vist nok i det gule hus bag frysehuset, hvor Bent og Marie Pedersen boede i min barndom. Hvor nu afdøde Erling Garne boede. Åges forældre Niels Simonsen, født 4. februar 1866 og Offie Marie Offersen, født 9. april 1869, blev gift i Ørum kirke i det herrens år 1887, den 27. december. Åge var nummer syv i en flok på elleve. Her følger en liste over hele søskendeflokken:

Kirsten Marie Simonsen	Født 17. august	1888
Trine Simonsen	21. september	1890
Steffen Simonsen	31. januar	1893
Bothilde Simonsen	19. juli	1895
Jenny Simonsen	27. december	1897
Holger Simonsen	22. juni	1900
Åge Simonsen	5. august	1902
Johannes Simonsen	20. december	1904
Ejbæk Simonsen	23. januar	1907
Eva Simonsen	18. december	1909
Agnes Simonsen	24. maj	1912

Åge og hans tre ældste søskende emigrerede til USA. Kirsten Marie Simonsen (død 2. maj 1969), Trine Simonsen (død 9. november 1988) og Steffen Simonsen (Stafen) rejste alle til USA omkring 1920. Kirsten Marie og Trine blev derovre resten af deres liv, de blev begge gift og stiftede familie. Stafen kom hjem til Danmark engang i 30-erne.  Simon Simonsen (Åge er Simons morbror) har stadig kontakt til dele af familien i USA.

Åge var selv i USA af to omgange. Af Simons reportage om Åge, fremgår det, at Åge boede hos sin søster den første gang han var derovre. Simon Simonsen fortæller, at Åge på spørgsmålet om hvor han boede derovre, svarede: Jow – Jow, a bowe dærnier ve æ kjærk og så var der i øvrigt ikke mere at sige om det.

Hvad Åge lavede derovre, ved vi ikke ret meget om. Han arbejdede sandsynligvis samme sted som sine søskende på sin første rejse til USA. I starten arbejde Åge og Stafen ved et selskab, der skulle rydde vejene til den stigende bilpark i USA. De var med til at udhule nogle af de kæmpestore træer i Californien. Træerne var så store, at vejen kunne gå igennem dem. Stafen arbejde senere med vin- produktion og endte med at have en ganske pæn vinfarm i Californien. Engang i 30-erne blev Stafen bidt af et insekt i sin højre arm, nogle siger at det var en skorpion. Hans søstre fandt ham skindød. Da det gik op for dem, at han ikke helt havde forladt denne verden, fik de ham på hospitalet, som lige akkurat holdt liv i ham. Efter et stykke tid blev han overført til Rigshospitalet i København, som fik ham på højkant igen. Dette uheld kostede Stafen så meget, at han måtte sælge vinfarmen i Californien.

Herefter byggede han Åse og Tages hus og åbnede en købmandsforretning. Det er sjovt at tænke på, at der i Ørum, i en årrække, var både en brugsforening og en købmand. Stafen holdt kontakten til USA ved lige, blandt andet besøgte han familien derovre hvert fjerde år.  Som tidligere nævnt, havde Stafen kun en arm. Det vil sige, han havde en stump tilbage. Armen var vist amputeret ved albueleddet og på stumpen havde han en træprotese. Jeg husker specielt Stafen fra de situationer, hvor han skulle give kort. Han havde en lille blandekasse, som han puttede kortene i. Efter at have rystet kassen nogle gange, lukkede han låget op og lagde kortene i en pæn stak på bordet foran sig. Derefter delte han kortene ud med den raske arm, en af gangen. Det har

gjort et stort indtryk på en lille purk som mig, at man faktisk godt kunne give kort, og holde dem, selv om man kun havde en arm. Først omkring 1960 flyttede Stafen op til Åge i det gule hus.

Efter kort tid hos Åge flyttede Stafen op på alderdomshjemmet i Hald. Jeg husker en sommeraften, hvor jeg, på min cykel, var på vej til fodbold i Ørslevkloster. På bænken udenfor alderdomshjemmet sad Stafen og Martin Skrædder og hyggede sig. Der skulle jeg også have haft kameraet med! Findes der monstro et billede af de to herrer på alderdomshjemmet?

På Åges anden rejse til USA, arbejde han muligvis for et mineselskab et andet sted i USA. Åge var på vej til USA en tredje gang, men blev nægtet indrejse og måtte vende tilbage til Ørum igen. Årsagen til de amerikanske emigrationsmyndigheders afslag kender vi ikke. Efter denne episode forlod Åge ikke Ørum, før han kom på sygehuset med lungebetænelse og herefter på plejehjem i Skive. Han var måske, en gang imellem, med et smut ved Virksund og på Hesteskoen på Lundø.

De efterfølgende historier er afskrift af, nogle få af, de sjove episoder, der har været med Åge som hovedperson.

Åge – en mand med smag

Benny Pedersen fortæller en sjov lille historie om Åge og hans oplevelse med det hjemmebrændte.
Også i Ørum gjaldt det, at fantasien jo aldrig fejlede noget, når noget var fort dyrt, for svært at få fat på eller på anden måde utilgængelig. I forbindelse med oprydningen på et lille landbrug beliggende i nabosognet mod nord, dukkede der nogle flasker med hjemmebrændt sprit op ude fra skuret. Sådan noget smider man jo ikke væk. Det blev fragtet ned i Smedjen – det kunne jo bruges til at pudse ruder eller til at tænde op i grillen. Det skal siges, at indholdet i den her halvanden liters colaflaske (tror det var en Pierre Medard flaske) var stærke sager.

Det var jo ikke gået Åges næse forbi, at der var blevet placeret en halvanden liters colaflaske med et klart indhold omme ved smedens grill. Allerede på førstedagen blev det Åge for meget, han skulle om og se hvad det mon var for sager. Åge skruede låget af flasken, snusede grundigt til indholdet, kom med et par jow, jaa og tog et pænt hiv. Efter at være kommet sig over den værste chokvirkning, udstødte han et dybt pust udad og begyndte igen at trække vejret. 
(Det skal nævnes, at det var 94% sprit med en afskyelig smag af mæsk og andre urenheder – en del Ørumfolk vil kunne nikke bekræftende til beskrivelsen af denne ædle væske). Så snart Åges vejrtrækning igen var normal, gik han ind i Smedjen og spurgte Smeden: ”Hur hår do kjowt det hæn Christian? ”. Smeden svarede for sjov, ”Nåee det er nøj a hår kjowt i Tyskland”. Hvorpå Åge svarede, ”Det tøws a æ do ska kyrw mier å”. Selv om det var stærke sager, hændte det sig alligevel at Åge tog en lille slurk af flasken – virkningen var der jo ikke noget i vejen med.

Rejsen til Syd Amerika

Åge og hans søskende var ikke ene om at prøve lykken i det fjerne.

Denne korte beretning fortæller ikke noget om Åge, men om han bror Ejbæk Simonsen. Ejbæk blev født den 23. januar 1907. Det var ikke kun Åge, Staffen og deres to ældste søskende, som havde længsel efter det ukendte derovre. På billedet nedenfor ses passagererne på 3. klasse fra damperen Almanzora. Afgang Southhampton i England, destination Buenos Aires i Argentina.

Datoen er den 22. oktober 1927. Den dag drog Ejbæk Simonsen altså af sted til Argentina. Hvor længe han var der ved vi ikke. Om han var en tur forbi Californien, hvor Åge, Staffen, Karen Marie og Trine Simonsen holdt til, ved vi heller ikke. Men et er sikkert, han vendte tilbage til Danmark inden for en kort årrække. Ejbæk flyttede til København og fik etableret en, vist nok, ganske pæn murervirksomhed. Jens Vestergård fortæller, at han tydeligt husker, når Ejbæk var på besøg hos sin søster Jenny. Jenny og hendes mand, Vestergård Jespersen, boede bag Tage og Åse Vestergård i den gamle pode-skole. Ejbæk var også tit et smut forbi købmanden. Det siges at et billede fortæller mere end tusinde ord. Jeg lover, at stoppe med denne beretning, før de tusinde ord er nået. Men billedet fortæller mere. På billedet med passagerne til Buenos Aires, er der flere Ørumboere. I nederste række fra venstre, som henholdsvis nr. to og tre, sidder Svend Dalgård og Våge Dalgård. Svend Dalgård var far til Nestor Dalgård, som en del af os kan huske fra hans ophold i Ørum fra 1972 til 1973. Nestor boede henholdsvis hos sin farbror Frede Dalgård og sin anden farbror Arne Dalgård. Ud over de tre fra Ørum, skulle der også være en Stilling fra Hald, måske en Fruegård fra Lund og måske en Svendsen fra Dommerby. Det vides ikke, hvor de befinder sig på billedet, hvis de overhovedet er med.

• 

• 

• 

Billedet af nedenstående damper er ikke identisk med damperen der ses på billedet med emigranterne. Skibet som Ejbæk, Svend og Våge sejlede med hed Almanzora.

Damperen ovenfor hed Alberto Dodero, og er formodentlig det skib Svend og Våge Dalgård sejlede med i 1939, hvor de var på et kort besøg i fædrelandet. På grund af krigen, blev de nødt til at rejse tilbage til Argentina efter kort tids ophold i Ørum.
Kilder: Helga Fruegård,  Jens Vestergård  (snak og billeder).

 Da kommunismen kom til Ørum

Det var ved et valg sidst i halvtredserne eller først i tresserne. I Ørum Kommune var der ca. 100 stemmeberettigede. Vi vidste jo, hvad de forskellige stemte – troede vi. Det var jo overvejende venstrefolk, nogle radikale og nogle socialdemokrater.
Denne gang skete der så et jordskred – der var en kommunist!! Det var jo landsforræderi i sognet. Så dagen derpå udløste det stormøde i Brugsen og Smedjen. Hvem kunne det da være? Konklusionen blev, at den ny degn var den eneste, der var kommet til byen ude fra, så det måtte jo være Steen Bilstrup. Det var jo forfærdelig –  og han skulle undervise vore børn!
Siden kom det frem, at det var vores allesammens Aage Simonsen, som var i besiddelse af en god portion humor og havde forudset reaktionen. Så han har gået og moret sig godt og grundigt for sig selv.
Den har vi moret os over mange gange i vores familie.

Indlæg fra Ørum Nyt af Benny Pedersen

P.S. Vi fandt for øvrigt hurtigt ud af, at Steen Bilstrup var inkarneret venstremand, og blev siden valgt til såvel sognerådet i Ørum som Byrådet i Skive.

PS1: Uden at ville lægge hovedet på blokken, tror jeg at Bilstrup – Æ degn – engang har fortalt, at Åge, efter at have afgivet sin stemme, havde stillet sig op i døren ind til den store sal og grinet smørret. “For samfundet”, som han ville have sagt, hvis vi havde spurgt ham, hvad han morede sig over.

Der kunne også skrives om nedenstående episoder:
�    Åges pande – rusen i åen – en lille en – kakkelovnen og ”duften” i stuen
�    Åge var efter os drenge med kosten i tøjsko en sommerdag i blommetræet
�    Åges møde med en tysk turist udenfor æ kjømmen
�    Åge kunne være svær at kommunikere med, men ofte når jeg traf ham udenfor huset på Ørumvej 7?, spurgte han: ”Hvordan goer æ mæ de broer Kresten ? Og så fik vi en vældig snak om ham.
�   Åges møde med Kresten fra Strandet

Sidst redigeret oktober 2019 – Børge Kirkegaard

———–

En Slider forlod os

af Benny Pedersen

Min baggrund for at skrive om Laurits Jensen er, at jeg er en af de indfødte Ørumboere, og det er jeg stolt af. I året 1939 blev Ørumvej nr. 4 bygget til min far og mor, Ejlers og Zetna Pedersen, og jeg blev født den 4. januar 1940. På det tidspunkt boede mine bedsteforældre, Harald og Maren Pedersen på Ørumvej 3. (Ryttergården) I 1962 flyttede Jonna og jeg ind på Ørumvej 5 og blev boende i Ørum i 42 år.

Laurits Jensen døde år 2008. 98 år gammel. Laurits er født og opvokset på Stensbjergvej 5, (også kaldet Blæsbjerg) og derfor nabo til mine forældre. Han voksede op hos sine bedsteforældre, Lars Jensen og kone. Han var nok et barn, som moren var kommet nem til, hans far har jeg aldrig hørt om.

Det var under meget små kår Laurits voksede op. Ejendommen bestod af to meget små og lave bygninger støbt op af marksten og tag af pandeplader. Stald og stuehus var bygget sammen. Det meste af jorden lå hen i lyng, og der var et par køer, som bare blev slået ud og kunne gå frit omkring. Det vigtigste var nok et spand heste, for pengene skulle jo hentes udenfor ejendommen, nok mælketur til Borup Mejeri og anden vognmandskørsel.

Laurits blev konfirmeret, og var så voksen. Han fik arbejde hos Hedvard Jørgensen i Vinkelplet, (Vinkelpletvej nr. 10), hvor efterkommere af Hedvard, nemlig Marie og Hans Jørgensen, bor i dag. Jeg har set et billede, hvor man ser fra Hans Jørgensens ejendom, og langt ude i det fjerne kan man se Blæsbjerg, ikke et hus eller et træ er der at se mellem de to ejendomme. Det er mærkeligt at se, når man ved, hvordan det ser ud i dag. Men meget bekvemt for Laurits, for han kun gå eller cykle tværs over heden. Han skulle møde kl. 06.00 og fodre heste, ”men så fik vi også morgenmad”, sagde Laurits, og det var han glad for.

Hedvard Jørgensen var en meget aktiv mand med 10 børn. Der var landbrug, vognmandsforretning, savskæreri og skærveknusning. Laurits var med til som 14 årig at hente store træstammer oppe i Undalslund skov ved Viborg. Transporten foregik altid med to spand heste, æ dreng med det ene, og så en voksen mand med det andet, nok en af Hedvards sønner, der var jo nok at tage af. Disse langtømmervogne kunne de selv bestemme længden af, da forbindelsen mellem for- og baghjul var en lang kæde.

Hedvard fik aldrig lært at cykle, så han gik rundt eller kørte med heste. Han købte marksten op ved Grønhøj og Frederiks, der var jo masser af sten i forbindelse med hedeopdyrkningen, så de skulle selvfølgelig også køres hjem med hestevogne, det var en stor oplevelse for æ dreng, ”det var ikke sært, at Laurids gerne ville fortælle om det”. Det var lange dage, en tur til Frederiks og tilbage i skridtgang. ”Men jeg fik min aftensmad før jeg gik hjem”, sagde Laurits, og det kunne jeg høre på ham var vigtigt.

”Hedvard var god ved mig”, sagde Laurits, ”var der marked i Skive om fredagen, fik jeg lov at komme med, vi var så inde på en beværtning og få smørrebrød, øl og snaps, ”det var guer te æ dreng”. Det var også bekvemt at have en, der var ædru til at køre hestevognen hjem. Hedvard kunne være en brøsig karl, når han havde fået spiritus, men han var også en meget hård mand i det daglige, man sagde, at under rundsaven lå hunden altid, for der smuttede af og til en finger eller to. Som tidligere omtalt var Hedvard en driftig mand. Han købte Viborgvej nr. 265 i Nr. Søby og flyttede savværket fra Vinkel og derhen. Det modsatte hjørne nr. 259 – 261 var ikke bebygget på det tidspunkt, så der blev markstenene læsset af, og Laurids sad så der i Nr. Søby og slog skærver til vejen. Tænk jer æ dreng. På Viborgvej 245 lå der en landbrugsejendom, som der blev anlagt ådselskogeri i, så der har været både lugt og støj, men der var næsten ingen huse langs vejen dengang.

Et sidespring: Dengang Hedvard skulle slås ihjel.

På Vasehøjvej 2, (ejendommen ligger på hjørnet af Vasehøjvej og Vinkelpletvej) boede to ældre søskende, som var bange for Hedvard. Når Hedvard kom gående fra bytur på Højslev Kro, kunne de høre ham på lang afstand, han var glad og sang højt, men var jo samtidig en brøsig karl, når han havde fået spiritus og han skulle gerne ind og drille dem lidt. De to havde så en tjenestedreng, som de aftalte med, at når Hedvard kom, skulle han stå bag døren med en tøjrekølle og så klappe Hedvard en oven i hovedet, så skulle det nok være slut med Hedvard. Men, men, men lige som han trak køllen, flyttede Hedvard sig lidt, så han ramte ham på skulderen, og Hedvard var uarbejdsdygtig et stykke tid. Hedvard var hurtig, han drejede rund og med den anden hånd fik drengen kontant afregning, Episoden har jeg fra pålidelig kilde, en af Hedvards børnebørn, Emil Jørgensen.

Hedvard var som tidligere nævnt en driftig mand, tænk på alle de Jørgensen’er, som vi har på egnen: Hugo, Bjarne, Bent, Inger, Allan o.s.v., som alle er oldebørn af den gode Hedvard, for ikke at forglemme direktøren for Givskud Zoo Richard Østerballe.
Laurits blev jo ældre og skulle ud at tjene ved landbruget og fik plads på Nørgaard, nabo til Nr. Søby Skole. En træls oplevelse: Laurits kom cyklende på Viborgvej, havde måske været hjemme hos bedsteforældrene eller i Jordbromølle, hvor Kirsten, hans senere hustru, tjente. Da han cyklede forbi Viborgvej 338, (Inge Marie Nedergaard), så han, at der var ildebrand og fik gårdmanden vækket. Så det var jo heldigt! Men på Nørgaard havde de Mund og Klovsyge, så han måtte ikke forlade gården, så som tak for hjælpen fik Laurits en bøde.

Laurits blev jo ældre og skulle ud at tjene ved landbruget og fik plads på Nørgaard, nabo til Nr. Søby skole.
Laurits kom hjem til bedsteforældrene igen, for det gik skidt for dem, bedstefaren var blevet sengeliggende på fuld tid. Laurits gik på løsarbejde på gårdene. Så døde bedstemoren, og så var ”gode

dyr rådne”, for han kunne jo ikke slå bedstefaren ihjel, for de havde været gode ved ham under opvæksten.

Laurits gav aldrig op, men giftede sig med Kirsten. Prøv at forestille jer en ung brud i et lille faldefærdigthus, en gammel sengeliggende mand og ingen penge. Det har ikke været misundelsesværdigt.

Det var nok 1940 – 41, at Laurits og Kirsten fik bygget nyt stuehus. Laurids var ikke stærk landmand, men der var de to små russerheste, (jeg kan godt huske dem, de var lidt større end islændere og slanke) nogle utrolige slidere. Laurits sagde, at når de lagde sig fremad lige som katte, måtte to store læs tørv med.

Under 2. verdenskrig kørte Laurits mælk med bilvogn. Det udtryk kræver en forklaring: Under krigen kunne man ikke få brændstof til privat kørsel, så bilerne blev hugget op. Undervognen blev bevaret, og så blev der lavet et trælad, og så havde man en gummivogn. Hvor svært kan det være? Der var bare lige det problem, at det var næsten umuligt at skaffe dæk, så der blev lappet. Lapperne var af kasserede slanger, som man klippede til og limen lavede man også selv.                   

Når dækkene revnede tog man et stykke gammelt dæk og lagde under, og så boltede man det sammen med fire brædderbolte.

Laurits har fortalt, at han lappede til langt ud på aftenen, gik så i seng, hørte et knald og kunne så begynde igen, for han skulle jo på mælketur. Han havde næsten ikke skind på fingrene under krigen.

Gunnar, den ældste søn, blev født i 1941 og nyt stuehus, jo jo. Min far har fortalt, at han skulle tegne haveanlæg for Kirsten, for han var god til at tegne, men det blev ved tegningen.

Det er jo sådan med krige, at nogen tjener penge på det, og andre taber penge på det. Laurits og Ejlers (min far) kom til at tjene på det. Der var kommet gang i tørveproduktionen ude på søndersiden af Skive-Viborg-vejen, og der var kun lyng dengang i hedeparcellerne derude, så der var tørreplads nok. De to husmænd kom til at køre med dyndvogn. En dyndvogn bestod af undervogn, nok fra en gammel bil, og så en trækasse, som nok kunne laste et par kubikmeter. Kassen var lavet med en meget skrå bund til den ene side, og der kunne man så med et håndtag løfte en lem forneden, så dynden kunne løbe ud i en stribe, når man kørte frem med hestene. Laurits har jo aldrig hængt sig i bagateller, så hans dyndvogn var meget sløret i styretøjet. Var han så ikke for tidlig på den om morgenen, fik de små russere jo et knald med pisken, også ned af Stensbjergvej, men så kunne Laurits jo ikke holde sig på sædefjælene, så han hoppede bare op i dyndkassen, så kunne han da ikke falde af. De små russere kunne godt være noget afmagrede om foråret, men efterhånden som der kom penge ind, blev der også havre til hestene. Der blev ikke gjort meget stads ud af dem, de gik løse inde i laden, for der var jo ikke andet. Så det med hestebokse er ingen ny opfindelse.

Ejlers og Zetna var færdige som landmænd i 1944 og Laurits og Kirsten i 1945.

Far og mor købte Ørumvej 68 (Ruth Vestergaard), men de havde deres heste med, de kunne lige stå i det bette udhus, og far kørte mælk til Borup Mejeri.

Laurits, Kirsten og Gunnar flyttede ind i lejligheden på Staldhøje, Ørumvej 60 (Ebba Sørensen). Vognmand Henrik Boller ejede huset dengang. Laurits havde også de to små russere med, de kunne gå i hønsehuset ved siden af lastbilgaragen.

Nu skal i bare høre: Laurits gav aldrig op. Han startede op som fiskemand. Han tog lige en foraksel og et par hjul fra en ophugget bil, lavede et træ lad og et par granstænger til hesten. Kan I se det for jer, for det kan jeg: En lille mager hest, en stor mand, som sad for på vognen med benene dinglende ud til siden.

Her havde vi Laurits med kasket, en glad og selvstændig mand. Kørte om morgenen hen på stationen i Højslev. Fiskene kom med toget, og så ellers ud på landet Højslev K, Hald, Lund, Ørum, Søby, Ajstrup, Vinkel. Ruterne var delt op med ny rute hver dag, så folk fik fisk en dag om ugen. Laurits skiftede mellem de to russere, så kunne de bedre holde til det. Ved middagstid var han som regel færdig. Klokken et kom rutebilen Viborg – Skive, og så tog Laurits ud på rutebilstationen og spillede kort og kom så hjem med fem-bilen.

Staldhøje blev et helt Eldorado for os drenge, Agner Nordby, Gunnar, min lillebror John og undertegnede. Op ad vejen på højre hånd var der en gammel grusgrav, et halvtag til Murer Kristian Laursens stilladser og blandemaskine, oplagsplads for Laurits’ tomme fiskekasser, der kunne godt være et par fisk i nogle af kasserne, så der har nok været en stram lugt om sommeren, men det lagde vi nu ikke mærke til. Vi skilte kasserne ad, så havde vi både brædder og søm til at bygge huler af. Jeg tror, at Laurits gik ind for den frie børneopdragelse, derimod Ejlers var hurtig med hånden. På et tidspunkt havde Gunnar en gedebuk ovre i halvtaget, så det var ikke bare fisk, der lugtede.

På venstre side af Staldhøje var der også taget sand inde i gården, så når vi drenge gravede med skovle, kunne vi komme ned til vand. Det var en vældig legeplads på Staldhøje.

Laurits blev motoriseret. En Ford 1931 varevogn, det vil sige uden førerhus, men med trælad, det havde jo været en personbil, hvor karosseriet var blevet fjernet. Så skulle der tegnes et førerhus. Ejlers tegnede, og de skulle så hjælpes ad med at lave det. Men, men, men Ejlers var større drengerøv end Laurits, så den skulle være sportsvognspræget. Det var de absolut ikke enige om, så det endte med, at Laurits pakkede og kørte ned til tømrermester Ejvind Fruergaard. Førerhuset blev lavet på et træskelet og betrukket med lærred. Kønt var det ikke, men det var klart, at Laurits skulle bestemme, det kunne lige mangle, det var hans bil. Der gik ikke så lang tid før lærredet begyndte at rådne og revne, så det blev noget luftigt, men Laurits hængte sig ikke i bagateller.

I 1949 flyttede Ejlers og Zetna til Nr. Søby. Far (Ejlers) blev selvstændig og cyklede rundt til landmænd på egnen og solgte dem uundværlige ventilationsskorstene til deres stalde. De bestod af lecarør op til tagrygningen og selve skorstenen var en blikring med en plade til top.

Nu kom Laurits ind i billedet igen, han kørte med fisk om formiddagen og med skorstene om eftermiddagen. I kan tro, at den gamle Ford hængte slem t med røven, når den blev læsset til med lecarør, hætter samt det værktøj, der skulle bruges for at komme igennem staldloftet, men de arbejdede godt sammen, de to.

Jeg kan også huske, at Laurits handlede med rationeringsmærker. Mor (Zetna) kunne aldrig få kaffen til at slå til.  Handlen foregik på følgende måde: Skulle du købe kaffemærker, skulle Laurits have andre mærker i bytte, f.eks. sukkermærker, men man skulle altid betale et beløb i bytte, uanset hvilke mærker det var. Laurits handlede også med smågrise på markedet om fredagen, så det var en alsidig forretning på Staldhøje.

I 1952 købte Laurits og Kirsten Peder Skomagers hus (Ørumvej 94) for. 5000 kr, som Laurits lånte privat, for når man var så fattig som Laurits, var det næsten umuligt at låne penge i banken. Så skulle der mange kautionister til, og hvem troede på Laurits, men Laurits gav ikke op.

Det var en levende by dengang: 3 vognmænd, 1 murer, 1 tømrer, 1 brugsforening, 1 købmand, 1 smedemester med to lærlinge, skole og mennesker og dyr på alle gårdene. Vi 4 drenge (Gunnar, Agner, John og jeg) drog hærgende rundt i byen hver dag med trækvogne og cykler. Vi var alle steder. Kom der en mand ridende på et øg op til Kr. Pallesens hingst, så var vi med, for det var spændende, eller kom der en mand trækkende med en ko op til Tage Mortensens tyr, så var vi der. Der blev også skoet heste ved smedjen, og det var træls, hvis den stod helt stille, nej den skulle helst sparke og larme. Smeden havde et redskab, som bestod af et lille stykke reb, som en løkke i enden af en pind, den blev så lige blev lagt om hestens næse. Det tog så luften fra hesten, og den blev ganske rolig.

Det var en utrolig sund opvækst, der var ikke en krog på gårdene, som vi ikke kendte. Uden for smedjen måtte vi ikke rende i bare fødder på grund af rustne hesteskosøm.  Aage Smed løb efter os, og truede med, at vi ville få tissemanden smurt ind i konsistensfedt. Så var vi væk, uha.

Laurits blev chauffør hos en af byens 3 vognmænd, men blev selvstændig vognmand i 1956, og lånte 5000 kr. privat til en Ford Thames med en 4 cyl. Fordson Major dieselmotor. Det var noget af det billigste. Hidtil havde mange vognmænd kørt med 8 cyl. benzinmotorer, men så fandt man på at lægge sådan en traktormotor i, det var jo meget billigere i brændstof. Der var jo hård kamp i byen med 3 vognmænd, så Laurits fik som før en mælketur til Borup Mejeri. Ellers kørte han grus, sand, kartofler, foderstoffer, brændsel og smågrise om fredagen. Al af- og pålæsning foregik med håndkraft, og jeg kan huske i 1956, da jeg tjente ved Frede Dalgaard, var Laurits i Brugsen for at købe en skovl, kost og kartoffelgreb, og Holger Vestergaard spurgte om størrelsen. Laurits kiggede på ham, som om det var noget at spørge om, det skulle selvfølgelig være den største model!

Jeg har været i kartoffelkulen sammen med Laurits, bilen blev læsset langt op over siderne, men laurits havde en fantastisk evne til at arbejde med et stykke værktøj, han havde ingen arbejde med det. Han bestemte med sig selv, nu læsser jeg lige 2 m af kulen, så må jeg få en cigaret, og jeg tror, at det første sug tog en halv cigaret, men Laurits kunne også nå 60 om dagen.Han fortalte, at når han havde kørt mælketuren, var de første 20 cigaretter væk.

I 1959 købte Laurits sig en Bedford J6 med Perkins Motor L. Det var godt nok det værste. Jeg tjente ved Jørgen Riis på det tidspunkt. Hver morgen kom Laurits gående: ”Kan du ikke lige gi’ mig et ryk med traktoren? ”  Han skulle jo på mælketur. Han har fortalt, at hans mekanikerregning blev større og større. Endelig tog han mod til sig og skiftede mekaniker, men det var jo ikke rart, så længe man stadig skyldte.

Der blev skiftet til Volvo, og der blev købt en Skania, og der blev også bygget nyt stuehus, og det blev betalt kontant. Sådan! 

I 1960erne var der jo opgangstider, og Laurits var kommet til at køre for Teglværket. Med hans egne ord: ”Vi kunne få al den kørsel, vi ville have, det var bare et spørgsmål om at holde ud”. Så nu kørte det! Men det havde dæleme også været sej at nå dertil!

Sønnen Svend var jo kommet med i firmaet, så der var en glidende overgang til generationsskiftet. Jeg tror, at de var oppe på 7-8 biler.Til sidst havde Laurits sin egen bil i ”Bodil’s Transport”, så nu slappede han lidt af med at køre en smule foderstoffer og handle lidt smågrise. Han havde tid til en pause og et par øl, og måske et spil kort. Laurits fornægtede sig jo aldrig livets goder. Som 84-årig generhvervede han sit kørekort.

Efter Kirstens død fandt Laurits Nora fra Viborg. Jeg kan huske, at jeg sagde til ham, at jeg ikke kunne forstå, at han kunne holde ud. Laurits svarede: ”jeg løj mig 10 år yngre, og sagde til hende, at jeg var 75 år”.

Laurits begyndte at køre med fisk igen, så nu er ringen snart sluttet. Laurits havde lovet at lære mig at sælge fisk. ”Der er godt nok ingen penge i det, Benny, men tiden går”. Da jeg kom hjem og fortalte Jonna det, sagde hun: ” Så skal du have Ladaen med, for der kommer ingen fisk i vores bil”. Sådan!

Laurits kom på Bøgely. Trist, så kunne han jo ikke gå i smedjen og få et par bajere og en snak.

Når jeg besøgte Laurits, var det til at græde over. Læser man ikke avis, hører radio eller ser fjernsyn, så er der kun en ting tilbage: Hvad skal vi have at spise næste gang!

Han sagde: ”jeg vil gerne dø, og jeg har ikke noget til gode”. Og jeg tilføjede: ”Du har fået de cigaretter og bajere og den sex, som du kan tilkomme”, så jeg gav ham ret. 98 år og slidt alle sine dage. Godt gået. Jeg så op til dig.

————

Solbakken i Ørum     

Mat. 9a (Solbakken)

Gården hørte til Tårupgårds bøndergods.

Gravers Baadsgaard Møller (1788-1817), søn af Niels Christensen Møller og Johanne Mogensdatter. Gift med Dorthe Pedersdatter.  Ingen børn. Gravers Møller nåede ikke at få sit skøde tinglæst før sin død, men købekontrakt dateret 19/6 1816 blev tinglæst 3/6 1817. Udflyttet gård i Sdr. Ørum. Hartkorn: 3 tdr. 1 skp.

Frederik Nielsen. Boede på Rosborggaard i Mønsted.
Skøde tinglæst 17/11 1818 på gården fra Gravers Møllers dødsbo. Hartkorn: 3 tdr. 1 skp.
Brandforsikring. Taksation No 212-1 den 24de Februari 1818. Ørum Sogn, Sønder Ørum Mark. En Gaard, kaldet Sønder Ørumgaard, ejes og beboes af Friderik Nielsen. Forsikrings No 79-12.

a. Stuehuuset i nord, 8 Fag 8 Alen dyb, blandings under- og fyr overtømmer, klinede vægge, Straatag, til           Stuehuus, Kammer, Kiøkken og Bryggers, med Loft, Vinduer og Dørre, en Jern Bilægger Kakkelovn, med Skorsteen og Bagerovn af Leer, men Skorsteenspiben af brændte Steen, taxeret a Fag 40 rbd. N.V., er 320 som ifølge Placaten af 17 Juni, en Specie beregnet til 4 rbd. N.V., udgjør i S.V.	160
b. det vestre Huus 9 Fag 7 ¼ Al. dyb, blandings Under- og Fyr Overtømmer, klinede Vægge og Straatag, til Stald, Fæe og Faar, taxeret a Fag 14 rbd. N.V. er 126 rbd. N.V. som efter oven-anførte Beregningsmaade udgjør i Sølvværdi 63 rbd., som Ejeren ikkun forlangte forsikkret for	43
c. det søndre Huus 10 Fag 8 Al. dyb, blandings Under- og Fyr Overtømmer, klinede vægge, Straatag, til Lade og Tærskeloe, taxeret a Fag 25 rbd. 2 mk. 6  4/10 sk. N.V. er 254 rbd. N.V., som efter anførte Beregningsmaade udgjør i Sølvværdie 127 rbd., somEieren ikkun forlangte forsikkret for Forsvarlig mod Ildsfare og ei forhen forsikkret, de anordnede Brandredskaber forefandtes.	57

Peder Jensen Kistrup (1795-1858) fra Finderup. Gift i Ørum 6/11 1818 med Barbara Hansdt. (1794-1858), datter af Hans Lauridsen Bromand og Maren Pedersdt.
B: Marie f. 1819, Jens f. 1822, Hans f. 1825.
Skøde tinglæst 18/3 1828.  Hartkorn: 3 tdr. 1 skp. Familien boede på gården fra 1818.
Brandforsikring. Taksation Nr 351. 1842. Sønder Ørum Bys Mark.
En Gaard ejes og beboes af Peder Jensen. Før forsikret under nr.  79-12.

a. Stuehuset i nord 9 Fag 8 Alen dyb, Ege under- og Fyr overtømmer, dels     murede, dels klinede Vægge, Straatag og Skorsten, takseret til	200
b. det væstre Hus 13 Fag 7 Al. dyb, samme Bygningsmaterialer, til Fæhus	100
c. det søndre Hus 12 Fag 7 ¾ Al. dyb, samme Bygningsmaterialer, til Lade	100
d. det østre Hus 7 Fag 7 ¾ Al. dyb, samme Bygningsmaterialer, til Stald	100

Jens Pedersen Kistrup (1822-1873), søn af forrige ejer. Gift med Ane Margrethe Lay (ca 1826-1902).
B: Peder Pedersen Kistrup f. 1851, Lovise f. ca 1853, Jens f. ca 1856, alle I Viborg. De kom til sognet i 1858.
Skøde tingl.27/5 1851. Mat. 9. Hk: 1 td. 6 skp. 3 fdk. 2 ¼ alb. Jens P. Kistrup solgte gården tilbage til faderen, skødet tingl. 11/11 1851.Påtegning på sidstnævnte skøde til Peder Jensen Kistrup: Jens Pedersen Kistrup får hele gården. Søsteren Marie er død. Hun var gift med Niels Chr. Hansen. Tingl. 3/8 1858.                                                                                                            

Peder Pedersen (Kistrup) (1851-1913), søn af forrige ejer. Gift i Kvols 16/3 1874 med Dorthea Marie Nielsen (1846-1898).
B: Jens P.K. f. 1874, Niels f. 1876, Sigrid f. 1877, Svend Trøst f. 1879, Holger f. 1881, Kristian Ravn f. 1883, Thorvald f. 1884, Ane Margrethe f. 1885, Katrine f. 1887, Ingeborg f. 1890.
Skøde tinglyst 25/9 1873, Niels Pedersen Kistrup, f. 1876, boede i Saunsø pr. Nakskov. Skøde tingl. 15/12 1914.

Mat. 9a, Solbakken, var forpagtet ud fra ca 1914-ca 1923 til Frands Glibstrup Frandsen, der var gift med Ingeborg Kristine Hasemann.  

Jens Jensen Kjeldahl (1885-  ) fra Vesterbølle. Gift 1. i Ørum 20/4 1918 med Ingrid Pedersen (1890-1932). Gift 2. borgerlig i Viborg 2/3 1937 med Dagny Knudsgaard (1906-   ).
B: Ingrid f. 1937, Edith f. 1941. Skøde tingl. 25/7 1923.

Laust Laursen, f. 1900 i Daugbjerg. Gift med Asta Martinussen, f. 1907 i Kobberup.
B: Preben f. 1935, Leo f. 1936, Ernst f. 1941, Thorkild Frede f. 1946, i Kobberup sogn, Aase Marie f. 1948, Karen Margrethe f. 1951, pigerne født i Ørum. Skøde tingl. 29/10 1947.

”Guld Hans”.  Under det navn benævntes han af ørumboerne. Han havde ikke tinglyst skøde på gården, men i den tid han var i besiddelse af ejendommen, solgte han alt, hvad der kunne sælges fra gården af både indbo, udbo og besætning. Det var således en fuldstændig ribbet gård, som Laust Laursen måtte overtage igen.

Benny Pedersen.  Han drev maskinstation fra gården i nogle år. Han havde ikke tinglyst skøde, og det vides ikke, om han var lejer eller måtte afstå gården af økonomiske grunde. Det var i hvert fald Laust Laursen, der udstedte skøde til den næste ejer.

Johannes Vennegaard Jensen – Skøde tingl. 19/12 1979 på 9a, 1b, 14b, 26e(eller 26l).
Birgit Lykkegaard (Født Kirkegaard)

Et brev fra 1895, Solbakken i Ørum

I det Herrens år 1895 byggede vi, Peder Pedersen Kistrup og Dorthea Marie Kistrup (født Nielsen) denne lade, Gud give det må blive os til glæde og velsignelse. Tiderne og vor pekuniære stilling holder egentlig ikke med, men den gamle ville ikke stå længere. Det ser trangt ud for landmanden på alle områder, folkelønnene er store, en karl 250 kr., en pige 120 kr. (det må være årligt, JN). En fed stud på 1100 pund koster 210 kr. En god kælveko 125 kr. Svin 21 øre pr. pund. Pattegrise 5 kr. pr styk. Mælk 11 øre pr. kande, en god handelshest, 5 år, 5-600 kr. Vi skylder 7000 kr. og renten er 4½ – 5 %. Jeg arvede gården Solbakken matr. no. 9 efter mine forældre Jens og Ane Kistrup imod at udbetale til mine to søskende 4000 kr. Besætningen var da for de 22 år siden (det må så have været i 1873, JN)2 heste, 5 køer, 3 stk. ungkvæg, 1 svin, 25 får. Vi har nu 2 følhopper med føl, en plag, 2 trækstude, 7 køer, 7 stk. ungkvæg, 12 svin, 14 får. Da vi fik gården fandtes der ikke en træ på ejendommen. Nu er der plantet foruden haven 7 tdr. land. Vi har 10 børn den ældste er 20 år: Jens, Niels, Sigrid, Svend Trøst, Holger, Kristian Ravn, Tovald, Margrete, Ingeborg, Katrine Kistrup. Tovald og Ingeborg ere døde.

I, der læser denne seddel, vil måske trække på smilebåndet og sige, ikke nået mere. Vi vil også håbe at den kommende slægt skal kunne vise større resultater, vi må sige med digterens ord: ”han syntes født til bagateller, og noget stort blev han ej heller. ”  Men vi har til dato følt os lykkelige ved at lægge vore evner og kræfter ind i ærlig arbejde for at skabe os et hyggelig og godt hjem, med udvikling både for sjæl og legeme, for os selv og vore børn. Og vi siger med Bjørnson. ”Et jævnt og muntert virksomt liv på jord som det jeg ville ej med kongerne bytte.” Ja Gud fader ske tak for den tid som er gået. Vi har haft både lyse og trange dage men flest af de første og de sidste har nok også haft betydning for os. Hvor stort et spand af dage vi har tilbage, det ved vi jo ej, men vi håber, de mone komme til at svare til de første. Jeg er 44 år og min hustru 49 år (født i henholdsvis 1844 og 1851, hvilket i 1895 svarer til de oplyste 44 og 49 år). Hun var fattig, bragte ikke en øre til gården, men hun er den bedste dannekvinde, som solen skinnet på, så da jeg kom fra Højgård i Kvols med hende, agede jeg den bedste læs i gårde. Ja, Gud give denne lade med Solbakken må stå, mens tiderne rulle. Og han holde sin hånd over os, og alle i den kjære gamle Danevang. Og hilset være I, som læser denne seddel, fra en hånd, der ønsker at løfte jer fædrenearv, gamle Danmark, højt op over det stade, som vi forlader den på. Ja, gid I må få huld til det.
Kilde: Nordfjends.dk

LAUST PEDER VIKTOR LAURSEN født 20. juni 1900

Lidt om hvad jeg ved om min far.

Født i Birkkjær ved Daugbjerg, søn af Thomas Laursen og Dorthea Marie Jensen Dahl, død 1920. Ved at Thomas var snedker, og lavede bl.a. ligkister, som stod til tørre i stuen når de havde fået en eller anden behandling, måske fernis eller noget i den retning.

Drev også landbrug. Det eneste billede jeg har af min bedstefar, står han med stude på gårdspladsen i Birkkjær. Boede hos far og mor et par år, det har også været i 40’erne.

Søskende:

Kristian Laursen gift med Marie (Marik) boede i Feldingbjerg v. Stoholm, arbejdede som mejerist, de fik ingen børn. De boede i et lille banehus. Kristian var meget glad for børn, og han og Marik gik ud som ”babysittere” i Feldingbjerg.

Kristine, gift med Hans, boede i Vejrumbro, fik flere børn

Agnes (var alene de år jeg husker, boede i Vroue, ikke så langt fra Daugbjerg, havde 2 hold børn. Hendes første mand døde meget tidlig.

Laust Peder Viktor Laursen, 20. juni 1900 – 6. januar 1071. Gift med Asta Martinussen, 1. juli 1934.

Alma, gift med Elias, boede i Dybdahl ved Lihme i Salling, havde flere børn.

Far kom ud at tjene da han var 7 år, så langt fra hjemmet at han skulle op på en bakketop for at se hjem. ”Daugbjerg Daas”.

Senere ved vi at han har tjent på Lønborggaard i nærheden af Tarm, en meget stor gård, som nu er omdannet til feriecenter, med hotel, restaurant m.m.,og på Kardybgaard mellem Stoholm og Tastum.

Var dragon ved Dragonregimentet i Randers i 24 måneder.

Var på Kerteminde højskole i 1920, her tog han kontroleksamen.

Mener også far var på landbrugsskole, enten på Sjælland, eller en af øerne.

Blev gift med Asta Martinussen, 1. juli 1934, og fik børnene:
Preben 20. april 1935 – død 19. juni 2013
Leo 1. oktober 1936 – død 17. marts 2005
Ernst 22. april 1941. Død 16. april 2014
Thorkild 6. april 1946 – oktober 1994
Aase Marie 28, juli 1948 (gift Andersen) Gift m. Asger 19. juli 1969.
Karen Margrete 24. maj 1951 (gift Adamsen) Gift m. Poul Erik 19. januar 1974.

I 1934 købte far og mor en forsømt lille gård i Vinkel ved Nørre Søby, her var de meget uheldige med landbruget, (havde både mund og klovsyge og kalvekastning), samt mistede 2 arbejdsheste ved en togulykke. Levede i en periode af et halvt grisehovede om ugen, men kom ovenpå igen, og købte i 1947 gården Solbakken i Ørum, hvor der var ca. 75 tdr. land. (Det var på Solbakken de blev ramt af både mund og klovsyge og kalvekastning) Solgte jord fra til en statsejendom (Jens Chr. Ebbesen). Plantede træer på sandede arealer. Der var i forvejen en del tilplantet med træer.

Der var mange gæster i vores hjem. Der var faktisk aldrig en søndag, hvor der ikke kom gæster, og mange gåture gik til lysthuset i skoven, eller til tørvehøj ude i skoven, hvor vi dengang kunne skue ud over landskabet. FDF’erne holdt også mange weekender i skoven, og der opstod nære venskaber gennem årene.

Far var en dygtig landmand. I midten af 50èrne blev der bygget maskinhus og hønsehus, og i 1955 blev der lavet badeværelse med siddebadekar, og først i 1958 fik far en grå Ferguson, selvbinderen blev lavet om, så den kunne køres med traktor, og også andre maskiner blev lavet om hos smeden i Ørum.

I 60’erne fik far så meget slidgift, at han ikke kunne magte det hele mere, fik karl til  at hjælpe, og i september 1965 blev gården solgt, og de købte Resenvej 75 i Skive. Det var en uheldig gårdhandel, blev solgt til en ”gårdslagter”, og måtte tage gården tilbage, hvorefter den blev solgt til Benny Pedersen, som herefter drev maskinstation fra adressen.

På Resenvej 75 fik far en iskiosk sat op, som han drev i nogle år.

Far fulgte meget med i hvad der foregik rundt om i verden, skulle altid høre pressens radioavis. Fulgte også altid med i radioen når der var fodbold eller 6-dages løb. Læste også mange bøger, på Resenvej kom en biblioteksbil hver 14. dag.

Det første fjernsyn på Solbakken fik vi omkring 1963, det var en brugt, et stort møbel, med jalousilåger, så den kunne lukkes. Den blev købt for penge de fik for træ, som der var nogle skovarbejdere fra Vejle-kanten, som fældede og solgte.

I 1959 holdt mor og far sølvbryllup, her var der inviteret hele familien på begge sider, naboer, og bekendte, præst og degn. Om aftenen var der 200 gæster, til middag omkring 100.

Far fik hjertestop d. 7. januar 1971. Han havde om aftenen fået den glædelige nyhed, at Birtha og Thorkild havde født en datter, at det var et barn med stort handicap vidste han intet om, men vi tror selv på at han døde af glæde.
Karen Margrete Adamsen, januar 2014. Revideret for nogle ting i februar 2020.

Far og mor var faktisk i familie med hinanden langt ude.

Christian Nicolai Kold’s søn Martinus Kolds ældste datter Christiane Kold. – nærmere følger.

ASTA MARTINUSSEN, 26.08.1907

Prøver at skrive lidt om hvad jeg ved om min mor.

Født i Tastum ved Skive 26. august 1907.Forældre Martin og Petrine Martinussen. Martin var mælkekusk og kørte til Tastum og Kjeldbjerg mejeri i 23 år. Petrine tog rundt og syede for fremmede, og efter de var blevet gift syede hun tøj til hele familien. Fødte flere børn som døde meget tidligt, eller ved fødslen.

Søskende i følgende rækkefølge:  Thomine Martinussen, gift Thøgersen, 15. februar 1897 – død 5. oktober 1973. Thomines mand Kristian døde meget tidlig. De fik Manfred og Anna  ( plejebarn fra Polen).

Martinus Martinussen, 15. januar 1899 død 1. april 1975. Ungkarl hele livet.

Kirstine Martinussen, 03. februar 1900 – 29. marts 1964. Ungpige hele livet.

Magnus Martinussen, 1901 – 07. maj 1985. Gift med Johanne. Parret fik 5 børn, Egon, Frits, Leif, Vagn og Karin.

Peter Stougaard, 12. oktober 1903 – 1986. Ungkarl hele livet.

Asta Martinussen, gift Laursen, 26. august 1907 –19. oktober 1998
Beskrives længere nede på siden.

Bernhard Severin Ingemann, 30. april 1912 – 12. juni 1993. Gift med Anna, og fik børnene, Poul, Kaj, Frede, Jonna og Ole.

Marie Martinussen, gift Bro, 1914? Fik børnene Tove og Søren.

Ved ikke ret meget om barndommen.

Kom ud at tjene:

Tjente i Kobberup Præstegaard, og flyttede med præstefamilien, pastor Samson, til Lolland, ved ikke hvor længe hun tjente der. Der var 7 kaminer som skulle tændes hver morgen.

Tjente også på Marienlyst ved Skive. Ved heller ikke hvor længe.

Fik polio, også kaldet børnelammelse i omkring 20 års alderen (gæt). Var meget syg og var isoleret i en periode. Jeg mener hun har sagt omkring 3 måneder.

Blev kæreste med Laust da han tjente hos Laust Mølgaard i Kardyb, (mellem Stoholm og Tastum). På den gård arbejdede mor’s forældre omkring 1895 – 1898, deres bryllup blev holdt i Kardybgaard. Det er også bare et gæt at det var mens min far arbejdede der de blev kærester, men efter hvad vi kan læse i sølvbryllupssang fra far’s søskende, gik kæresteforholdet i stykker, og det varede flere år inden de igen fandt sammen, og blev så gift. Blev gift med Laust Peder Viktor Laursen, fra Daugbjerg, den 1. juli 1934.

Startede med at købe en meget forsømt ejendom i Vinkel, og var igennem en meget hård periode.  Fik dræbt dræbt 2 arbejdsheste af toget. Har fortalt at de i en periode levede af et halvt grisehovede om ugen.

Købte i 1947 gården Solbakken i Sdr. Ørum. Her var de igennem en meget hård periode, med kalvekastning og mund- og klovsyge.  Solgte omkring 1950 en del af jorden fra til en statsejendom (Jens Chr. Ebbesen). Plantede en del skov på markerne, som var meget sandjord.

Fik børnene:
Preben, født 20. april 1935, død 19. juni 2013. Gift med Erna, og fik børnene, Mogens, Marianne og Jeppe.
Leo, født 1. oktober, 1936, død april 2003. Gift med Karis Tonnisen fra Terndrup, blev skilt efter 23 år. Fik børnene Arne og Lene.
Ernst, født 22. april 1941 Gift med Ingrid. Ernst død 16. april 2014. Fik børnene Flemming, Jan og Tina.
Thorkild, født 6. april 1946, død oktober 1994. Gift med Birtha Johannesen, og fik børnene Winnie og Connie.
Aase Marie, født 28. juli 1948 (gift Andersen) Gift med Asger Andersen, og fik børnene Anita, Tonny, Malene og Pernille
Karen Margrete, født 24. maj 1951 (gift Adamsen). Gift med Poul Erik Adamsen, 19.01.1974. Fik børnene John 25.08.74 og Per 22.08.77.

Inden gården i Ørum blev solgt midt i september 1965, havde mor aldrig været udearbejdende, udover at hun altid var med til markarbejdet, hakke roer, samle kartofler op, køre hø og halm ind, stakke korn på markerne, aftoppe roer, og hvad der ellers var af den slags arbejde i løbet af året. Da gården blev solgt, blev ca. 8 tdr. land af skoven solgt fra til Preben, som senere solgte videre til søskende. År 2014 er en fra hver af os 6 søskende parter i skoven, som vi alle kommer i, og har mange gode timer både med afslapning og skov arbejde m.m.

Var også aktiv i foreningsarbejde, husmoderforening og Sønderjysk forening, ellers kan jeg ikke huske andet, men når der var foredrag og sangaftener i lokalsamfundet, var de altid med. Syede tøj til alle os børn. Bl.a. syede hun bukser til mig af kasseret politiuniform hun havde fået af Bjusse Eskildsen fra Nykøbing Mors. Jeg kan huske de kradsede noget, hvis ikke der var lange strømper under. Jeg kan faktisk ikke huske at jeg fik købt tøj ret meget før jeg blev konfirmeret. Selv konfirmationskjolen arvede jeg efter Aase.

Da gården i Ørum blev solgt i 1965, flyttede far og mor til Resenvej 75 i Skive, men var så uheldig at ham som købte gården var en såkaldt ”gårdslagter”, så de måtte købe gården tilbage, og sælge til en helt anden pris til Benny Pedersen, som drev maskinstation. Ca. 3 år herefter brændte først udbygningerne, og ikke så langt senere brændte også stuehuset. Det var lige før de måtte sælge huset på Resenvej også, men så gik mor ud og gjorde rent for folk, og de klarede den.

7. januar 1971, døde far af et hjertestop. Han døde nærmest af glæde, om aftenen den 6. januar havde Thorkild lige ringet, at de havde fået en datter (Winnie). Kort efter midnat fik han hjertestop. Da de solgte gården i 1965, var det fordi far havde så meget slidgigt, at han ikke kunne klare arbejdet længere, og de sidste par år, var der også ansat en karl til at hjælpe med arbejdet.

Som jeg husker mit hjem, var der stor gæstfrihed, og mange gæster hele året rundt. Også FDF fra Skive nød godt af gæstfriheden, og har tilbragt mange weekender i skoven. Som næsten altid inden sengetid om lørdagen samledes i stuerne på Solbakken, og fik kakao og hjemmebagt kringle. Det var en sjælden søndag, der ikke var gæster på gården. Mor har også altid sagt at det man gav væk, blev man ikke fattig af. Mor har altid set lyst på tilværelsen, haft stor fornøjelse af sin vinduesplads på Resenvej 75, hvor hun fulgte med i alt hvad der skete på vejen, og vinkede til alle børn når de gik i skole, og blev venner med mange af disse børn. Hun var også ung af sind, fulgte med i alt hvad der skete omkring børn og børnebørn lige til det sidste.

Mor faldt og brækkede hoften i 1997, var i aflastning på Rønbjerg Plejehjem, i 80 dage, men der brød hun sig ikke om at være. Hun havde kun udsigt til en kornmark. Var hjemme en periode igen, kom i aflastning på Skovbakkehjemmet, hvor hun var rigtig glad for at være. Kom vidst hjem igen, og holdt sin 90 års fødselsdag på Hesteskoen, Lundø. Kom på Hilltop, som var midlertidig indrettet til plejehjem, i Skive. Her var hun rigtig glad for at være, og det blev også her hun døde i oktober måned 1998, faktisk efter en meget kort sygdomsperiode.

Blev begravet på Skive Kirkegård, ned mod banen, hvor også far ligger begravet.
Karen Margrete Adamsen, marts 2014. (Suppleret med lidt mere forår 2015)

BARNDOMSERINDRINGER OMKRING JULEN FRA SOLBAKKEN I ØRUM i 1950’erne

Julegrisen blev slagtet omkring en uges tid inden jul. Så var der tændt op for den store gruekedel, og grisen blev slagtet uden for bagdøren over mod det gamle tørvehus. Jeg skulle absolut ikke se når den blev slagtet. Alligevel var vi med ved nogle ting i løbet af dagen.

Der blev rørt og kogt blodpølse. Tarmene blev renset og der blev lavet medisterpølse og flyvepølse, flyvepølsen blev lavet af lunge og nyrer, mener vi. Der blev også kogt sylte af hovedet og tæerne. Der blev bagt leverpostej. (jeg kan huske min far ikke kunne lide leverpostej, det var fordi et sted hvor han havde tjent på landet da han var barn, kom det på bordet med lange hår på, og det glemte han aldrig). Ingenting gik til spilde. Vi havde andel i en ”fryseboks”, som lå nede i Sdr. Ørum. Kødet blev pakket ind i frysepapir og brunt papir med snor bundet omkring. Her blev pakkerne så anbragt når alt var klar.

Der blev også bagt en masse småkager og kogt klejner. Jeg mindes at Aase og mig hjalp, i hvert fald med pebernødderne. Jeg kan huske der blev bagt brunkager, vanillekranse, specier, og jeg mindes også der blev bagt fedtebrød. (Dem bager jeg også altid selv), samt rutebiler og kyskager. Aase har nok altid været flinkere til at hjælpe med den slags end mig.

Der blev kogt rødkål, som vi også selv havde dyrket i haven. Den duft der er i køkkenet når der bliver kogt rødkål, er stadig en duft jeg forbinder med jul.

Vi lavede selv julekonfekt. Vi lavede bl.a. pebermyntepastiller, hvide kokoskugler, havregrynskugler og så lavede vi hjemmelavet marcipan. Det blev lavet af kogte og mosede kartofler, med æggehvide, mandelessens og noget flormelis, og så lavede vi klumper med grøn og rød frugtfarve, noget uden farve og noget med kakao. Herefter rullede vi det i lange strimler, og i lag. De blev meget flotte, og smagte bare rigtig godt. De blev lidt hårde, når de blev gemt for længe, men det var nok ikke et problem.

Når vi skulle handle mere end det vi kunne få i brugsen, tog vi med rutebilen til Skive ved 13-tiden og kom retur ved 17-tiden. Op imod jul var der nogle ekstra ting som skulle købes ind. Jeg mindes vi skulle i Koloniallageret (lå i Nørregade ved smøgen ned til rutebilstationen, som lå i Torvegade. Her blev der købt dadler og figner, og så blev der også købt appelsiner. Som jeg husker det, var disse appelsiner mindst dobbelt så store, som dem vi køber i dag. Når vi havde handlet besøgte vi altid Moster Kirstine, som boede i Nordbanegade, her fik vi eftermiddagskaffe. Når vi så var kommet hjem, skulle vi dele en appelsin, og fik lov at dyppe dem i sukker. Det var virkelig en nydelse.

Jeg mener også der blev købt en kasse juleøl, og sodavand. Det var sådan at når vi skulle have sodavand, skulle en sodavand deles mellem 2. Det var også kun citron- og appelsinvand, jeg kan ikke huske om der overhovedet var andre slags.

I et kælderrum i den ene ende af huset lå ”kartoffelkælderen”. Her blev kartofler og æbler opbevaret. Det var et meget mørkt rum, og der var selvfølgelig ikke lys, og kun et par meget små kældervinduer. Her skulle vi mange gange hente æbler og kartofler. Jeg kan huske at der tit var skrubtudser, som man godt kunne komme til at få fat i i stedet for kartofler, de var virkelig ækle.

Der blev sat en stor skål frem med pudsede æbler, jeg tror de spiseæbler som holdt sig bedst til julen var Ingrid Marie og Filippa. Der står stadig et par stykker af de gamle Filippatræer på grunden. Det er ikke længere siden end her i efteråret 2011, at jeg samlede et par stykker op under et af træerne. (Vores gamle hønsehus bliver brugt til jagtstue, hvor Poul Erik tit er med, og så har jeg været med).

Jeg synes de er bedre end de Filippaæbler vi har hjemme hos os i dag.

I nogle år fik vi noget helt usædvanligt op til jul. Vores svigerinde Erna havde broderet en julekalender med 24 ringe på til at hænge kalendergaver i. Min søster og jeg skulle så skiftes til at få en gave. Jeg husker stadig, at det var utroligt spændende, det var jo ikke fordi det var nogle dyre ting. Jeg kan huske det kunne være en 25 øre, et eller andet julepynt, måske et stykke tyggegummi, og jeg kan huske et år hvor den 24. var et rundt stearinlys. Den var fuldstændig fyldt med negle inden den blev pakket ud, vi havde jo nok forsøgt at gætte på hvad det kunne være. Jeg synes også jeg kan huske at der var en appelsin, – det var det samme med neglene. Så et år spurgte Erna mig, om vi gerne ville blive ved med at have denne kalender, hvor til jeg svarede, at jeg i hvert fald vidste, at Aase stadig gerne ville.

Vi fik også rigtig mange julekort, det var ikke som i dag, hvor det mange gange er meget lange breve, med en beskrivelse af hvad der var sket i løbet af året. Det var et postkort, hvor der ud over glædelig jul og godt nytår, næsten kun stod hvis der var død eller født nogen, der stod mere på kortet.

Jeg husker ikke ret meget om julegaver, men jeg tror da vi fik en hvert år, men det har nok mest været noget fornuftigt tøj. Arne Eggertsen, som havde lov til at gå på jagt på vores gård, kom med julegaver til Aase og mig. Jeg kan huske jeg fik en Gjøltrold, som havde tøj på. Den er stadig i børnebørnenes legetøjskasse.

Jeg mindes også et år, hvor min storebror Leo tog mig med til Skive, også med rutebilen, hvor vi var inde i en forretning ved Østerport. Her fik jeg selv lov til at vælge et armbånd, det var virkelig en stor gave.

Det vi altid glædede os mest til i forbindelse med julen, var at vores ældste brødre, Preben og Leo kom hjem på juleferie. De gik på lærerseminarium i henholdsvis Kolding og Silkeborg.

Der er en lugt, som jeg også syntes hørte julen til. Det var fernislugten. Alle trægulve skulle altid ferniseres lige op til jul, jeg tror det var den 22. eller d. 23. om aftenen det blev gjort, for så var der ikke så mange som skulle gå på de ”våde” gulve. Der blev lagt forskelligt ud på gulvene, tillægsplader til borde, strygebræt m.m. til at træde på.

Stuerne blev også pyntet til jul. Det var bl.a. grangrene som blev sat bag ved billederne på væggen, og så var der kravlenisser, som blev fundet frem hvert år. Der blev lavet juledekorationer i store skåle, og vi hentede forskelligt i skoven, grankogler, mos, mosgrene, grangrene til disse.

Maden juleaften tror jeg kom an på om vi selv havde landænder eller gæs, men jeg tror nu mest det var flæskesteg og medisterpølse, samt risalamande til dessert. Der var også en mandelgave, men jeg kan ikke huske hvad det var, måske en pakke kattetunger eller sådan noget. Vi havde også en stor kurv med hank, som blev fyldt med æbler (fra kartoffelkælderen, hvor de blev opbevaret), og så tror jeg også der var nogle få appelsiner og måske også bananer. Hanken på denne kurv var bundet omkring med rødt bånd, det var rigtig flot.

Juletræet blev fældet i vores egen skov, og placeret i ”tomstuen”, det var den inderste stue, som kun blev brugt i forbindelse med jul, runde fødselsdage, konfirmationer m.m. Der var en kamin, som blev fyret op flere dage i forvejen, for at stuen kunne blive varmet rigtig op.

Jeg kan ikke huske jeg selv var med til at pynte træet, men jeg kan huske det var de samme ting som blev hængt på hvert år. Der var blandt anden nogle meget fine glaskugler. Der var bl.a. nogle som nærmest lignede billygter, som skinnede i flere forskellige farver. Der var også nogle glasfugle, og de var rigtig flotte. Sidst, men ikke mindst blev træet pyntet med fehår.

Når så vi juleaften var rigtig pyntede i kjoler og lange strømper eller gamaschebukser mindes jeg at det her fehår kløede noget så frygteligt.

Når vi så skulle danse om juletræet, fik Gitte (den første hyrdehund vi havde) lov til at komme med ind og gik med rundt om juletræet. Leo og Preben spillede til på deres violiner, og vi sang virkelig mange salmer.

 Vi havde ikke bil derhjemme, hvis vi skulle nogen steder, hvor vi ikke cyklede, var det altid rutebilen, eller der blev også nogle gange, når vi skulle besøge nogen i familien, som boede længere væk,  lejet en taxa/lillebil, men på et tidspunkt jeg vil tro det var da jeg var i 6-års alderen fik vi en Ferguson 31, og bag på den blev der monteret en plade, næsten som en bordplade, hvor vi kunne sidde på, den blev brugt når vi bl.a. skulle besøge nogen af mor og fars venner, enten i Vinkel, eller i Ørum, eller vi skulle i forsamlingshuset til juletræ. Det foregik altid en af juledagene, og degnen (Steen Bilstrup) legede med os. Det store juletræ stod midt i salen, og vi legede sanglege,  bl.a. Jeg gik mig over sø og land, Tornerose var et vakkert barn, Bro  bro brille. Jeg tror nok de gamle sanglege bliver leget stadigvæk, vores børnebørn kender dem i hvert fald. Til juletræsfesten fik også en stor slikpose, med en appelsin i.

Dagene mellem jul og nytår blev betragtet som halv-helligdage. Ingen forretninger holdt åbne længere end til middag. Også hjemme blev de betragtet som halv-helligdage, der blev kun lavet det mest nødvendige, med at få foder ind til alle dyrene.

En af aftenerne mellem jul og nytår, medens de store drenge endnu var hjemme, var der naboer på besøg, og mændene skulle spille west. Der blev godt nok spillet om penge, men jeg husker ikke om det mest var 25 ører, det blev i hvert fald ikke til ret mange penge.

Nytårsaften sang og dansede vi igen om juletræet, det husker jeg ikke så meget omkring, jeg synes også jeg kan huske at det først var efter Helligtrekongersaften, at juletræet kom ud, om vi også dansede om træet denne aften, kan jeg ikke rigtig huske. Nytårsaften var vi ude og lave ”nytårsløjer” ved naboerne.

Det var lidt om hvad jeg kan huske fra min barndoms jul på Solbakken. Jeg kommer måske i tanke om mere, men nu ligger det på min computer, så kan jeg jo altid redigere i det.
Karen Margrete Adamsen (født Laursen) på Solbakken, d. 24. maj 1951.

Leo Laursen’s barndomserindringer

Renskrevet efter materiale fundet da Ernst døde i foråret 2014. Han havde åbenbart fået dem da Leo døde i 2005.

Mine forældre, Asta og Laust Peder Viktor Laursen, gift 1. juli 1934. Købte ejendom i Nr. Søby ved en tvangsauktion under den økonomiske krise i 30’erne efter Anders Jensen, der senere ernærede sig som tækkemand i Stoholm. Laust kommer fra Daugbjerg (kalkminerne) hvor hans far Thomas Laursen var (moderen død 1920) snedker og husmand Laust kom som 7-årig ud at tjene som hyrdedreng i Sdr. Resen, ca. 8 km hjemmefra. Senere arbejdede han på forskellige gårde rundt i landet. Kom på højskole i Kerteminde, hvor han tog mælkekontrolassistent-uddannelsen. Var dragon i Randers i 22 måneder, heraf 14 dage på vand og brød p.g.a. Vagtforseelse.

Søskendeflokken Børn på min fars side var:

Agnes, gift Johannesen, husmand i Vroue. Tidlig enke, kogekone på egnen død i 1973. Jens Christian, mejerist, invalidepensionist, Feldingbjerg, gift med Marie, ingen børn. Boede i et ledvogterhus.

Kristine, gift Rasmussen, Vejrumbro. Hans Rasmussen arbejdede fortrinsvis i grusgrave. 4 børn.

Laust Peder Virktor Laursen født 20. juni 1900 – død 8. januar 1971.

Alma, gift med Elias Hansen, Lihme. Elias arbejdede på teglværk, 4 børn. Min mor

Asta født Marinussen, kommer fra Hedevang, Tastum, nu militært område. Martin Martinussen var hedebonde og mælkekusk til Kjeldbjerg Mejeri, og Petrine syede for folk. Martin læste meget og fik jævnligt besøg af folk som Jeppe Aakjær og Bertel Dalgaard. Mindet som hedebonde i mindedalen i Kongenshus Hede.

Søskendeflokken var: Martinus – ungkarl, samler, spændende bekendtskab for børn. Tastum.

Thomine gift Thøgersen, Kjeldbjerg – Hobro. Tidlig enke, syerske. 1 barn Manfred, og 1 adoptivbarn fra Polen, Anna. Peder Stougaard, ungkarl – cementstøber, Hobro, amatørmaler.

Kirstine – ugift – rulleforretning, systue og lignende, Skive.

Magnus – snedkermester i Skjellerup, g. med Johanne, 5 børn.

Asta f. 26. august 1907, død 19. oktober 1998.

Marie, gift Bro, København og Frederikssund. Christian Bro arbejdede på svovlsyrefabrikken, 2 børn, Tove og Søren.

Ingemann, landmand, overtog hjemmet. Gift med Anna, 5 børn.

Ejendommen i Nr. Søby var på 22 tdr. land god jord, men ret gamle bygninger med alt hvad der hørte sig til af husdyr, 2 heste, 6 køer, svin, høns, sommetider ænder og gæs, samt hund og katte.

I begyndelsen var der en vindmølle (klapsejler), men jeg husker den ikke. Der blev indlagt elektricitet. Plejlen hængte stadig i laden, men vi havde tærskemaskine, den tid jeg husker. Høsten foregik sammen med naboen Niels Jensen, først med høle, derefter slåmaskine og så den moderne aflægger, men selvbinderen kom først, da vi flytede til Ørum i 1947.

Min farfar boede hos os et par år, før han kom på alderdomshjem. Jeg husker ham svagt.

Børnene:

Preben 20. april 1935 – 19. juni 2013

Leo 1. oktober 1936 – april 2005

Ernst 22. april 1941 – 16. april 2014

Thorkild 6. april 1946 – oktober 1994

Aase Marie 28. juli 1948

Karen Margrete 24. maj 1951

Vi havde naturligvis ikke bil, og fik det aldrig, men i slutningen af 30-erne fik vi en flot hestevogn med affjedring, og i den kørte familien mange ture, især til bedsteforældrene i Tastum, men vi skulle altid hjem til den tid, dyrene skulle passes, men ellers var det ikke meget vi kom længere end vi kunne gå eller sidde bag på en cykel. Det årlige dyrskue i Skive var dog et fast punkt på grogrammet, og årets store oplevelse.

Hvert år var vi med til juletræsfest og høstfest i Vinkel Forsamlingshus.

Min far sad i nogle år i bestyrelsen, og lærer Simonsen afviklede festerne.

Her gik vi også på danseskole (1942), men der var en bremse på udfoldelserne i disse år, – krigen. Vi boede et fredeligt sted. Kun et par gange havde vi tyske soldater på gårdspladsen, ellers så vi dem mest, når vi var i Skive. Mine forældre var vidst ikke ret meget indblandet.

Min far kørte tørv fra Vinkel, mest til Højslev Station med heste og vogn, og Preben og jeg var somme tider med på vognen.

Som bønder kunne vi selv skaffe fødevarer, men andre varer kunne det knibe med. Tøjet blev omsyet flere gange, og kvaliteten var ofte elendig. Især kneb det med fodtøj. Vi lavede selv kartoffelmel, og sæbe kunne også fremstilles af selvdøde dyr, kaffen var rug, der blev brændt i bageovnen (det lugtede skrækkeligt) og der var vanskeligheder med at få rationeringsmærkerne til at slå til, slik var næsten et ukendt begreb, dog kunne købmand Madsen i Højslev undertiden fremtrylle et kræmmerhus med bolsjer. Cyklerne stod uden dæk, eller hvis der kunne skaffes et massivt dæk, var det ikke til børn.

Vi kunne høre, når der blæstes luftalarm over Skive, men som regel blev de afblæst, inden der skete noget. På bakkerne ved Dommerby havde tyskerne bygget en radarstation med 2 meget store antenner, og vi fik at vide, de kunne se de engelske flyvere ude over Vesterhavet. Vi kiggede nysgerrigt på dem, når vi kørte forbi over Dommerby Hede på vej til Tastum.

Om natten hørte vi sommetider nogle brag fra sydvest. Det var som regel jernbanen Viborg- Skive, der blev sprængt ca. 2 km borte. Hvad der ellers skete, ved jeg egentlig ikke. En morgen kunne vi se en engelsk flyver, der var skudt ned på en mark øst for Højslev, men vi kunne naturligvis ikke komme i nærheden af den.

På bordet derhjemme lå et stort europakort, og flere gange om ugen stod min far og lærer Simonsen og tegnede og snakkede over kortet, efterhånden som fronterne flyttede, og hver dag lyttede vi til BBC’s udsendelse på dansk med de tyske støjsendere i baggrunden. Disse udsendelser var ikke censurerede, så det var de vigtigste nyheder, fyldt med hilsener og kodemeddelelser til modstandsbevægelsen. Vi læste også Skive Folkeblad, som kom med posten dagen efter udgivelsen. Den papirfri presse, posten, mælkekusken, kontrolassistenten, som kom jævnligt, vidste altid meget, og vi lyttede med, så godt vi kunne. Specielt husker jeg, da mælkekusken Johannes Øster fortalte om 29. august 1943.

Vinkel Skole. Min skolegang startede april 1944.

Egentlig skulle vi gå i Røgind Skole (ca. 3 km), men vi fik lov at gå i Vinkel Skole (ca. 400 m). Kommunegrænsen gik netop nord for ejendommen, som en grøft.

Som de fleste skoler på landet var denne 2-klasset, 3 år i lille klasse og 4 år i store klasse.

Der var 1 skolestue + lærerbolig, 1 lærer, Holger Simonsen, født 1900. Min bror Preben fulgte mig i skole den første dag, men han gik jo også i samme klasse. Der var nogle, der havde deres mor med den første dag, men det var ikke almindeligt. Vi gik i skole tirsdag, torsdag og lørdag, og de store mandag, onsdag og fredag. Alle skoledage var på 6 timer, hovedsagelig dansk, regning, historie og religion. Simonsen var en udmærket fortæller, så timerne gik ganske godt. Vi sad pænt i en drengerække og en pigerække med en bred gang imellem. Jeg kunne faktisk læse, da jeg begyndte i skolen, jeg havde jo overværet, når Preben læste lektier i et par år, og det han kunne, kunne jeg vist også, så jeg brugte kun Ole Bole ABC en dag. Derefter fulgtes jeg med de 1 år ældre elever, hvor vi havde noget forskelligt. Efter 2 år rykkede jeg op i store klasse (1 år for tidligt). Øst for skolen lå en legeplads med 2 sæt ribber, skolens eneste gymnastikredskab, men ellers kunne vi være bag toiletskuret, hvor vi kunne ryge tobak i fred og mange hjemmeavlede cigaretter gik fra mand til mand. Tobaksplanten avledes flittigt i mange haver under krigen, og de fleste børn forstod at bruge dem. På en danseskole i Vinkel Forsamlingshus som 6-årig, havde jeg lært både at danse og at ryge. I storeklasse var der helt tydeligt nogle, der dominerede klassen, bl.a. 2 hold tvillinger, man helst skulle være gode venner med. Udtrykket mobning kendtes ikke, og man snakkede ikke om den, men den var der vist i meget høj grad. Vi var nok ca. 20 – 25 i klassen.

Hver sommer tog vi på skoleudflugt til Skive. Turen foregik i hestevogn til Højslev St., og med tog til Skive. Her hyggede vi os i anlægget, museet og en offentlig legeplads.

Fjerde maj kom så meddelelsen om tyskernes kapitulation over BBC radio. Preben og jeg var kommet i seng, men vi blev vækket. Femte maj skulle vi til Tastum (bedsteforældrene) og vi kørte

 i hestevognen. Denne gang over Søvang (den udtørrede Tastum Sø) Her blev vi passeret af engelske fly på meget nært hold. Soldaterne hængte ud af vinduerne og vinkede. Det mest spændende den dag var, da vi gravede Martinus`s våbensamling op ude i haven. Der var 2 forladergeværer, en seksløberpistol, diverse jagtvåben og ammunition, godt indpakket i olievædede sække, men nu kom de atter til ære og værdighed, vi har leget med dem mange gange siden.

Tysk efterladte bomber og ammunition blev bortsprængt på Gammelstrup Hede, 5-6 km fra os. Hver dag kl. 12 havde vi hestene spændt fra, når drønene og rystelserne kom. Vores tag tog så meget skade af rystelserne, at vi fik tilkendt erstatning til reparationen. Der gik stadig lang tid, før de første spændende varer var at købe. De sidste rationeringsmærker udgik først i 1953, men der dukkede immervæk meget op, appelsiner, ægte kaffe, importeret tobak. Så tidlig som muligt deltog vi børn i det forefaldende arbejde i hus, stald og mark. Det blev mest Preben der havde med hestene at gøre, mens jeg skrællede kartofler, pumpede vand, malkede køer og passede høns. Dagen begyndte altid før kl. 6, der var meget arbejde inden vi kunne gå i skole.

Indimellem blev der også tid til at lege. Jeg elskede at skyde med bue og pil, og det var ikke farligt, for vi havde ingen pædagoger. Vi klatrede i træer, plyndrede skadereder, byggede huler og der var en dejlig legeplads i teglværkets lergrave på naboens mark. En af mine huler – et overdækket hul i jorden blev meget spændende, da mere end 50 frøer tog ophold der. Jeg tror nok, jeg kendte dem alle sammen – personligt.

Det skete også,vi skulle arbejde for naboen, især med at tage kartofler op og lignende, og det gav 50 øre eller 1 krone hver gang. Det var ellers sjældent vi havde lommepenge, og de skulle også helst i sparebøssen.

Vi fik slagtet gris ca. 3 gange hvert år, og vi var altid med, når slagtningen foregik. Som små skulle vi holde i halen på grisen, når den fik kniven i halsen. Som regel var det Karl Dam, der slagtede for os. Han fortalte os gerne at ”ærlighed varer længst – jeg har prøvet begge dele”.

Der var dog på egnen almindelig tvivl om, at han havde prøvet at være ærlig.

Kort efter krigen slagtede et par brødre for os, som lige var vendt hjem fra japansk krigsfangenskab som danske søfolk.

En gang om ugen blev zinkbaljen sat ind i køkkenet og alle var i bad.

Det var dog ikke nok til at undgå, at vi fik fnat. Hos lægen fik vi lov til at se miderne i hans mikroskop. Vi blev helt indsmurt i en hæslig lugtende væske. Det var slemt, men det virkede.

Mine forældre gik med planer om at bygget et nyt stuehus, men pludselig fik vi i stedet besøg af en ejendomsmægler, og 1. april 1947 flyttede vi så til Ørum. Jeg var da 10 år.

I april 1947 flyttede vi til en større gård i Ørum, og skiftede dermed skole. I Vinkel Skole havde man planlagt en 5-dages tur til København, og vi fik lov at komme med.

Provinsbørns ferieophold var en slags modydelse for Københavnerbørns ferieophold på landet.  (især på bøndergårde, gratis Østrup børnene) Vi har selv 2 gange haft et ukendt barn på ferie i 7 uger 1945 og 1946.

I København blev vi indlogeret på Fregatten Jylland, som lå ved Langebro. Det var spændende at sove i hængekøjer lige midt i storbyen sammen med mange andre provinsbørn. En turistfører stod til rådighed om dagen, førte os rundt til Københavns seværdigheder, ZOO, Nationalmuseet, Tivoli, Danmarks Akvarium, Cirkus og meget mere. Udrejsen gik over Storebælt og hjemvejen over Kalundborg-Århus. Begge ture varede ca. 12 timer. På Kalundborgfærgen (4 timer) ville vi gerne have et stykke wienerbrød, men brødmærkerne (rationeringsmærkerne) var sluppet op, så det kunne tjeneren ikke levere, men da han hørte, vi havde smørmærker, kunne vi få 2 stykker for et mærke, smørmærker var meget dyrere på det sorte marked.

Det var en tur, man stadig husker mange detaljer fra, men det var også min første lange rejse.

Ørum skole var også en 2 klasset skole, som Vinkel, men dog noget anderledes. Bygninger og møblement var ældre, læreren var gammel, og noget tunghør, men kammeratskabet var meget bedre end vi var vant til. I den tid, jeg gik i Ørum Skole, havde jeg vist aldrig en lektiebog oppe af tasken derhjemme, men det gik såmænd udmærket uden. Vi kunne gå i butikken i frikvartererne (2 cigaretter 25 ører) vi havde en foldboldbane i forbindelse med legepladsen, og en meget hurtig slædebakke om vinteren. Der var efterhånden flere fag i skolen. Grografi, biologi, men ikke noget med fremmedsprog og matematik. Skolen havde et lysbilledapparat og kunne låne nogle billedbånd. Engang under en forevisning tændte et par elever en cigaret nede under bordet, men da duften bredte sig i klassen måtte de pludselig ikke mere. Jeg har set læreren blive puttet i tørvekassen, som sig hør og bør i enhver skole på den tid. Alt i alt en udmærket skoletid. Velbegavede elever lærte ret meget, men der var ikke meget hjælp at hente for de svage elever.

Det var spændende sådan at skifte bopæl og skole.

Det var en gård med 60 tdr. land + 15 tdr. land skov. 4 længer og masser af plads. En storkerede på taget de 2 første år en enlig stork, men derefter forsvandt den. Vi fik eget værelse og andre fordele, men også mere arbejde. I de første år skete der mange ændringer. Vi fik rigtig toilet og brusebad, telefon, malkemaskine, selvbinder og endelig i 1957 en Ferguson traktor. Det var dog efter, jeg var flyttet hjemmefra. I de første år havde vi tjenestekarl og tjenestepige. Den første karl hed Torkil og var fra København. Han var under tilsyn for tidligere kriminalitet, men der var ingen problemer i det år, han var hos os. Vi fik lært en masse karlekammersnak i disse år. Jorden var af dårligere kvalitet, end vi var vant til (sandjord). En del af marken var tidligere grusgrave, som der stadig var mange af på egnen. Den slags jord er særlig egnet til kartoffelavl, som den gang var meget arbejdskrævende. I 1948 havde vi 8 tdr. land med kartofler, men mange andre havde fået samme gode ide, så de måtte sælges tidligt, 8 kr. pr. 100 kg. Året før var prisen omkring 20 kr.

I 1950 havde vi solgt kartofler til Uruguay, og jeg var ene hjemme, da vognmanden skulle have 120 sække á 50 kg båret ud af laden, og op på bilen. Vognmanden stablede på bilen, og jeg bar ud. Jeg var da 13 år.

Blandt jævnaldrende kammerater var man for dårlig, hvis man ikke kunne gå med en sæk korn på nakken (100 kg). Ingen tænkte på at beskytte ryggen, da det var helt naturligt, at vi skulle gøre den slags arbejde. Måske har det forbindelse med min senere rygskade (ischias).

Gården lå dejligt i en løvskov 2 km syd for Ørum by. Syd for gården var der nåleskov, et meget interessant sted for udfoldelser. Der var en gammel stensat hellig kilde, der nu var udtørret (St. Georgskilde) hvor ældre beboere kunne fortælle, at de havde opgravet gamle mønter. Fra 1947 og mange år frem havde vi ofte besøg af Skive FDF, som slog lejr i skoven. Den første pinselejr havde ca. 60 deltagere, så vi fik mange bekendte i Skive i disse år. De daglige fornødenheder hentedes på gården, vand, mælk, kartofler – og en 14 tommers træstrækker. (Når der var nye med, blev de sendte efter en træstrækker – men det var jo bare for sjov). Hver gang de kom var der en hyggeaften på gården, med kage, sang, harmonika og optræden. Øst for gården løb Jordbro Å, og vi havde enge 2 steder til kreaturer. Vi legede, fiskede og badede i åen, og da Preben fik en rejsegrammofon med håndsving, holdt vi bal på broen med 10-15 piger og drenge.

Den ene eng lå helt ude ved Viborg/Skive landevej, og her havde åen de herligste sving – men også dybe huller – her mødte vi mange lystfiskere, som den gang kunne fiske frit. Vi havde ungkreaturer på denne eng. Den årlige oprensning af åen var et dejligt job, som kunne vare 2-3 dage.

Vest for vore marker var den dengang uopdyrkede Ørum Hede, igen et spændende område med rigt dyre og planteliv. Ude på heden står en mindesten for Tage Nielsen fra Skive, som under en våbennedtagelse under krigen kom til at signalere til et tysk fly i stedet for en engelsk. Han blev skudt fra flyet.

Vi var en pæn flok 10-16 årige, som var meget sammen om aftenen, og holdt utrolig godt sammen, spillede bold, kørte på slæder.

Nytårsaften var noget særligt. Flokken gik rundt og besøgte naboerne og fik slik og kager. Vi kvitterede med at flytte rundt på redskaber og maskiner, og allerbedst var det, når man løb efter os. Hos Viggo Simonsen, (der hvor Gunhild og Orla senere kom til at bo) fik vi en landbrugsvogn skilt ad og båret op på taget og samlet, så den stod med 2 hjul på hver side af tagryggen.

I 1948 måtte jeg en tur på Skive Sygehus med en brækket arm efter fodbold ved en børnefødselsdag.

Blandt legekammeraterne havde Svend og Arne Lykkegård en god samling af børnebøger, som vi lånte og læste. Der var ingen offentlige biblioteker i Ørum Kommune.

Aage Kristensen (Karl Poul og Marie Kristensen´s søn) blev dræbt, da han skulle prøve at køre en traktor og væltede ned over en skrænt, han var kun 11 år. Det gjorde stort indtryk på vi andre i flokken.

Mine forældre tog sig ikke videre af, hvornår vi kom hjem om aftenen, når bare vi kom op om morgenen, og det var før halv seks.

Der faldt jævnlig nogle lussinger af, når tingene ikke flaskede sig, som de gamle ville, men det var ganske normalt mange steder. Preben havde anskaffet en 1-radet harmonika efter konfirmationen, men det blev mig, der kom til at bruge den til den var totalt opslidt. Den var limet og lappet mange gange. Jeg skaffede senere en banjo/mandolin.

Den 1. november 1950 fik jeg fast arbejde og ophold på en nabogård. (Det var hos Georg Jespersen). Mit værelse var i et udhus mellem laden og hestestalden. Der var en seng og et skab, stengulv og ingen mulighed for opvarmning, men det var jeg jo heller ikke vant til. Toilet og bad var stalden og malkerummet. Jeg gik i skole i 3 dage og til præst 2 dage om ugen. Hver anden søndag havde jeg fri efter morgenarbejdet. Lige som hjemme var vi næsten altid færdige kl. 6 – halvsyv om aftenen.

Her fik jeg lejlighed til at køre med Fergusontraktor, men ellers var det alt forefaldende arbejde i mark og stald. Jeg var ansat for 1 år.

Jeg blev konfirmeret med stor familiefest, onkler og tanter, nogle med børn, som det var skik og brug. Efter konfirmationen købte jeg min egen første cykel – med 3 gear – brugt for 250 kr.. Jeg fik ca. 400 kr. til konfirmationen. Bagefter var der gilder med naboer over 2 aftener (kaffegilder) og nu kunne vi komme til baller i forsamlingshusene. Det blev til 1 eller 2 gange om måneden, og det varede ikke længe, før vi prøvede med spiritus på et karlekammer, før vi skulle til bal, men det blev aldrig til ret meget og ret sjældent.

Den 1. november 1951 til 1. november 1952 var jeg karl hjemme, og det var i den periode, jeg begyndte at tænke på andre erhverv end landbruget.

Efter 7 års skolegang gjaldt det om at komme ud på arbejdsmarkedet. Der var 8 elever på min årgang i Ørum. Kun en af pigerne valgte at fortsætte i skole. Nærmeste realskole var Viborg Katedralskole, så det var meget besværligt, og ambitionerne på landet var ikke store. Efter et par år og nogle opsparede penge valgte jeg dog 5 måneder på Salling Ungdomsskole i Jebjerg i vinteren 1952-53. Vi var 104 elever fra store dele af landet, der alle boede på skolen i 2 – 6 mandsværelser. Undervisningen var højskolepræget med vægt på litteratur, historie og samfundsforhold, men absolut ingen eksamener. Man fik indblik i mange interesser, som man tidligere var helt uvidende om. Samværet med nye kammerater inspirerede i forhold til det lille – til dels lukkede samfund, jeg var vant til.

Fra 1. maj 1953 arbejdede jeg på Nr. Holmgård, Møborg, Bækmarksbro. Nr. Holmgård var en gård på 612 tdr. land (338 ha), hvoraf 400 tdr. land er dyrket, og 100 tdr. land skov lå op mod Klosterheden Plantage. Det var en herregård med voldgrave og hvad dertil hører. Familien Hilligsøe havde 5 børn, hvoraf Niels var kun et par år ældre end mig og arbejdede som forkarl, og overtog senere gården. Vi var 4-6 ansatte. Driften var med svineavl (ca. 250) kreaturer (40 malkekøer) og 5-10 heste, og vi kørte ofte med 3 spand på den våde del af markerne, hvor traktorerne ikke kunne køre. Jeg kørte ofte med en gammel Lanz Buldog traktor med 1-cylindret glødehovedmotor og svinghjul på siden. Den var kommet til landet som tysk kanontraktor i 1940. Høsten foregik med selvbinder, og det år læssede jeg ca. 400 læs kornneg.

Det var en meget Indre Missionsk præget egn, og det var vores gård også. Der blev bedt bordbøn ved måltiderne, og jeg var også med ved møder og sammenkomster i KFUM og K, både i Møberg og i Lemvig. Jeg fik her et godt og mest positiv indblik i dette miljø. Niels kørte ofte i den gamle Chevrolet fra 1931 (den første bil jeg prøvede at køre) Vi gik til gymnastik og håndbold og ofte i biografen i Bøvlingbjerg eller Vemb. Jeg var medlem i De gamle danses Værn, som holdt danseaftener på Vemb Gæstgivergård. Jeg havde i forvejen lært en del folkedanse på ungdomsskolen. Lønnen var 3.600 kr. for et år + kost og logi, og da jeg rejste, fik jeg 2.800 kr. udbetalt. Det kunne næsten dække udgiften til det 1. år på seminariet. Indtil 1. august boede jeg hjemme og havde løst arbejde på forskellige gårde.

Derhjemme havde vi været uheldige med kreaturbesætningen. Der var opstået smitsom kalvekastning hos køerne, så hele besætningen måtte aflives og stalden skulle stå tom og dicenficeres. Derfor havde vi købt 2 køer, som blev anbragt i hestestalden. Denne lille besætning blev nu ramt af mund- og klovsyge. Gården blev isoleret. Ingen fremmede måtte komme til os, og vi måtte ikke forlade gården i ca. en måned. Jeg tog dog hjem på juleferie – en meget fredelig juleferie. 31. december kom dyrlægen og godkendte den omfattende rengøring, og vi blev lukket ud efter en måneds isolation. Alle varer til gården blev leveret ved Ørumvej, hvor vi så kunne hente dem. Kun en gård mere i Ørum blev ramt af sygdommen.

 Den 1.august 1954 blev jeg optaget i præparantklassen på Silkeborg Seminarium, der dengang lå midt i byen på Skolegade. Præp. Er en forberedelsesklasse, der på 1 år skulle føre os frem til realeksamensniveau i nogle grundlæggende fag, hvoraf nogle var helt nye for mig, matematik, geometri, engelsk. Blandt eleverne var dog en del, som havde en dårlig realeksamen, og nogle kom til i løbet af året. Præp. Sluttede med en eksamen. Jeg var blandt de heldige, der bestod og blev optaget på Silkeborg Seminarium. Herefter varede uddannelsen 4 år. Vi betalte ca. 600 kr. om året for undervisningen og boede privat ude i byen. Vi var nogle, som fik statstilskud 300 – 600 kr. pr. år. Ved uddannelsens slutning havde jeg en gæld til Skive Sparekasse på ca. et års løn som lærer. Min første adresse var Nygade 2A, et lille loftsværelse på 4.sal med to tagvinduer, servante og adgang til køkken og toilet, som vi var 6 om at dele. 57 kr. pr. måned. Året efter flyttede jeg til Søndergade, lige hvor Horsensvej krydses af jernbanen, men der kunne jeg kun blive boende i 3 mdr. Min sidste adresse var et kælderværelse på Nørregade 5 i Alderslyst.

Undervisningen var streng faglig, og der var mødepligt til alle timer. Protokollen førtes hver time.

Næsten alle eleverne boede på værelser rundt i Silkeborg, og mange aftener gik med besøg hos hinanden med gevaldige diskussioner om alt muligt over en kop kaffe og måske en othellolagkage.

Det var før TV-tid. Vi hørte radio og gik meget i biografen og spillede kort. Apropos radio, bankede politiet en dag på døren, og jeg blev taget som plankeværkslytter. Vi blev enige om, jeg havde haft radio i et halvt år  (ca. 3 år), men jeg blev tilmeldt licenskontoret  og har betalt siden.

Gennem elevforeningen deltog vi i mange arrangementer. Vi mødte mange af tidens kulturpersonligheder ved foredrag og arrangementer, koncerter – især klassiske, udstillinger og teaterbesøg i Århus, og så holdt vi nogle vældige fester på Hattenæs. Vi kunne selv levere orkesteret. En gang havde vi lejet kanoer til en sådan tur. På hjemturen sejlede vi på den forkerte side af en odde (vist nok på grund af en tåge af den ene eller anden slags), men vi var 2 kanoer, som kom meget sent hjem. Det var ret ofte, vi lejede kanoer til ture på søen.

Om sommeren kom vi ofte på friluftsbadet ved Almind Sø. Jeg fik lært at svømme, men fik aldrig svømmelærereksamen, på grund af et brækket ben, som kostede mig 9 dage på Silkeborg Sygehus. Vi boede næsten alle i byen, og næsten ingen havde familie, og derfor kom vi tæt på hinanden som kammerater. Ved 25 års jubilæet 1974 og 40 års jubilæet i 1999, kunne vi mønstre næsten hele flokken.

Vi havde 3 praktikperioder 1957-58.

Jeg havde først 3 måneder som vikar på Hundborg Skole i Thy. Det var et ganske almindeligt vikarjob med fuldt timetal og løn. Det var dejligt at afprøve teorierne i praksis. Vi var 3 lærere på skolen. Senere kom den egentlige praktik. 1 måned på Vrå Realskole, hvor jeg fulgte en lærer (Elly Bertelsen) uden løn. Jeg boede på Vrå Højskole. Næste måned var på Vester Hjermitslev Skole, og jeg fulgte førstelæreren, Niels Albertsen. Her var vi 2 seminarieelever sammen, boede privat, og spiste på kroen.

Efter 5 år på seminariet fik jeg en ganske pæn lærereksamen, og i de 5 år havde vi været omkring 34 fag på skemaet. Mine specialer var biografi og geografi, og desuden udvidet kursus i engelsk.

I sommerferien 1955 holdt jeg fri i 14 dage, hvor Finn Mortensen og jeg tog på cykeltur med telt. Finn var min nabo på Nygade i Silkeborg, og kom fra Frederiks ved Karup. Turen gik langs vestkysten, Frederiks, Hvide Sande, Møgeltønder, Bov, Rendsborg, Kist, Hamburg, hvor vi overnattede 3 gange. Både Kist og Hamburg var på den tid fyldt med ruiner fra krigen. På campingpladsen i Hamburg så jeg fjernsyn for første gang. Det var min første udenlandsrejse. De 2 næste ferier foregik i Sverige og Norge.

Sverige 1957

En af mine seminariekammerater havde haft job ved landbrug i Sverige. Det inspirerede mig til at prøve noget lignende i de 2 måneders ferie på seminariet. Jeg satte en annonce i Värmlands Tidningen i Karlstad efter princippet: Alt har interesse. Jeg fik 1 henvendelse fra Karl Bengteson, Kvärnorp, Ö: Ämtervik i Värmland.

Fra Silkeborg gik turen på stop til Frederikshavn, med færgen Prinsessan Kristina til Göteborg med ankomst om aftenen. Overnatning i det fri i soveposen, og næste morgen videre på stop over Trollhättan, Karlstad til Sunne, 270 km.

Efter overnatning gik turen videre med bus til Kvärntorp, ankomst til middag. Gården lå øverst i dalen. 30 tdr. land ager og 100 tdr. land skov. Karl var en stor naturelsker, og vi kunne mageligt få tid til at gå nogle ekstra ture i skoven, når vi arbejdede der, og det var en dejlig skov med søer, klipper, fyr og birk. De første 3 dage var der folk fra savværket, og sammen med dem opmålte og mærkede vi fældede træer, som derefter blev kørt til Klarelven. Derefter høhøsten, afvekslende med skovarbejde, grøfterensning og andet forefaldende arbejde. Meget hø blev høstet med le, som jeg blev ganske ferm til at bruge på de stejle skrænter og våde arealer. Høet blev tørret på træstativer på marken og kørt hjem med hesten, der ad en rampe kunne køre ind over stalden. En Volvo traktor kunne bruges på nogle af markerne, men hesten kunne komme alle steder. Forholdene var meget anderledes, end jeg var vant til på danske gårde. Vi spiste ofte. Morgenkaffe kl. 07, frokost (stort måltid) kl. 09, formiddagskaffe kl. 11, middag kl. 13, eftermiddagskaffe kl. 15 og aftensmad ca. 17,30, efter fyraften. Maden var meget landlig, mange mælkeretter og så nationalretten, de värmlandske pølser, som jeg ikke kunne lide. Første gang tog jeg 2 på tallerkenen – fik dem klemt ned, men da Ingegerd så lagde 9 mere over til mig, opgav jeg. Næste gang var der lavet noget andet til mig. Hver søndag kom Karl med en dram til frokosten, men det var også det eneste spiritus vi fik. De 2 børn, 3 og 5 år sad ofte på mit værelse, når jeg havde fri og hyggede sig, så den svenske litteratur fra Karls bogsamling måtte lægges til side. Begge har som voksne besøgt os i Ulsted, Göran ca. 1980 og Ingrid 1991. Jeg tror ikke der var andre udlændinge på egnen, og det gjorde det let at komme i kontakt med folk på egnen, unge som gamle. Lige ud for mit værelse løb en elv med et roligt løb kort før en vandmølle. Her fangede vi ”kräftar” (flodkrebs) til de svenske krebsegilder. Da sæsonen begyndte var vi ofte 10-12 krebsejægere her. De blev fanget med hænderne og med tejner, og de smagte godt. Lørdag aften cyklede jeg til Sunne Folkspark, et smukt forlystelsessted med dans på 2 estrader – folkedans og moderne dans. Her stod en del unge med portvinsflaskerne bag træerne – forbuds- Sverige. Jeg besøgte Mårbacka, Selma Lagerlöfs gård, 8 km fra Kvärntorp.

Hjemturen gik på stop øst om Vänern. I Göteborg så jeg ”Borte med blæsten” i biografen. Den blev ikke vist i Danmark (forbud på grund af dollarmangel). Da det øsregnede, ville jeg leje kahyt for natten, men der var optaget. En tolder ville hjælpe med at skaffe hotelværelse, men det kontor vi kom ind på var optaget af 3 blaffere fra Holland og Skotland, og kunne den ene ligge der, kunne den anden også, det blev så natlogiet i Göteborg. Lønnen i Sverige var 300 skr. pr. måned + kost og logi.

Norge 1958

Direkte fra Vester Hjermitslev gik turen til Norge, da sommerferien begyndte. Jeg havde søgt arbejde i en avisannonce, men uden resultat. Fra Oslo rejste jeg med toget til Gjövik og besøgte arbejdsformidlingen, men der var intet i udsigt, så efter overnatning på pensionat tog jeg til Hamar, men med samme resultat. På stop til Stange – intet arbejde at få, men jeg fik det råd at tage til Jessheim, der kunne de altid skaffe arbejde. På arbejdsformidlingen havde de intet arbejde. Jeg fortalte hvad man havde sagt i Stange, og så fik jeg besked på at komme igen om 2 timer. Så var der bid. Frognergård, ca. 4 km øst for Klöfta, blev så arbejdspladsen i ca. 2 måneder. Det var en ret stor gård. Vi var 4 danskere + 2 norske ansatte. Lønnen var 250 kr. pr. uge, udbetalt hver lørdag kl. 14, som vi som regel brugte i weekenden. Vi arbejdede mest med høhøsten, meget mere mekaniseret end jeg havde oplevet i Sverige. (2 traktorer og 5 heste + 11 heste på sæteren og som jeg aldrig så). Her kunne traktorerne køre oppe over laden og høet blev væltet ned fra 7 m højde og måtte saves ud, når det skulle bruges. Karlene havde værelser uforstyrret på loftet, og vi havde det godt sammen, selv om vi var meget forskellige. En finne, som arbejdede på en nabogård var ofte hos os, og han havde altid en flaske af den hjemmebrændte i lommen. Min første lørdag aften blev jeg hjemme, da jeg var blevet solskoldet. Bonden og den ældre forkarl hentede mig ned i køkkenet, hvor der stod en slant tilbage i brandyflasken, og vi faldt i. 3 – 4 flasker blev tømt, men så lå bonden også og sov under bordet. Herefter startede forkarlen sin folkevogn, og vi kørte en tur i det dejlige vejr. Jeg fik senere at vide, at de havde bestemt, at nu skulle de lige se ham skolelæreren rigtig fuld, men det var lige den aften, jeg kunne tåle det. Vi havde et pragtfuldt toilet. Der var 4 huller i brædtet og lige ud over en klippeskrænt, så vi skulle ikke tænke på at tømme wc. Samtidig var der masser af ugeblade – men ingen håndvask. Weekenderne gik til Jessheim, Lillestrøm, Eidswoll og Lillehammer. Vi tog toget og lejede logi, og så var der ellers fest. I Lillehammer måtte jeg skjule mig for politiet på en campingplads, for første og hidtil eneste gang. Vejene var meget smalle efter festen, så vi var blevet anmeldt som fyllerister. Det er muligt, nogen var faldet i et rosenbed i en have. På hjemturen efter en middag med hvalbøf (det billigste) sejlede vi 6 timer med verdens ældste hjuldamper. (25 år ældre end Hjejlen i Silkeborg). Skipladner til Eidswoll – en pragtfuld tur. Om aftenen var vi ofte på kafeen (afholds-) i Kløfta. Vi var mange udlændinge omkring Kløfta, jeg er vidende om 22 fra 8 forskellige lande- mest mænd – og vi var ikke særlig velsete blandt de unge nordmænd. Kort efter at jeg var rejst hjem kom det store slagsmål i kafeen mellem nordmændene og de fremmede, fik jeg at vide fra en af arbejdskammeraterne, jeg mødte i Silkeborg noget senere. Der er forskel på at være gæstearbejder (Sverige) og fremmedarbejder (Norge). Inden hjemrejsen tog jeg en tur over Drammen, Kongsberg til Rjukan med de store vandkraftværker og svævebanen op på fjeldet oven for Gaustatoppen.

Preben og jeg fik lærereksamen samme tid. Preben gik først på Vordingborg Seminarium, men fik mulighed for at skifte til Kolding Seminarium. Tiden gik med forberedelse til vores forældres sølvbryllup 1. juli 1959. Der var fest hele dagen på Solbakken fra morgensang til dansen sluttede efter middagen i Ørum Forsamlingshus. Hele familien, naboer og venner fra nær og fjern var trommet sammen. Næste morgen var der tidlig afgang. Preben og jeg skulle begge møde ved militæret kl. 12,00. Preben på Holstebro kaserne, og jeg på Varde, ikke særlig udhvilede – og temperaturen rundede de 40 grader i kasernegården, da vi fik gennemgået udrustningen. Vi var 170 mand indkaldt til Varde kaserne. I rekruttiden, de første 3 måneder boede vi 20 mand på hvert værelse, der var ikke plads til private ejendele, det civile tøj skulle straks sendes væk, og måtte ikke bruges før hjemsendelsen 16 måneder senere. Der gik 3 uger inden vi måtte forlade kasernen. Her bliver man rystet godt sammen med kammeraterne. Rekruttiden var hård, og vi bandede meget, men vi oplevede meget sammen. Lønnen var 1 kr. om dagen, stigende til 5 kr. de sidste 3 måneder. Vi fik udleveret køretøjer og kanoner (105 mm haubitz – rækkevidde ca. 10 km). Jeg fik kørekort i en 3,5 tons lastbil, fordi jeg skulle have været på sergentskolen, men undgik det på grund af min ischias. Samtidig blev jeg fritaget for gymnastik, løb og længere marchture. Efter rekruttiden blev jeg overført til stabsbatteriets målertrop (landmålerarbejde og vejrtjeneste) blev gruppefører på vejrtroppen (vejrballoner) fik min egen bil (jeep med anhænger). Jeg fik en chauffør, men han kunne ikke tage kørekortet, så det blev mig, der kørte. Jeg blev valgt til delingens talsmand (tillidsmand). Det var et ret nyt begreb i 1959, og der var ikke mange regler at gå efter. Nu var vi kun 10 mand på hvert værelse, og det var gode kammerater. Selv om vi ofte bandede over meningsløst arbejde, var holdet som helhed positivt stemt over for forsvaret, og når en seriøs indsats skulle gøres, kunne vi stole på hinanden, og vi havde et godt ry. Jeg tilbragte meget tid på batteriets våbenkammer med vedligeholdelse af materiel og registrering, da jeg var fritaget for en del tjeneste. Jeg fik 9 dage på infermeriet efter et færdselsuheld som passager i en VW. En utrænet chauffør kunne køre stærkt i glat føre.  Forårsmanøvrerne 1960 blev en stor NATO øvelse i Tyskland, hvor vi var placeret nord for Kielerkanalen mellem Rendsborg og Kiel. Nogle af os fik god kontakt med dansktalende sydslesvigere, og vi drak Hansen-rom. Basseopgøret: En dag, vi havde garagetjeneste, begyndte en vandkamp, hvor især Jeep og Dodge truck førerne var aktive. Vi havde 52 køretøjer på pladsen, hvor de små kørte rundt og overdængede hinanden. Efterhånden begyndte vi at bruge brandslukningsmateriellet, rensevæske og til sidst olie. Befalingsmændene kiggede den anden vej, men sørgede for, at de store baderum blev åbnet for en afsluttende storvask. Det var helt vildt. Mange aftener var vi i Varde. Vi kom ofte på soldaterhjemmet i hyggelige civile omgivelser, men når økonomien tillod det besøgtes værtshusene – Jernstangen, Passagen og Arnbjerg-pavillonerne. Og et par gange til Esbjerg. En orlov varede fra lørdag kl. 14 til søndag nat kl. 01. Øvrige weekender tilbragtes på kasernen og overnatning var obligatorisk. Hver 4. weekend beredskabsvagt med optælling ca. hver 4. time, og vi kunne sendes ud til plantagebrande og lignende.

Adr. var: Mg 416173 Leo Laursen, STBT = Stabsbatteriet, 6AA = 6. artilleriafdeling, 4FAR = 4. feltartilleriregiment, Kasernen, Varde.

Finn Mortensen og jeg abonnerede sammen på Folkeskolen, mens vi var soldater sammen i Varde.

Da vi skulle søge stilling, ville han søge i Viborg Amt, og jeg i Aalborg Amt. Under en øvelse i Oksbøl fandt vi begge stilling i bladet, men hvor var det. Ingen af os havde hørt om Ulsted, så vi måtte låne et kort over Nordjylland i ildledercentralen. Jeg fandt Ulsted og ansøgningen blev skrevet med Jeep’ens køler hjem som skriveunderlag, og jeg fik stillingen. Under en orlov mødte jeg Martin Bach Vilhelmsen, en gammel FDF bekendt og seminarieelev i Skive (senere skoleinspektør i Skive). Han skulle ud i et 3 måneders vikariat og netop i min stilling fra sommerferien til  1. november, da jeg skulle tage over. Jeg kunne få en stor tjenestebolig (Houvej 192), men min interesse var ringe, da jeg næsten ingen ejendele havde – og heller ingen penge til at købe for. Anton Ravn var netop begyndt at bygge Stadionvej 1, og hans tjenestebolig på skolen var langt mere passende. Jeg fik derfor et lille værelse i kælderen på De Gamles Hjem indtil 1. juli 1961, da jeg overtog Ravns lejlighed med en husleje på 106 kr. pr. måned. Der boede jeg til juli 1967, da vi købte Købmagergade 13.

Den 1. november 1960 begyndte jeg så på skolen. Jeg blev klasselærer for 5. klasse, alt drengegymnastik, biologi, geografi, fysik og sangtimer i 4. 5. 6. og 7. klasse. Vi var 6 lærere, lærerværelset var en ståplads på trappen, og kontoret var førstelærer Laurits Pihls privatbolig. Pihl så helst, at alle lærerne var Dis, men denne omgangsform var på den tid ved at forsvinde.

Den ugentlige arbejdstid var 36 timer à 50 minutter + nogle overtimer, og lønnen var 1.083 kr. pr. måned. Fra 5. klasse overtog vi elever fra Rimmen Skole og Ndr. Skole, til de blev nedlagt 1965 og 1967. Skolen var 7 klasses. Nogle elever gik på Dronninglund Realskole fra ca. 6. klasse. Skolens forbygning fra 1874 var inddelt i 3 lærerboliger, hvoraf jeg altså havde den østligste. Anton Ravn havde startet en ungdomsklub for 14-18 årige på skolen. Her var jeg med 2 aftener om ugen i 3-4 år som ulønnet medarbejder. I den forbindelse var jeg sammen med Peter Schmidt og Keld Bislev på 3 dages kursus på Herning Højskole. 1. april 1961 overtog jeg jobbet som deltidsbibliotekar på Ulsted bibliotek, efter Laurits Pihl, indtil 1981, da der blev ansat en faguddannet bibliotekar. I sommerferien 1961 deltog jeg i et 3 ugers kursus for deltidsbibliotekarer på Århus Centralbibliotek. Biblioteket var kun for voksne, men snart begyndte vi at opbygge en samling af børnebøger på biblioteket. Biblioteket var åbent for udlån 2 timer ugentlig og lønnen var 500 kr. pr. år. I 1961 var jeg med 6. klasse på 5-dagestur til København sammen med Kristine Ravn.

Så er den fortælling ikke længere.

Erindringer fra Ørum

Fra mine skoleår 1948 til midt i halvtredserne

Mine forældre flyttede til Ørum i maj 1947 til Solbakken, en gård på ca. 65 tdr. land og15tdr land skov. Der var storkerede på taget af laden, men der har aldrig boet storke i vores tid. 1947 var et meget tørt år, og der blev fodret meget med lyng, der var også meget hede deromkring dengang. Ørum egnen er meget sandjord, derfor blev avlen også lille i 47, men når forbindelsen til de højere magter var i orden og det regnede tilpas kunne der også avles godt efter den målestok der gjaldt dengang.

Det var også i den periode at vi fik malkemaskine derhjemme. Den blev vistnok købt hos smeden, men der kom en montør fra København og satte den op. Han boede hos os den uges tid det varede.

Der var i 47 kun en traktor i sognet nemlig på Strandet resten var heste, dog ingen stude. Omkring 50 kom de grå Ferguson, og så begyndte man også at brække heden til landbrugsjord. Nu i år 2000 er man begyndt at braklægge det igen, men det er en anden sag. Maskinstationerne kom samtidig med den grå Ferguson, og der kom møgspredere, se det var en fremskridt så det klodsede noget. Når man tænker tilbage kan man godt sige stakkels mennesker som kørte med dem, for i næsten 2 mdr. kørte de møg om dagen, det blev læsset med greb, 2 mand og traktorføreren læssede det hele, og så skulle det pløjes ned om natten. Frontlæsserne var ikke opfundet den gang. Der kom mange nyheder på maskinområdet, og utallige hesteredskaber blev ændret til traktortræk. Der kom bindere og slåmaskiner til traktorer, alt sammen noget der lettede arbejdet meget, men vi skal nok frem til 57 ca. før vi så den første mejetærsker i Ørum.

Der blev avlet en del kartofler i Ørum, dels til salg og dels som svinefoder i kogt tilstand. Kartoffeloptagningen foregik ved at maskinstationen kørte dem op, og så var der en flok kvinder som samlede dem op. Det som kunne undre var, at til hverdag var deres sprog som de fleste talte, man hældte lidt vand ud af ørerne ved passende lejligheder, men i kartoflerne fik talen en vending som kunne få en sømand til at rødme.

En del kartofler blev solgt, og en hel del blev kogt til svinefoder Kogningen foregik dels på mejeriet i Borup, eller der kom en omkring kørende koger som var i kulfyret. Der var også et stort tærskeværk som kørte omkring og tærskede korn, især når avlen havde været god, og der var mange stakke som ikke kunne være i laden. Traktorerne bredte sig i halvtredserne, og sådan en lille grå Ferguson kunne let drive en gård på 100 tdr. land. I sidste halvdel af halvtredserne havde stort set alle landbrug en traktor.

Vi knægte var jo selvfølgelig tossede med al den nye mekanik, og vi kunne cykle langt hvis vi hørte om nogen som havde fået en ny maskine vi ikke havde set før, men teknikken kan også kræve sine ofre, en af mine skolekammerater kørte ud over en skrænt med en traktor i 52 og omkom. Det er en episode jeg aldrig glemmer.

Jeg ved ikke om Ørum var en speciel samfund, det var nok også tiden der var således, men der var en stor hjælpsomhed mellem folk, man kom hinanden ved i lyst og nød. Det har man ikke så meget tid til mere. Alle gårde havde både karte og piger dengang. Vi har også haft både karl og pige hjemme. Der var liv på landet dengang, både om dagen også sommetider om natten, der var jo ingen gadelys dengang så det kunne jo godt være svært at finde det rigtige sted hen når det var mørk, men sådan skulle det nok være. Gårdene i Ørum var også for de flestes vedkommende velsignet af at have deres jorder spredt mange steder, en til 5-6-7 steder var ikke ualmindeligt, men vi havde kun tre steder. Gårdene i byen var ikke flyttet ud på manken, og det er de stadig ikke og to var endda bygget sammen.

Ørum sogn var i 47 faktisk tre samfund, Sdr. Ørum , Byen, OG NR. Ørum, men det fladede også ud med tiden.

Ørum var tilknyttet Borup mejeri, og mangen en husmand har haft en mælketur sammen med en lille ejendom, det foregik med heste senere med traktor og derefter lastvogn. Men det var nogle lange ture med heste og traktor, og i al slags vejr.

Der var ikke så mange dyr på gårdene dengang, mælk blev leveret i 40 kg. Spande, og der var ikke mange der havde mere end tre spande, og når der blev sendt grise på slagteriet var det 1-2-3 stykker på tiden. Kraftfoder og kunstgødning blev der ikke frådset med. Markerne blev heller ikke sprøjtet der omkring 50, så der kunne godt være mange tidsler i komet.

Telefoncentralen hed Lund og lå i Hald. Jeg tror vi fik telefon derhjemme omkring halvtreds, det var en såkaldt parts telefon hvor vi var 4 på det samme nr. og så havde en bogstav efter nr. De 4 som havde samme nr. kunne snakke sammen indbyrdes sammen udenom centralen, det var bare at løfte røret, men efter kl. otte, for da lukkede centralen. Dengang brugte man også mere navne end nr. når man ringede op, for alle kendte jo alle.

Kulturen og forretningslivet i Ørum først i halvtredserne

Skolen.
Jeg begyndte ved Lærer J P Jørgensen 1 april 1948. Vi gik i skole hver anden dag, om vinteren fra kl. 8 til 2 og om sommeren fra 7 til 1. Det var måske tiderne fra store klasse, det er jeg lidt i tvivl om. JP Var på sin vis en dygtig lærer, men dem han ikke kunne lide fik ikke megen hjælp, men det var jo vilkårene. Når hans gamle Ford blev varmet op i det store frikvarter om formiddagen fik vi altid tidlig fri, for så skulle han til Skive en tur. Vi havde også en stor kakkelovn i skolestuen, med sådan en høj gitter for oven, det var en yndet sport at krølle madpapiret sammen til en kugle, og så prøve om vi kunne sidde på vores pladser og skyde papiret derop. Madpapir kan også brænde fandt vi ud af.

Kuglepennene kom også frem den gang, men Vi startede med tavle og griffel, senere blyant og Blækpen, med en blækhus på bordet. Blæk fylder meget når sådan et lille krus vælter.

Så kom kuglepennen, det var et rør med en patron i den ene ende og en prop i den anden. Den kunne også bruges som pusterør, en lille klump papirblødt op i munden og så i pusterøret og den sad nok så fin på tavlen. JP Kunne ikke lide hvis han blev ramt i nakken, hvorfor fandt jeg aldrig ud af. Den største straf vi normalt fik var at blive sendt ind til hans kone en times tid. De sidste par år jeg gik i skole fik vi er par unge vikarer, de var gode nok, og så fik vi en lærer igen, men ham blev jeg aldrig rigtig dus med. Skolelæge ordningen blev indført mens jeg gik i skole, det var en dame, og det var ikke spændende at skulle overgramses af hende når vi stod der uden tøj på, det var jo ren porno dengang.

Ørum skytte og idrætsforening eksisterede også dengang, der var lidt fodbold, og den havde også en skydebane oppe bag ved Kren Yvsens hus. Den nuværende stadion blev etableret dengang jeg gik i skole. Der var en årlig sportsfest med fodbold, håndbold, cykelringridning og senere knallertvæddeløb, Knallerterne kom jo også frem dengang. Og foreningen arrangerede også baller.

Forsamlingshuset arrangerede juletræsfest og muligvis også fastelavnsfest.

Det var stort set kulturlivet dengang, ja der var jo også de traditionelle kaffegilder med dertil hørende kortspil

Der var for resten også en jagtforening. Der var en klapjagt hvert år, det var en skolefridag, eller blev det. Det var festligt, selv om man blev godt træt, og det var sjovt, at man ikke ramte så godt efter frokosten. Senere var der bankospil om vildtet.

Der var også klapjagt på Strandet, men det var kun en halv dag.

Så var der jo også Skive folkeblad, Skive venstreblad og Fjends bladet.

Ørum brugs, Uddeler var Holger Vestergård og Sønnen Tage var ekspedient. Den var jo som butikker var dengang, en blandet landhandel, hvor man handlede med næsten alt Der var en bænk rundt i butikken hvor man kunne sidde når man endelig var kommet til staden. En yndet sport i skoletiden var at gå i brugsen om middagen og så erobre Holgers drejestol, og så dreje den helt i bund. Det syntes han ikke var sjov.

Stafen (Steffen) var også en slags købmand i den anden ende af byen, han manglede en arm, men det gik jo alligevel, for folk var jo hjælpsomme. Han handlede mest med arbejdstøj, støvler, tobaksvarer og drikkevarer, og der er blevet drukket mange øl i bagbutikken, men jeg tror ikke der var nogen i Ørum man kunne kalde drankere.

Byens hovednerve var nok smedjen hvor Åge regerede. Alt blev lavet og repareret, hesteskoning, plovskær, harve spidser, nye gummivogne, senere rep. Af traktorer og vandværker.

Smedens varevogn var en Ford A med åben lad.

Det er jo også den eneste forretning der har overlevet til d.d. Hvilket beviser, at meget kan undværes men ikke smeden.

Der var to vognmænd i byen dengang Ove Pedersen og Henrik Boller. Det var Ove der havde alt det lokale kørsel dvs. Korn og foderstof, varer til brugsen, æg til Skive, Grise til Skive m.m. Henrik Boller kørte vist mest for teglværket i Højslev og så sand og grus. Senere begyndte Niels Faurholt også som vognmand og som mælkekusk

Murermester Kr. Laursen Søn fra Drontmølle. Han havde sommetider en lærling og ellers en arbejdsmand. Han havde en blandemaskine med benzinmotor, men der skulle noget beton til før den blev startet. Den skulle jo også hentes for den kunne de ikke have med på cyklen.

Der var jo ingen biler i Ørum der omkring 5o kun Tvergård på Strandet Iver Bertelsens Ford V8 lillebil og smedens varevogn.

Tømrer Ejvind Fruergård en lille enmandsforretning, og havde en overgang også maskinstation.

Der var også to kogekoner, Ester Simonsen og Katrine Simonsen, Katrine havde også forsamlingshuset

Der var to sadelmagere. Per Jensen lavede kun seletøj og bindersejl. Prisen for små reparationer småreparationer var ofte 5o øre eller lidt mere.

Den anden Pe` Skomager reparerede både sko og seletøj, han boede der hvor Laurits bor nu. Han var også vejmand, arbejdet bestod i at få det løse grus ind på vejen igen.

Han havde en sjov mani med at cyklen skulle smøres meget tit, han holdt ofte pause for at smøre, og det kunne godt forekomme flere gange om dagen. Engang de store knægte gik fra skole tømte de hans oliekande og tissede i den i stedet for, hvad der siden skete eller om det blev opdaget melder historien ikke noget om.

Han ville aldrig have kontant betaling, nej det blev skrevet, så kunne han komme ud med en regning, og om den så kun var på 25 øre så kom han med den til nytår.

Han læste også op i radioen engang efter der var kommet sender i Skive.

Det var jo meget interessant at en vi kendte var i radioen.

Det var også først i halvtredserne at Niels i Drontmølle fik fjernsyn. Det var også meget spændende

Det må også være omkring 50 – 52 at frysehuset blev oprettet.

Der var også Martin Skrædder, han havde en stiv ben. Han var en festlig fyr. Det mere vi kunne skyde inde i hans gang nytårsaften det bedre, og så skulle vi ind og have en glas vin bagefter. Han ville gerne fiske, også med det forbudte vod, og tatte efter ål. Han kunne også fortælle en masse historier ud fra devisen at overdrivelse fremmer forståelsen.

Iver Bertelsen, tidligere smed og nu lillebil vognmand, Havde iskiosk i huset over for smedjen. Iver var også en god fortæller især historier fra krigens tid.

Der var flere fra Ørum der var med i en modtage gruppe på Ørum hede.

Ove fortalte en historie om engang han skulle til Skive med et læs våben som de havde modtaget. Det var pakket i ægge kasser (de store flade på næsten en m2) så kørte han lige hen til brugsen og fik nogle kasser æg bag i, og så gik turen mod Skive. Da han kom ud på Viborgvej sprang der en fordæk og han kørte halvvejs i grøften. De første der kom forbi var tyskere, de hjalp Ove med at få skiftet hjul og trukket op på vejen. De skulle jo lige se hvad der var på ladet, og så tog de en kasse æg som tak for hjælpen. Ove sagde at han aldrig havde været så bange som dengang.

Laurits Jensen var i tidernes morgen fiskemand han kørte også rundt i en gammel åben Ford A. Senere var han chauffør hos Ove, Han blev også selv vognmand. Laurits er en af de få der er tilbage af dem der var voksne da vi kom til Ørum i 47.

Der var en 3-4 arbejdsfolk i Ørum dengang, som dels gik på dagleje hos bønderne og harpede grus når der ikke var andet at lave, og al arbejde i grusgraven foregik med skovl og trillebør, og en petroleumsmotor til at trække harpen.

Konerne var jo hjemmegående dengang, men de gik som sagt ud og hakkede roer og samlede kartofler op.

Jeg kan huske engang at arbejdsfolkene hævede daglønnen fra 12 til 14 kr. og nu kunne det i hvert fald ikke gå at have daglejere mere.

Der var mange der kørte omkring og handlede dengang. Hjemme kom der en slagter fra Løgstrup en brødkusk fra Skive, og en fra Skive som opkøbte æg og solgte margarine og kaffe, Fiskemand, Tøjhandlere, Pottemagere og mange andre som kun kom engang i mellem. Mange kørte også omkring og ville købe og sælge heste, kreaturer, svin høns og duer. Mærkeligt nok husker jeg ingen får i Ørum dengang. Der blev som sagt handlet med alt dengang meget griner vi jo af i dag, f.eks. 5 eller 10 høns, 15 rugeæg, 10 kg æbler o.s.v. Der var også krejlere, som ville købe gl. jern, klude og gamle ben, mulighederne var mange

I samme periode blev der også lavet fælles vandværk i Ørum, der blev også kloakeret. Det sidste år jeg gik i skole blev der lavet centralvarme med oliefyr på skolen og der blev lavet toiletter. Der er stadig i kælderen i gården.

Det var også midt i halvtredserne at landevejen blev asfalteret og rettet ud visse steder. Det var beskæftigelsesarbejde, det eneste maskinkraft der blev brugt var en gammel major traktor med en tipvogn. Resten foregik ved håndkraft. Vand og kloak blev også gravet med håndkraft.

Jeg kan ikke mindes at nogen af gårdene havde vindmotor eller petroleumsmotor, og der var også vekselstrøm i Ørum.

Landbruget var det bærende i et samfund som Ørum dengang, og man kan godt undre sig over i dag at man kunne få føden på mange af de småbrug som der var, men det må jo være blevet ringere for nu om dage skal der en meget stor gård til for at den kan give både mand og kone føden, den ene part skal helst have arbejde uden for hjemmet, og børnene skal i dagpleje eller børnehave. På en måde er det en sørgelig udvikling.

Der kan skrives meget mere om denne periode fra 48 til 56. Det var en periode hvor der skete en fantastisk udvikling fra det som havde været normen gennem flere generationer. Mekanisering og industrialiseringen tager sin begyndelse i de år. Man kan vel næppe fatte i dag hvor stor et fremskridt det var at få en trillebør med gummihjul i stedet for en med jernhjul. Man kan gå tættere på folk, nogle af dem kalder vi originaler, uden at vi tænker på hvad vi lægger i ordet. Jeg ser ingen grund til at gå tæt på folk, men alle dem jeg mindes med et eller andet særpræg var jo rare og festlige mennesker.

Når man kører gennem Ørum i dag ser man det samme som mange andre steder, at når gårdene har været gennem et eller flere ejerskifter, bliver mange sammenlagt og bygningerne solgt. Der vil kun blive nogle ganske få gårde tilbage, med en masse jord og hvor manden skal arbejde mange timer og konen går på arbejde. Det er det som er kommet ud af de moderne tider.
Ernst Laursen – Rørbæk.

Kistrup slægten og Solbakkens historie

Familien Kistrup støder vi på første gang i landsbyen Kistrup i Løvel sogn. Kistrup, og hvor beboerne var fæstere under Herregården Sødal beliggende mellem Løvel og Rødding

I   Kistrup møder vi i 1664 Anders Sørensen som er fæstebonde på den ene af byens gårde, og gården beboes vistnok stadig af slægten. Det er fra den gård den jyske Kistrup slægt stammer. Anders Sørensen har 2 sønner. Søren Andersen og Peter Sørensen.

Peder Sørensen står som ejer af gården i 1740.

Sønnen Søren Pedersen bliver gift i 1736 og overtager fødegården i sidste halvdel af det syttende århundred. Han har også nogle børn, hvoraf en datter Karen Sørensdatter F. 1769 bliver gift med tjenestekarl Christen Pedersen F.1763 i året 1801, og de får børnene Søren Christensen og Peder Christensen.

Anders Pedersen F. 1739 kaldet Anders Kistrup søn af Søren Pedersen boede dels i Halm i Finderup sogn og dør i 1827 som indsidder på Rosborggårds mark.

Jens Pedersen F.1737 kaldet Jens Kistrup blev skovfoged og boede i Viborg krathus, blev gift i 1787 med tjenestepige Maren Nielsdatter F1762.

De boede 5 år i krathuset men flyttede i 1792 til Hellerupgård i Finderup sogn. Der var 5 bøm i ægteskabet, men de 3 døde som små. Dorte Marie F. 1797 og Peder F1800.

Jens Kistrup var over 50 da Peder blev født. Syv år efter indgik Jens Kistrup et testamente, som skulle sikre sønnen gården hvis han skulle falde bort. Jens Kistrup var svagelig og var ikke i tvivl om at hans 15 år yngre kone ville indgå ægteskab på ny hvis hun blev enke. Det er ud fra denne tankegang man skal forstå testamentet.

11809 køber Jens Kistrup imidlertid Rosborggård i Mønsted sogn.

Det oprettede testamente blev nu ophævet, men med henvisning til sin svaghed blev et ny oprettet for at sikre Peder Rosborggård, og hvor moderen skulle være på gården til Peder blev voksen. Et par måneder efter dette testamente var oprettet dør Jens Kistrup 73 år gammel. Sønnen Peder er nu 10 år. Skifteforretningen sluttede først i 1813 efter nogle tovtrækkerier om tidligere nævnte testamente. Børnenes værge farbroderen Anders Pedersen Kistrup kunne ikke godtage at testamentet ikke skulle være gældende, men d. 6 april foreslog Anders Kistrup at testamentet blev annuleret, uden at man kender grunden men samme Anders Kistrup træffes senere som indsidder på Rosborgs mark. Det har måske været penge som har bevirket ændringen til testamentet. Enken Maren Niels datter 49 år gifter sig igen 25 maj 1811 med Frederik Nielsen 18 år.

Der blev i de følgende år solgt en hel del fra Rosborggård. Familieforholdene på Rosborggård var noget anstrengte på grund af den uret som var sket mod Peder. Da han var 18 år var han større og stærkere end sin stedfar som var 25 år.

Ved en auktion over Eksaminator Juris Gravers Møllers dødsbo købte Frederik Nielsen en gård i Ørum til Peder, som ikke kunne glemme at han skulle have været den retmæssige ejer af Rosborggård, som havde været en væsentlig større gård om ikke en herregård,og som også havde spillet en stor rolle i historien.

Herskabsbygningeme på Rosborggård er på et tidspunkt blevet nedbrudt og materialerne blev brugt i Viborg til Nytorv 6 og Skt. Mogensgade 32, og så er der selvfølgelig blevet bygget en ny beboelse på Rosborggård.

Den nedbrydning har Jens Kistrup fået skyld for, men det er jo næsten en umulighed at kunne nå dette på de 1,5 år som han havde gården. Det er nok nærmere Frederik Nielsen og Maren Niels datter som har dette på samvittigheden, for de solgte meget fra gården.

2. Juli 1838 dør Maren Nielsdatter 76 år gammel og året efter gifter Frederik sig med Kirstine Christensdatter. Han er 46 og hun 23 år gammel.

Frederik dør 1848 55 år gammel og enken gifter sig 4 mdr. senere med Jakob Nielsen og dermed er familieforbindelsen mellem Rosborggård og Kistrup familien ude.

Peders søster Dorte Marie blevi 1820 gift med en gårdmand som var 36 år ældre end hende, og det holdt kun kort for skilsmisse blev fuldbyrdet i 1825. Dorte Marie blev gift igen i 1829 med ungkarl Chresten Pedersen i Øster Mølgård, og så lader vi hende være.

Rosborggård blev i Frederik Nielsens slægt de næste 150 år, men det var kun en alm. bondegård da den blev fjernet, og der er intet tilbage for militæret har overtaget gården og de tilhørende arealer. Der er på det militære øvelsesterræn noget som kaldes Rosborgladen,

Kun gravstenene på Mønsted kirkegård fortæller om Kistrupslægtens forbindelse med Rosborggård.

Ørum

I Ørum kan man nok være glade for at det er gået som det er, for jeg tror at Kistrupfamilien har haft en stor indflydelse på den udvikling som er sket.

Peder Kistrup overtager som sagt Ørum Møllegård i 1818 18 år gammel og han gifter sig samme år med Barbara Hansdatter datter af Hans Laursen og hustru af Sdr. Ørum hun er 24 år.

Ingen af hans slægt nævnes som forlovere.

Deres børn. Marie F. 1819 gift 1839 med Niels Chr. Ditlevsen af Nr. Ørum hvor de fik deres bosted.

Jens Kistrup F. 1822 gift 1850 med Ane Magrethe Lay af Viborg domsogn F. 1826.

De får 5 børn hvoraf de 2 dør som små.

Barbara Kistrup dør i 1858 64 år gammel efter kirkebogen er alderdomssvaghed årsagen og 2 mdr efter dør Peder Kistrup 65 år gammel. Han aflivede sig ved at tage rottekrudt.

En trist skæbne for Både Peder og til dels også søsteren Dorte Marie. Måske har opdragelsen og den uret som blev begået mod dem bidraget til at gøre dem livet bittert. Denne betragtning er navnlig sandsynlig med hensyn til Peder og hans sidste fortvivlende handling. Oplevelserne på Rosborggård, faderens død, moderens giftemål med en stor knægt, det kan alt sammen have haft stor indflydelse på hans tilværelse, og han besad ej heller den energi som har kendetegnet slægten både før og skien.

Barbara og Peder er begge begravet på Ørum kirkegård.

Jens Pedersen Kistrup.

Efter sit giftermål i 1850 arbejdede han i Viborg som staldkarl og daglejer.

Deres 5 børn er alle født i Viborg 2 døde som små. Peder F. 1851 -Ane Marie F. 1853- Jens F. 1856.

11858 overtager Jens Ørum Møllegård efter forældrenes død, og her voksede deres 3 børn op. Gården var noget forsømt med gamle bygninger og med et lille areal mager agerjord, 5 td. Eng,5 td mose og 30 til 40 td. uopdyrket hede. Der var 2 heste, 6 køer, 8 ungkreaturer, 1o får og otte svin, så der var nok for en ung mand at tage fat på.

På det tidspunkt var man begyndt at mergle og Jens fandt mergel i bakken på vej op til gården, men det var besværlig at få fat på, der var ikke råd til noget stort folkehold og det kostede slid. Jens byggede nyt stuehus, efter datidens begreber et helt palads med bræddegulv og fyldningsdøre (der er åbenbart det som brændte omkring 1970).

Indtægterne var små dengang, og det var udgifterne også, så der blev tilvirket meget husflidsarbejde som blev solgt på torvet i Viborg, for at få enderne til at nå sammen. Der var ingen beplantninger ved gården på daværende tidspunkt.

Jens forbedrede gården meget ved flittigt og dygtigt arbejde, måske sled han sig op så han ikke havde kræfter til at modstå en lungebetændelse i 1874 kun 52 år gammel. Hans hustru overlevede ham i mange år, hun døde i 1898.

Peder Kistrup

F. 1851 og døbt Peder Pedersen, men fik ved kongelig bevilling i 1905 lov til at føre Kistrup navnet som efternavn. Peder blev gift i Kvols 1874 med Dorthea Marie Nielsen fra Højgård i Kvols. Dorthea var ud af en søskendeflok på 8 og hun fik også selv 8bøm at opdrage og mistede 2 som små.

Peder overtog gården i 1874, det var i de vanskelige år hvor bønderne måtte omlægge driften fra kornavl til kvasgavl. Alligevel levedes der på gården som nu kaldes Solbakken et jævnt og muntert virksomt liv, for begge var ivrige Grundtvigianere, og hjemmet blev samlingssted for egnens grundtvigske rørelse. Dorthea elskede ungdom, og var som en moder for dem som kom i hjemmet.

Nede i skoven neden for gården blev indrettet en foredragsplads, og talerstolen er der stadig. Hun blev som ung kone angrebet af tuberkulose, hun var føldisk opgivet, men hun overvandt til dels sygdommen, og levede mange år efter, og døde først i 1899 53 år gammel.

Det er sandsynligvis til hende at sommerhuset oppe på bakken blev bygget, for der var en pragtfuld udsigt deroppe. Resterne af huset står endnu.

De fleste beboere i Ørum fulgte hende til Ørum kirkegård og til minde om hende lod de opsætte en sten på hendes grav (den står endnu på kirkegården). Dorthea må have været en meget afholdt og respekteret kone.

Peder Kistrup var meget interesseret i samfundets udvikling, og derud over var han meget flittig. Han drænede og kultiverede, og forbedrede gården både i mark og eng, udover han plantede meget bl.a. læhegn omkring markerne. Han var også den første i Ørum som fik selvbinder og tærskeværk.

Peder var i 1883 med til at få bygget det ottekantede forsamlingshus i Ørum og Mejeriet i Borup, og ud over mange tillidshverv var han også sognerådsformand i Ørum i en periode.

I en artikel i Skive folkeblad i 1909 betegnes Fjends Herred som et sted med mange ørkenstrækninger og lyng, men der er dog en oase i ørkenen og det er hos Peder Kistrup, hvor lyngen er afløst af ager mark med mange læbælter omkring, og fra Tørvehøj yderst i skoven kunne man se til Skive Viborg og Daugbjerg Dås.

Peders interesse for plantning mener han selv er arvet efter hans moder, hun var jo gartnerdatter fra Viborg. Peder købte sine første planter da han var 12 år, men pengene var små og så fik han sammen med broderen den ide, at den kilde som var ude på marken, Skt. Georgs kilde, blev dengang besøgt af mange med diverse skavanker og som smed en skilling i kilden måtte aflevere disse penge igen, og de gennemgravede jorden omkring kilden, og fiskede det op som var i kilden og delte som brødre. Peder bragte sine penge til at købe planter for, og han forsatte med at plante resten af hans tid. På den måde blev de penge som blev smidt i kilden til træer.

Peder Kistrup blev som tidligere nævnt enkemand i 1899.11905 Indgår han nyt ægteskab med enke Marie Juliane Augusta Lovise Valeur, Hun havde 5 børn og tidligere gift med J. Nielsen i Tastum, men hende hører vi ikke mere til i historien.

Peder Kistrap dør 14/4 1913 af blindtarms betændelse og bliver begravet på familiegravstedet på Ørum Kirkegård, Han blev 62 år.

Dorthea og Peder Kistrup betød meget for mange mennesker, men størst betydning fik de for os børn. I taknemlig minde om hjemmet på Solbakken skriver en af dem. (ordret).

Husker i Solbakken oppe mellem træernes susen, den lune rede som vor kære fader og moder havde skaffet os? Husker i søndag morgen, når fader med sin lidt rustne stemme sang for af en salme, bekendte troen og bad fadervor? Husker i julen, når julelysene var tændt og vi forventningsfulde kom ind til juletræet, efter at alt levende havde fået deres ekstra forplejning, og fader havde slået kors for dørene? Husker i vor stille ejegode travle lille moder, som – aldrig så travl – dog havde til til et trøstens ord til os når vi trængte til det? Ja sådan mindes jeg vor første barndom. Hjemmet var Grundtvigsk præget, føder af Kristen Kold og moder af Pastor Splejs. Gamle og unge var velkomne i dette hjem, og man kan sige, at den bedste del af byens og egnens ungdom samledes her til sport, sang og lignende, og den ældre generation samledes i skoven til foredragsmøder eller drøftelser af aktuelle spørgsmål.

Det var festligt ved disse møder. Midt for stuehuset vajede dannebrog, til venstre på bakken i skoven det norske og til højre det svenske flag i festlig samdrægtighed. Mange af den tids betydende mænd talte ved disse møder. Bl.a. Pastor Malling, højskoleforstander Jens Nørgård, forstander Brun Levring og mange flere. Da der i firserne var røre i dansk politik drøftedes også de politiske forhold.

Fader betød meget for sin egn, men moder var samlingsmærket for ungdommen. Jeg husker således en aften, at en flok unge med Marie Ravn i spidsen kom syngende ind i gården. De havde forandret lidt ved Bjømsons sang, så den lød således.

”Deroppe på bakken bag granernes gjem
der ligger vort stille og rolige hjem”.

Ja på Solbakken var der den rigtige grobund for ungdom til danskhed, kristendom og et sundt menneskeliv.

Der blev så godt som aldrig trakteret ved disse sammenkomster, men alle var glade og lykkelige ved blot at være med i den flok som kom på Solbakken. Standsforskel var der intet af. Børn fra små som større hjem og tjenestefolk delte glæden sammen. Hvad Solbakken kom til at betyde for egnens ungdom kan ikke let vurderes højt nok, størst betydning fik den naturligvis for os som voksede op der.

Vi lærte tidligt at kende pligt, arbejde og sparsommelighed. Når det sidste læs kom var kørt ind, sagde fader altid. Gud ske tak for disse gaver ’ Vi måtte ikke lege med brødet og frådsen tåltes ikke.

Solbakken var ingen guldgrube, men den gav det daglige udkomme til den store familie, og vi fik den inderlig kær. Hvor var der dejligt en sommeraften nede i skoven. Vi kunne sidde stille og høre efter alt hvad der rørte sig i naturen. Ude fra kæret hørtes vibens skrig, horsegøgens drummen og rylens pippen. I forårstiden var det morsomt og egentlig stemningsfuldt at lytte til frøernes bryllupssange, og om efteråret blev man vemodigt stemt ved at høre hjejlernes klagende fløjten. Vi har vel aldrig skønnet nok på hvad Solbakken var for os børn. Livet er kort, og det lakker mod aften for flere af os Solbakke børn, og vi kommer let til at stille spørgsmålet: Har vi nu givet den slægt som er vokset omkring os lige så gode minder, som vi fik med ud i livet?

Det skal være min bøn, at der i slægten Kistrup altid må findes mennesker som har evne og energi til at være foregangsfolk i såvel stort som småt, men mest ønsker jeg dog at det må kunne siges om dem, at det var gode mennesker som gerne ville gå retsindighedens vej.

Tak kære fader og moder fordi i viste os denne retning i livet. Ære være eders minde. Et sådant minde kunne vi alle ønske os.

Der var som nævnt 8 børn på Solbakken.

Jens Kistrup F. 1874 bosat i Viborg, hvor han var murermester, død 1932.

Niels Kistrup F. 1876 Niels overtog ved faderens død driften af Solbakken for familien, dels ved bestyrer og dels ved forpagter, 11923 blev gården solgt ud ud af familien. Niels vendte igen tilbage til Lolland bosat i Birket.

Sigrid Kistrup F. 1877 bosat ved Slagelse død 1933 Svend Kistrup F. 1879 bosat i Vesterborg Lolland Holger Kistrup F. 1881 bosat Stokkemarke Lolland.

Christian Ravn Kistrup F. 1883 bosat Bøllesminde Lolland Thorvald Kistrup F. 1884 død same år.

Ane Margrethe Kistrup F. 1885 bosat Toksværd Lolland Katrine Kistrup F. 1887 Bosat Holeby.

Ingeborg Kistrup F. 1890 død samme år.

Grunden til at Peder Kistrups børn næsten alle flyttede til Lolland er nok at hans broder Jens flyttede derover allerede i 1886, og var bosat i Vesterborg, og måske også Peders nye ægteskab. Søsteren Ane Marie blev gift med lærer Ravn i Borup.

Efter Peder Kistrups død overtager sønnen Niels Kistrup gården, og driver den selv, har bestyrer på, og den var også forpagtet ud i en periode.

11923 sælger Niels Kistrup Solbakken til Jens Kjeldal fra Ørum. Jens Kjeldal havde gården til 1947.1 den periode tror jeg ikke der er sket de store ændringer på Solbakken, udover der blev bygget en ny hestestald på sydsiden af laden. Jeg mener også det var i den periode at det jord som var på Stensbjerg blev solgt fra, og muligvis også noget mere.

11947 køber min far Laust Laursen gården for en pris af 65000 kr og overtager den 13 maj. Det var et meget tørt år, avlen var meget lille, så det blev lyngheden som måtte levere foder til kreaturerne. Svinestalden var undermineret af rotten så der måtte lægges nyt bund i den ved hjælp af et marschall lån. Der blev også bygget et nyt maskinhus, den gamle var stråtækt med taget helt ned til jorden, ellers skete der ikke de store ændringer af bygningerne. Der blev købt malkemaskine i 48, badeværelse blev lavet i 55., traktor i 58, centralvarme omkring 60. Der blev omkring 54 solgt jord fra til et statshusmandsbrug. Gården blev solgt i 1965, først en uheldig handel og derefter til Benny Pedersen som startede Ørum maskinstation.

Vi var seks børn på gården ingen af os blev landmænd, men 4 af os har stadig ca. 8 tdr. af skoven, bl.a. med kilden og tørvehøj.

Solbakken er senere brændt ad to gange, først udhusene, og et par år efter stuehuset. Gården blev i 1979 købt af Johannes Vennegård, og han har stadig gården i 2004.07.04

11965 får Solbakken en sidste hilsen fra Peder Kistrup i fonn af et brev som var indmuret i et hjørne af laden. Denne hjørne blev væltet af en traktor, og brevet kom frem, og lyder således.

I det herrens år 1895 byggede vi Peder Pedersen Kistrup og Dorthea Marie Hedevig Kistrup (født Nielsen) denne lade. Gud give, at det må blive os til glæde og velsignelse. Tiderne og vor pekundære stilling er dog egentlig ikke med os, men den gamle lade ville ikke stå længere.

Det ser trangt ud for landmanden på alle områder. Folkelønningeme er store, en karl får 250 kr og en pige 120 kr. om året.

En fed stud på 1100 pund koster 210 kr, en god kælveko 125 kr. svin 21 øre pundet, pattegrise 5 kr pr. stk. mælk 11 øre pr. kande, en god handelshest på 5 år 5 til 600 kr.

Vi skylder 7000 kr og renten 4,5 til 5 %.

Jeg arvede gården Solbakken matr. nr. 9 efter mine forældre Jens og Ane Kistrup. Besætningen var for 22 år siden 2 heste, 5 køer, 3 stk. ungkvæg, 1 svin og 25 får. Nu har vi 2 følhopper med føl en plag, 2 træk stude, 7 køer, 7 ungkvæg, 12 svin og 14 får.

Da vi fik gården var der ikke et træ på ejendommen, nu er der foruden haven 7 tdl. skov.

Vi har følgende børn, den ældste er 20 år. Jens, Niels, Sigurd, Svend Trøst, Holger, Kristian Ravn, Thorvald, Margrethe, Ingeborg, Katrine Kistrup. Thorvald og Ingeborg er døde.

I som læser denne seddel, vil måske trække lidt på smilebåndet og sige: og ikke nået mere. Vi vil også håbe, at den kommende slægt skal kunne vise større resultater.

Vi må sige med digteren Wessel: Han syntes født til bagateller og noget stort blev han ej heller. Men vi har til dato følt os lykkelige ved at lægge vore evner og kræfter ind i et ærligt arbejde, for at skabe os et hjem med udvikling for sjæl og legeme for os selv og vore børn. Og vi siger med Grundtvig: Et jævnt og muntert virksomt liv på jord, som det jeg ville ej med konger bytte. Ja gud fader ske tak for den tid som er gået. Vi har haft både lyse og trange dage, men flest af de første. De sidste har nok også betydning for os.

Hvor stort spand af dage vi har tilbage, det ved vi jo ej, men vi håber de må komme til at svare til de første.

Jeg er 44 år og min hustru er 49 år. Hun var fattig, bragte ikke en øre til gården, men hun er den bedste Dannekvinde som solen skinner på, så da jeg kom fra Højgård i Kvols med hende, agede jeg det bedste læs i gårde.

Ja gud give denne lade på Solbakken må stå medens tiderne ruller og han holder sin hånd over os alle i det kære gamle Dannevang. Og hilset være i som læser denne seddel fra en mand, der ønsker at i må få lykke til at løfte jer fædrene an, gamle Danmark højt over den stade, som vi forlader den på. Ja gid i må få held til det.
Peder Kistrup

————

Hvem ved, måske var det rigtigt med det helbredende kildevand
82-årig tidligere frugtavler og gårdejer fra Sdr. Ørum fortæller om en af Skive-egnens hellige kilder

Kender De det! Man ved præcist hvor et bestemt sted er, man har besøgt det dusinvis at gange og så pludselig en dag, når man skal finde det igen, vil det ikke rigtig lykkes. Man leder og leder – for det skal vare her, og jo mere man leder, jo længere kan man risikere at komme fra stedet. Præcis den situation var vi i, da vi på en at disse højsommeragtige forårsdage besøgte den 82-årige tidligere frugtavler Niels Ajstrup. Viborgvej ved Ørum, for sammen med ham at finde St. Georgs kilden der ligger i ”Solbakkens skov” i Sdr Ørum. Niels Ajstrup har helt fra sin tidlige barndom været ved kilden i snesevis af gange og dens beliggenhed – et mindre skovstykke skulle ikke gøre det så vanskeligt at finde den, men alligevel fik vi ”trawlet” næsten det halve af skovstykket igennem inden vi endelig stod ved stedet. Men der skal bestemt ikke lyde en eneste klage over, at vi – sådan lidt uventet – kom på skovtur for netop den dag levede ”Solbakkens skov” på allerfornemste vis op til sit navn Der var sol, så det var en fornøjelse temperaturen var lige netop på det punkt, hvor det er allermest behageligt og træerne var ny udsprungne så Deres udsendte havde absolut ingen grund til at klage over skovturen.

Det med at skulle finde et sted, man da udmærket godt kender, kan virkelig være svært. Som regel har man et par fix punkter at gå efter – især da når det er i skovområder man færdes – og ændrer disse punkter blot en lille smule karakter er man slemt på den. Men Niels Ajstrup fik os altså ført frem til St. Georgs kilden som desværre ikke længere rigtig kan kaldes en kilde I hvert tilfælde ikke i en tørkeperiode, som den vi nu har haft et stykke tid.

Der er Ikke rigtig mere vand l kilden men om foråret kan man tydeligt mærke når man nærmer sig stedet idet jordbunden er mere fugtig omkring kildestedet end den er i resten af skoven, fortæller Niels Ajstrup

St. Georgs kilden blev indtil begyndelsen af vort århundrede stadig besøgt af syge mennesker idet dens vand havde ord for at have en særlig gunstig indflydelse på øjensygdomme.

Hvor meget der har været om den snak, må enhver selv afgøre efter forgodtbefindende og tro på den slags siger Niels Ajstrup og han tilføjer – men det er helt sikkert at der var mange der troede på kildevandets helbredende egenskaber og derfor også kom langvejs fra for enten at bade deres syge øjne i dens vand eller at hente vand med hjem til syge slægtninge. Dengang man valfartede til de hellige kilder, var der en hel række ritualer man skulle overholde for at den helbredende virkning kunne komme.  

For eksempel var man ret sikker på, at den lægedom, der var i kildevand, bedst kom til udtryk ved St. Hans altså midsommernat. Det har nok – i den katolske tid – haft noget at gøre med Johannes Døberen der ved hele sin stilling nøje, er knyttet til vandet og dets rensende kraft gennem dåben. Men en nok så prosaisk grund til troen kan have været, at skulle syge mennesker overhovedet rejse så langt som det vitterligt var for datidens mennesker, så var sommertiden det bedste tidspunkt, fortæller Niels Ajstrup

Hvis det var umuligt for den syge at rejse til kilden kunne det altså også hjælpe hvis man kunne bringe vandet hjem til ham, men så var der igen en række forskrifter der skulle holdes for at det overhovedet kunne have nogen effekt. Vandet måtte f.eks. ikke komme ind i huset idet man troede, at kom det under tag, så forsvandt kraften i det omgående, ligesom det var en absolut forudsætning at det kar, eller den krukke det havde varet opbevaret i, aldrig før måtte have varet i brug og ej heller siden måtte bruges igen, så derfor skulle det efter brugen slås i stykker, fortæller Niels Ajstrup.

Nok var det vigtigt at iagttage disse ”færdselsregler”, men det har nu næsten altid været sådan her i verden, at uden ”mammon” i mere håndgribelig form kom man ikke langt så derfor hørte det sig også til at man ofrede penge til kilden. Helst skulle det være mønter der tilsammen udgjorde et ulige tal og dem kastede man så ned i kilden efter al have konsulteret den, og her er vi så fremme ved det særegne for St. Georgs kilden i Ørum, fortæller Niels Ajstrup. Og han fortsætter – for indtil midten – cirka – af det sidste århundrede var den bakketop, hvor kilden sprang lyngbeklædt som det meste af området her ved Sdr. Ørum var. Det var gold hede jord som man da gjorde ihærdige forsøg på at opdyrke, men der var trods alt bakker og skrænter, man ikke kunne pløje på, og dem beplantede man så.

Den daværende ejer af Solbakkens en gårdejer Kistrup, havde en søn Peter, der som stor knægt begyndte at samle de valfartendes penge op fra St. Georgs kilden. Disse penge omsatte han I træer og disse træer dannede grundlaget for den meget varierede skov beplantning der i dag står på bakken, fortæller Niels Ajstrup.

Peter Kistrup kunne ikke dengang plante løvtræer på stedet de ville simpelt hen ikke være i stand til at gro på den magre jord. Så han begyndte med fyr og gran men den vegetation dannede som nævnt grundlaget for den skov, der i dag pryder Solbakkens skov, siger Niels Ajstrup. 

Når Niels Alstrup fortæller om det at plante skov på tidligere hede bakker er det virkelig en mand, der ved hvad det vil sige. For Niels Ajstrup blev født på Solbakkens nabogård Langedalsgård og selv om gården på papiret havde godt og vel 80 tdr. land var de ikke alle dyrkbare. Jeg har også som stor dreng været med til at tilplante de steder, vi ikke kunne komme at sted med at dyrke landbrugsmæssigt. Da vi plantede bakketoppen ved siden af Solbakkens skov til, var det virkeligt hårdt arbejde. Den sommer satte jeg 4000 træer men det var da glædeligt at se, at vores anstrengelser i løbet al nogle få år bar frugt og skoven voksede op, mindes Niels Ajstrup.

Den 82-årige tidligere frugtavler er også tidligere landmand idet han sammen med sin kone Else Marie dyrkede sin fødegård I Ørum fra 1928 til 1948. I 1948 overdrog vi gården til vores datter og svigersøn, som I øvrigt stadigvæk har den, forinden havde vi ved den nuværende Skive-Viborg vej stykket knapt en halv snes tdr. land fra, i den hensigt at skabe en frugtplantage der. Men jorden der hvor vi stadig bor, var også gammel hede jord og frugtplantagen blev mødt af mange forskellige uheld, så jeg synes egentlig ikke rigtig den blev til det jeg havde drømt om, men leve skulle vi jo, så jeg rykkede en annonce ind om, at jeg kunne påtage mig meget forskelligt arbejde og som sådan virkede jeg i mange år, siger Niels Ajstrup med et smil. I dag er det ikke længere en økonomisk livsnødvendighed for den 82-årige og hans kone at han udfører dette arbejde men Niels Ajstrup har bestemt ikke af den grund pakket værktøjet væk.

Jeg har da stadigvæk mit værksted l kælderen og her laver jeg mange forskellige ting endnu men altså ikke for at opretholde det økonomiske liv. Det er nu udelukkende fordi jeg kan lide at være beskæftiget med disse ting for eksempel har jeg fået en hel del tid til at gå med at dreje pinde til stole især har en lille børnemodel jeg har lavet været meget populær blandt børnebørnene og oldebørnene, smiler Niels Ajstrup.

Ikke blot var Niels Ajstrup — sine 82 år til trods – flere gange under vor søgning efter St. Georgs kilden ved at rende fra Deres udsendte men også hans evne til at huske den ofte meget trælsomme tilværelse som hede opdyrker, i Ørum er bevaret. Det var et slid al dyrke jorden men var vejret ellers med os, jeg tænker på den rette mængde varme og den rette mængde regn var den egentlig meget lette jord her i Ørum frugtbar så vores anstrengelser kunne nok være store, men de var altså også besværet værd, mindes Niels Ajstrup sin landmandstid.

På amagerhylden – den har Niels Ajstrup i øvrigt selv lavet og skåret ud – står der et håndgribeligt minde om Else Marie og Niels Ajstrups indsats på hede jorden i Ørum.  Ja vi er blevet tildelt en sølvpokal for hede opdyrkning og den er vi da bestemt stolte af. Når du spørger mig om vi så af den grund måske skal have vore navne på mindestenen I Kongenshus Mindepark, så kan jeg kun sige til dig — Det ved jeg Ikke.

Det er ikke noget hverken Else Marie eller jeg har nogen indflydelse på. Det er andre, der bestemmer om vi skal mindes på den måde, siger Niels Ajstrup.

Selv om Niels Ajstrup har haft, en til tider, særdeles hård tilværelse, er det en tilfreds og glad 82-årig, der ser tilbage, og det er måske heller ingen sag at nå så forholdsvis høj en alder, når man stadig er i stand til at rende fra langt yngre folk, op og ned ad bakker på jagt efter en kilde, der engang – måske – har bragt helbredelse til syge øjne og bragt håbet tilbage til de valfartende.
Denne artikel er skrevet af ”Anuscka” – journalist ved Skive Folkeblad. Den blev bragt i Skive Folkeblad fra den 21. maj 1980.

Der er mange andre sjove, rare, pudsige personer fra Ørum, som kunne være en historie værdig. Hvis du, som ser denne ”bog”, har fortællinger om nogle af disse personer, så giv endelig lyd.

Karen Margrete Adamsen (Solbakkens datter :-))) skriver følgende til mig:

Vedrørende Ejner Pedersen, mindes jeg at han havde et glasøje, som han kunne tage ud. Mere kan jeg ikke huske om ham.  

Karl Andersen, jeg synes vi kaldte ham Karl Skrædder. Jeg mindes han hjalp din far når vi fik kørt møg ud hjemme hos os. Så var hele “møgholdet” på kost, og der var sat borde og stole op i bryggerset, hvor de spiste. Jeg kan huske at Karl sagde, at han ville have en af de høje sten som stod rundt som kant om møddingspladsen til sin gravsten, men det fik han vidst ikke alligevel.  

Du har ikke noget om Niels Henriksen fra Drontmølle, ham syntes jeg også var en af originalerne fra Ørum. Han boede vidst i mange år sammen med sin søster Vita på Stålhøj. Han gik rundt langt omkring Ørum med sin hund, tror det var en foxterrier. Jeg var lidt bange for ham, det var ikke fordi han nogensinde havde gjort os noget. Han kunne pludselig sidde inde i vores lysthus på Solbakken. (Engang tog han også solbad helt uden tøj på).  

Vedrørende Aage og Stafen Simonsen. Jeg glemmer aldrig den dag John F. Kennedy blev skudt i 1963. Hele skolen fik lov at komme over i deres stue og se det i fjernsynet. Det var en speciel oplevelse i 1963.  

Jeg mindes der var mange i Ørum som var gift ind i hinandens familie, altså fætter/kusine. Eva og Viggo Simonsen var gift, og må begge have haft samme efternavn, det var i hvert fald ikke almindelig den gang at man fik konens efternavn.

Marts 2020, Børge Kirkegaard