Kran Ywsen
eller
Kresten Kristensen



I degnens have ca. 1938  
(Pigen med det lyse hår, er Grete te æ Sme.)     

 

Kran Yvsen boede det meste af sit liv i Ørum, i et stråtækt hus, som lå ovenfor Jørgen og Solveig Vrous nuværende bolig. Han tjente til føden ved forfaldende daglejerarbejde og lidt fiskeri i ny og næ. Han blev født i Knudby(?) i 1874, og døde i Ørum i 1954. Kran Ywsen ligger begravet på Ørum kirkegård. Hans gravsten står stadig bag kirken, blandt samlingen af gamle gravsten. (se billede nedenfor). Stenen står ved siden af en anden personlighed fra dengang, Peter Skomager. Peter Skomager havde, efter sigende, meget lidt tilovers for Kran Ywsen, hvilket han, vist nok, ikke lagde skjul på, når de mødtes. Skæbnens ironi ville åbenbart, at de to skulle ende ved siden af hinanden i sidste runde. Hvorfor Kran Ywsen blev kaldt Ywsen (Iversen), når han faktisk hed Kristensen vides ikke. Måske kan nogle af de ældre læsere forklare denne pudsighed ?

Huset brændte på et tidspunkt, men Kran Yvsen reddede det vigtigste med ud – en kasse øl, og en symaskine. Øllet må siges, at være en rimelig prioritering. Han havde nok ikke meget andet af værdi i skuret. Symaskinen skyldtes sandsynligvis, at Martin Skrædder havde værksted i den ende, der vendte over imod forsamlingshuset. (Martin Skrædder var en anden personlighed fra dengang). Efter branden blev det lille stenhus, som Ejnar Pedersen senere boede i, bygget. (Billedet nedenfor)

Der var hundekunster i ham, børnene elskede, når han spøgte, lavede grimasser eller fortalte drabelige historier.

Han havde altid svært ved at sige nej til en udfordring. Den gang var ål en fast bestanddel af føden, det skyldtes vel, at der var rigeligt af dem i fjorden. Engang skulle han fange en levende ål i en spand vand - Med munden! Det lykkedes. Ikke nok med det, han kunne holde tre ål i munden på en gang. Han indgik, på et tidspunkt, et væddemål om at sluge en ål levende – han gjorde det, men det havde nær kostet ham livet. Ålen satte sig fast i halsen på ham, og han var ved at kvæles, men tilskuerne fik ham vendt på hovedet og vupti, ud kom ålen. (Se nedenfor) 

 En kilde om Kran Ywsens bedrifter er dukket op i Ejnar Kirkegaards stilehæfte

 fra Uldum Højskole 1924 – 25.  Jeg har skrevet direkte af fra stilehæftet.

 Nedenstående er et uddrag af en stil, som sikkert skulle omhandle

 begivenheder fra dagliglivet på elevernes hjemegn. Dette kan imidlertid ikke

 ses, da første del af stilen er blevet skrevet i et andet stilehæfte, som er

 gået tabt.  

----------

”De var kommet ind til en Fisker, som lige var vendt hjem med nogle Aal som Fangst. Saa var der en af dem, som bød Ham en Flaske brændevin, hvis han kunne spise en af de spillevende Aal. Et saadant Tilbud kunde han ikke modstaa, men gjorde et Forsøg. Dette havde til Følge, at han efter at have haft megen Kval med Aalen, der ikke saadan ville lade sig æde levende; men snoede sig omkring Halsen på ham, og slog ham i hovedet med halen, fik den bidt ihjel og halvvejs fortæret; men så kunde han dog heller ikke mere. Han maatte nu for ikke helt at kvæles, tage fat med Hænderne og hale Aalen op igen. Efter denne Begivenhed blev han ogsaa syg og maatte holde Sengen i flere Dage. En anden Gang havde nogen faaet ham til at spise et Par spanske Pebere, ligeledes for en Flaske Brændevin, og saadan kunde der være mange Træk at fortælle om ham. I de sidste Aar har Spiritussen ikke haft saa stor Magt over ham; men saa har han til Gengæld lagt sig mere efter Kortspillet, og han vil gerne i lag med Folk, naar de har en god tyk Pengepung med sig.”

Ejnar Kirkegaard
Uldum Højskole

--------------------

 
På de tider blev møddingen tømt med håndkraft, kørt ud på marken, læsset af i små dynger rundt om på marken, og siden fordelt jævnt over hele marken. Ørum-rekorden i læsning af møj, skulle indehaves af Kran Ywsen – han var stærk som en bjørn i sine unge dage. Ingredienserne var en ”stywvogn” og en møjgreb og en hest eller to. (se billederne nedenfor, mest for de unge læsere!)

            
                         Stivvogn                                         Møjgreb (i nyere udførelse)

 

Når pengebeholdningen tillod det, tog Kran Ywsen en tur til Skive, med rutebilen. Han stod af, enten på Østerbro, (hvor der dengang lå flere udmærkede beværtninger) eller længere oppe i byen ved Hotel Jylland. Fra Arne Lykkegaard har jeg fået fortalt om en episode, der netop indbefattede en tur på Hotel Jylland i Skive.
Kran Ywsen havde været på besøg på Hotel Jylland og hen imod aften, tog han rutebilen hjem til Ørum. Den dag valgte han at stå af ude ved Peter Christian (PeKrisjan) og Christine (Stinne) Lykkegaard. Han havde af og til savet brænde og hjulpet til med andre småting derude. Derfor mente han nok, at der var basis for en gang aftensmad, inden han drog videre mod Ørum Centrum. Han blev selvfølgelig inviteret indenfor. Stinne var nok ikke helt tilfreds med hans tilstand, ”men herregud, æ mand war jo sulten”. Mens Stinne gjorde klar til aftensmaden, travede Kran Ywsen op og ned af stuegulvet og fortalte om hvad han havde oplevet på sin færd til storbyen. Blandt andet fortalte han, at han havde fået kartofler med flæsk på Hotel Jylland, samtidig hev han en fedtet pakke op af jakkelommen, med de sidste rester af kartoflerne, flæsket og sovsen, og sagde: ”Hær håer a så æ mejesmad te i morn”. Så var den dag jo også reddet.
Grete Olesen fortæller, at de, efter hans ture til Skive, drillede ham med en dame kaldet ”Grøndulle”. Konen havde en lille grøntbutik i en kælder i Østergade i Skive. Hvad der lå til grund for Kran Ywsens besøg, fortæller historien ikke noget om.

Der foregik altid spændende ting oppe omkring Kran Ywsens hus. En aften var der kommet gang i et godt spil kort i det lille hus. Det blev sent og humøret var steget til et absolut højdepunkt blandt deltagerne. I en sådan situation er det jo nødvendigt at lade vandet ind imellem. Et par af deltagerne finder vej til et passende sted og lader vandet. Da trykket er lettet, siger den ene, mens han kigger opad: ”Dær er æ manne stjerner i jawten”. ”Nej det hå do da ret ik”, svarer den anden. Det viste sig senere, at de havde taget en smule fejl af lokaliteten. De havde lettet trykket i et klædeskab.
Historien skulle være sandfærdig, jeg har selv hørt den i Smedjen!

”Det war så æ ænd po den historije”. ”A tøws vi ska la Grete te æ Sme fortæl resten på hinne måe, for hun kjend jo æ mand i ejen person”. ”Å de´t er slet æ så ring endda !

 

                                       
                          Kran Ywsen I galop igennem byen                      

Følgende indlæg er skrevet af en tidligere "Ørumbo",
Grete Olesen, Viborg. Måske bedre kendt som
"Grete te æ Sme"

"Fræ Bej'stes skrywbursskof ! "

Det er manne oer sin Jep Åkjær bløv føj,
så vidt a hår høt, vaer op i Fløj
han hår jo skrøvn manne gue teng,
å er da kien ret vidt omkreng.
På fjandbo mol han skrøv en diel,
å foer æ de ska glemmes hiel,
så vaer a tent om a sku prøv,
å såt mæ altså nier å skrøv.
Få lisom Hausgård og Egelbrekt,
ka a vel også brug mi dialekt.
A brugt en da alti, da a var bårn,
men da a bløv ælder, å kom fræ æ hån,
ja kom uke å tjen ve en bankdirektør,
sa sku a da´ snak Iisom a gjoer før.
A sku da snak fikn, å hov å sej "je"
det bløv a skam også hiel guer te,
men det jysk, det leger nok inerst in,
å det er skjøn å ha som en min.
Mi bøen tøes også de er sjov,
nær de foer mæ te å snak "bonnesprog".
Her vil a så fortæel om jen å dem
a ka hov fræ mi båndomstik derhjem.


Kran Yvsen va den føst a kom te å tenk på,
- en gammel kanut, der holt møj å vos smo,
En lång maver mand mæ skjek så røe,
ja han ku da bejst ta flyen føe,
for hover a ret, a trovr såmæn,
han høj ves æ en jennest tæn.
En lång piev kværnt han alti po,
ja vand vaer val æ for tit han so ?
Spesniser træsko å en svot kaskjet
gik han alti mej, hvis a hover ret.
En knaltoer vill han så gjaen ha,
å æ onderkop han slavren da.
Ja æ dav den var ves reje for ham
næer han fek en bajer heller en dram ?
Han bover i en gammel huks ve æ bak,
å han høj alti tik te å snak,
Han høj helsen alti nok å lav,
for han gik ront å hjalp folk i æ hav.

 

Han save pen søen ront omkring,
å lave en hiel masse anne ting.
Va dæ gil i æ forsamlingshuks, å han va æ mej,
sæn æ skaffer da alti ledt guer ma å stej'
om te Kran Yvsen, ja de bløv en skik,
man va han mej te gil, skal a lov for det gik,
for han va den føst på æ gvol, ka a hov,
han svang å trampe så det var hiel grov.
Å fo en spel kvot holt han vældi å,
å som han da i æ buer ku slå.
Ja han va got kjen der på æ ejn,
-  han kom fræsten møj om te vo dejn,
hver yvleavten bløv han bøjn derom,
å de var hiel sekker Kræsten kom.
Han va som reggel got tepas,
men de ku passir han bløv ledt hvas,
sa sat han en tromf på, og den va stuer,
som "den onde gale" å den slavs uer !
Jen jennest gång hår a sit han græer,
men det va no heller æ så sæer,
han tøt te han verden var sunken i gruks,
for plusli en dav da brændt hans huks.
Dæ bløv da bøgge en nøj te ham,
men de bløv allyvel æ det samm,
-  det er dæ jo aldri nøj' dæ gjør,
men li så læng te a kan tøg smør,
så ve a i hver fal hiel bestemt,
at gammel Kran Yvsen æ blyver glemt.

Grete te æ Sme