Seymur Papert: Folkeskolen vil uddø (Ugebrevet Mandag Morgen, 10.03.1998)INFORMATIONSSAMFUND:

MIT-professor: Børnene vil revolutionere folkeskolen  Den vestlige verdens grundskoler er ude af trit med udviklingen i samfundet - Skolebørnene gør oprør mod de eksisterende læringsformer - Ny teknologi stiller helt nye krav til forældre, lærere og politikere - Frihed, fleksibilitet, projektorientering og computere til alle er vejen frem - Børnene er drivkraften i skolens omstilling til det 21. århundredes virkelighed - Interview med den amerikanske lærings-professor Seymour Papert, MIT

Folkeskolen er på vej til at uddø - og med den de lærer- og forældreroller og de undervisningsprincipper, som hele det moderne samfunds uddannelsessystem har hvilet på i mere end 100 år. I løbet af den næste generation vil skellene mellem leg og undervisning, elev og lærer, samfund og skole, fritid og skoleskema være forsvundet. Alt sammen på grund af den nye computerteknologis endegyldige erobring af et skolesystem, som alt for længe har fået lov til at vende ryggen til en udvikling, der har vendt op og ned på arbejdsmarkedet, erhvervslivet og de mellemmenneskelige relationer i det omkringliggende samfund. Drivkraften i skolens udvikling er børnene. Børn, som kræver større frihed, mere kvalitet og flere udfordringer - og som selv har erfaret, hvilke muligheder der findes i Internettet, World Wide Web og familiens multimediecomputer. Så radikal og entydig lyder dommen over skolesystemet fra professor Seymour Papert på Massachusetts Institute of Technology (MIT) i USA. Den 69-årige Papert har i snart en halv menneskealder været med til at præge den amerikanske skole-og lærings-debat gennem sine provokerende indlæg og inspirerende bøger - senest The Connected Family: Bridging the Digital Generation Gap fra 1997. Se også præsentationen af Papert i tekstboksen. I dette interview med Ugebrevet Mandag Morgen giver professoren sit bud på en skole i det 21. århundredes digitale virkelighed. Og han advarer samtidig politikere, lærere og forældre mod at "vende det blinde øje" til den udvikling, der er i færd med at revolutionere den vestlige verdens uddannelsessektor. "Det interessante er ikke, om skolen vil komme til at ændre sig grundlæggende inden for de næste 10-20 år. Det vil den. Det er indiskutabelt. Det skal børnene nok sørge for på den ene eller anden måde. Det virkelig afgørende bliver, om forældre, lærere og politikere er i stand til at løbe med udviklingen og præge den positivt: Bane vejen for nye fleksible læringsformer, stille de nødvendige kvalitetskrav, forhindre den overfladiske og kommercielle softwares indtog. Og som det allervigtigste: Give børnene frihed til at udforske verden selv," siger Seymour Papert til Mandag Morgen.

Nutidens skole - et biprodukt af forældet teknologi

"Skolen er i dag helt ude af trit med det omgivende samfund. Og det triste er, at kun meget få i den voksne del af befolkningen i den vestlige verden tilsyneladende har indset dette mismatch. Skolen er nok det samfundsområde, der har forandret sig mindst de sidste 100 år. Undervisningsformerne er stort set de samme, teknologien er stort set den samme, lærerrollen er den samme. På hvilket andet område ville man slå sig til tåls med en sådan ubevægelighed?" "Forestillingen om at opdele de lærende i aldersgrupper og klassetrin og de ledsagende forestillinger om at opdele viden i "fag" og "undervisningsplaner" - og i realiteten alle de ideer og forestillinger, der er forbundet med institutionen skole i dag - er alle biprodukter af den teknologi, der gik forud for computeren. Disse forestillinger begrænser børns læring. De er for længst forældede og overhalet af udviklingen i den virkelige verden." "Samfundets voksne aktører er slet ikke up to date, når de diskuterer computere i skolen. Når bølgerne går højt, betragter de computerne som et redskab, der kan forbedre børns karakterer eller deres formelle viden i et bestemt fag. Men den slags overvejelser er for mig at se helt forfejlede. Og de er i virkeligheden meget farlige for udviklingen af et godt uddannelsessystem, fordi de fuldstændig negligerer den allervæsentligste præmis for diskussionen om ny teknologi og undervisningssystemet: Om 20 år vil selve forestillingen om at undervise efter undervisningsplaner eller skoleskemaer i 5. klasse være lige så håbløst gammeldags som at bruge en diligence til at komme over prærien," siger Papert. "Vi oplever i dag begyndelsen til en ny tids børnemagt. Endnu kan skolesystemet kun ane effekten af, hver der vil ske, når computerne breder sig i de private hjem og familierne. I de fleste tilfælde har børnene haft temmelig middelmådige erfaringer med deres hjemmecomputere. Men enkelte af dem - måske 10 pct. - har nu fået smag for en langt mere inspirerende og praktisk anvendelig læring end den, de tilbydes i klasseværelset. De begynder derfor - bevidst eller ubevidst - at kræve noget bedre. Mange af dem tropper også op i klassen med færdigheder og en viden, som læreren slet ikke har haft mulighed for at tilegne sig. Ikke bare tekniske færdigheder, men også metoder til at indsamle information og sågar til at evaluere en viden, der rækker langt ud over det, der kan findes i skolernes slidte lærebøger."

? Hvad er perspektiverne i denne børnemagt?

"Den tendens, jeg taler om, vil i løbet af få år skabe et enormt forandringspres inden for skolens mure. De computervante børn vil ikke blot være meget krævende for den almindelige lærerstand, som i ni ud af ti tilfælde vil være hægtet af, når børnene kommer i skole og siger "se her, hvordan det skal gøres". De vil også tilføre skolen en ny viden og selv være dynamoen bag udviklingen af nye læringsformer." "På den måde er børnene blevet et levende bevis på, at læringen er på vej til at flytte ud af skolen."

Cyberstrudse og cybertopister

Børnenes utilfredshed og utålmodighed viser sig imidlertid ikke kun som positive revolutionstendenser, der kan være med til at sikre, at skolesystemet kommer i gang med den nødvendige omstilling. Ifølge Papert har uddannelsessektorens ringe evne til at bringe sig på teknologisk og læringsmæssig omdrejningshøjde med det omgivende samfund skabt alvorlige sociale problemer langt ind det enkelte klasseværelse. Her er mange børn i fuld færd med at begå mytteri. "Disciplinkrisen er ikke til at tage fejl af. Tal med børnene: De køber ikke længere ideen om, at det, de lærer i skolen, i virkeligheden vil hjælpe dem i fremtiden. Derfor bliver de uengagerede og ligeglade. Det er katastrofalt. Udviklingen er klart kommet længst ud i USA. Her er det åbenlyst for enhver, at eleverne har mindre og mindre respekt for uddannelsessystemet. Men jeg er lige kommet hjem fra Japan, der for bare ti år siden blev betragtet som det mest disciplinerede skolesystem overhovedet. Alle gjorde, hvad der blev sagt. Sådan er det bare ikke længere. I dag hører man hele tiden om, at børnene er egensindige og svære at styre. Eleverne finder ikke længere undervisningen relevant." Årsagen til børnenes stærke reaktion mod det eksisterende skolesystem er ifølge Papert, at den vestlige verdens IT- og læringsdebat alt for længe har fået lov til at drive omkring i ingenmandslandet mellem, hvad han betegner som cyberstrudsene og cybertopisterne. Cyberstrudsene er de forældre og lærere, der stikker hovedet i busken og nægter at erkende, at den ny teknologi er på vej til at revolutionere uddannelsessystemet. De forstår ikke computerens og internettets muligheder og er derfor angste for enhver form for teknologisk fornyelse i skolen. De bekæmper ifølge Papert den uafvendelige udvikling ved enten at modsætte sig de nødvendige eksperimenter med nye, virtuelle læringsformer eller ved at insistere på, at enhver teknologisk fornyelse skal ske inden for skolens traditionelle, skemaopdelte undervisningsform. Cybertopisterne er de bekymringsløse teknofanatikere, der ikke har øje for andet end computerteknologien i sig selv. De lovpriser ethvert teknologisk fremskridt og betragter det som et mål i sig selv at skubbe flest mulige computere ind i undervisningslokalerne. De anser skolesystemets krise som overvundet, i det øjeblik der er sørget for, at hvert barn har adgang til et cd-rom-drev og er koblet op på nettet. Begge lejre begår ifølge Papert den grundlæggende fejl, at de udelukkende fokuserer på teknologien. De overser, at børns udvikling bør stå i centrum for  enhver fornuftig fornyelse af uddannelsessystemet. "Det, forældre og lærere burde fokusere på, når de diskuterer computere i skolen, er slet ikke computere - men læring," siger han. "Og børn." Ud med klasserne, ud med skoleskemaet - ind med virkeligheden Og i den diskussion kunne man ifølge Papert passende tage udgangspunkt i klassiske fritænkere og uddannelsesfilosoffer som John Dewey eller schweizeren Jean Piaget, som Papert selv har studeret hos for år tilbage.  "Længe før computeren holdt sit indtog i børnenes hverdagsliv, har der været rettet en skarp kritik mod de principper, som stadig præger skolen i dag. Men det er først nu - med de teknologiske muligheder, der er skabt de sidste 20 år - at vi har reel mulighed for at foretage den nødvendige forandring." "Vi lever i en verden, hvor de fleste er beskæftiget med arbejde, der slet ikke eksisterede, da de blev født. Forandringshastigheden er helt enorm - og særlig forandringshastigheden i relation til, hvilken viden der er relevant at få og tilegne sig. Alligevel er skolen stadig baseret på den forestilling, at man vil tilbringe de første 20 år af sit liv med at tilegne sig færdigheder, som man så skal bruge i de resterende 50 eller 60 år af tilværelsen. Den model er tilpasset et samfund, der udvikler sig langsomt, men den er aldeles uegnet til et samfund med det forandringstempo, vi ser i dag," siger Papert. "Principperne om aldersopdelte klasser, opdeling i fag og adskilte undervisnings-planer, skoleskemaet og lærerens rolle som den alvidende ekspert gælder overalt i verden. Og det er dem, vi nu langt om længe bliver nødt til at gøre op med.

? Det er jo hele den vestlige verdens rodfæstede undervisningsprincipper, du vil gøre op med. Hvad skal man sætte i stedet?

"Frihed og fleksibilitet. Barnets mulighed for selv at tilegne sig den relevante viden gennem egne erfaringer. Computeren gør det muligt for første gang i historien at sætte den erfaringsbaserede læring i centrum. Det enkelte barn kan på sin egen måde og i overensstemmelse med sine egne behov og interesser eksperimentere sig frem til sin viden. Den form for læring er ret konsekvent blevet holdt ude af skolesystemet. Her har det drejet sig om formel viden, om rigtigt og forkert og om børn som passive modtagere af den aktive lærers undervisning." "Selvfølgelig er det ikke hele historien. Formel viden og indlæring skal og bør selvfølgelig altid være en del af et skoleforløb. Men forskellen mellem formel indlæring og erfaringsbaseret, praktisk læring kan forklares med et enkelt spørgsmål. Hvad kommer først: Sproget eller grammatikken? Lærer man først at tale - og derefter de grammatiske regler - eller kommer grammatisk forståelse før praktisk sproglig kompetence?" "De fleste kan vel hurtigt blive enige om, at den praktiske erfaring i dette tilfælde baner vejen for den formelle eller teoretiske viden. Og sådan vil jeg hævde, at det gælder på næsten alle områder i skolen i det hele taget. Ved at bruge og søge og vurdere viden i konkrete projekter får man en intuitiv forståelse af nogle sammenhænge, som så kan konsolideres gennem formel undervisning," siger Seymour Papert.  "Der er behov for langt mindre formel undervisning, end vi har i dag. Hvis man begynder med den intuitive og erfaringsbaserede læring, får man behov for mindre formel undervisning, fordi børnene allerede på forhånd - gennem praktiske eksperimenter - har fået en forestilling om, hvad det drejer sig om. Dermed bliver interessen og villigheden til at lære langt større, fordi den er forbundet med barnets egne erfaringer." "Jeg ønsker at forskubbe balancen, så den formelle undervisning reduceres til 10-15 pct. af tiden. Den resterende del af tiden bør foregå som praktisk, projektorienteret læring via ny teknologi. Min filosofi er, at fremtidens klasseværelse - selvom det er absurd og snæversynet overhovedet at forestille sig klasseværelser i fremtiden - skal bestå af samarbejdende grupper af co-lærende og co-lærere. Ikke af en enkelt aktiv elever og 25 reaktive børn," siger Papert.

Computere til alle ? Hvor er det socialt belastede barn henne i din opskrift på fremtidens uddannelsessystem - det barn, der i forvejen har svært ved at klare sig socialt og fagligt, og som helt sikkert ikke har en computer hjemme?  

"Giv dem en computer hjemme."

? Og hvem skal sikre det?  

"Bare giv dem en computer. Det er et politisk-socialt spørgsmål, som man aldrig kunne drømme om at stille inden for f.eks. sundhedsvæsenet. Her har man en sundhedspolitik, der sikrer alle adgang til lægelig bistand og hospitaler. Der er boligpolitikker, der sikrer, at alle får et sted at bo. Det er hverken utopi eller galskab at kræve, at alle børn skal have en computer. Det er en menneskeret." "De tal, jeg har fremhævet i den amerikanske undervisningsdebat, gælder sikkert også i Danmark: De amerikanske skoleudgifter ville øges med 2 pct., hvis alle børn skulle have en computer. Sølle 2 pct. Det er ganske enkelt ikke sandt, at det er uoverstigelig dyrt at give alle lige muligheder. Det kræver blot den nødvendige vilje og en stringent tankegang," siger Seymour Papert. "Skolerne selv tror, at det er dyrt, fordi bogholderne har fastslået, at computerne skal købes fra samme budget som papir og blyanter. Og når de ikke engang har tilstrækkelige midler til at købe blyanter, hvordan skal de så kunne købe computere? Men det er en fuldstændig vanvittig tankegang, for det er kun bogholdernes kategorier, der giver den sammenligning mening." "Hvis skolebygningen brændte ned, ville man bygge en ny bygning. Men man siger jo aldrig, at vi har ikke penge nok til blyanter, og derfor kan vi ikke bygge en ny skole."

Fremtidens trussel: Interpassiv software og yahooligans uden moral.

Den alvorligste sociale trussel mod fremtidens skole udgøres i Seymour Paperts verdensbillede hverken af teknologiens kolonisering af klasseværelserne eller af økonomisk smalhans. Den største udfordring er mental og moralsk: Lærere, forældre og politikere må erkende, at skolen skal indrette sig efter den ny teknologis læringsmuligheder - ikke omvendt. "Den fjende, vi skal bekæmpe, er ikke de unge yahooligans (fanatiske  internet-surfere, opkaldt efter den populære søgemaskine Yahoo!, red.), men selve forestillingen om blot at opstille computere i et i øvrigt uforandret skolemiljø - og så i øvrigt bare kaste sig ud i det teknologiske slaraffenland,"  siger han. "Den uddannelsesrevolution, jeg er fortaler for, tager lang tid og kræver en enorm kvalitetsbevidsthed og et stort moralsk ansvar. Hovedparten af de cd-rom og de "edutainment-programmer", der er på markedet i dag, er fuldstændig håbløse. De er hverken kreative eller udviklende for den enkelte. Software, der bare stiller spørgsmål og får barnet til at svare - og derefter fortæller, om svaret er rigtigt eller forkert - er blot med til at fastholde de fejlagtige principper i skolens traditionelle undervisning. Den slags programmer er ikke interaktive, selvom de promoveres som sådan. De er interpassive. Sådan noget må hverken forældre eller lærere lade sig forblænde af."  "Samtidig er det vigtigt, at de voksne fastholder deres moralske ansvar. Lærernes og forældrenes roller som autoritative videnseksperter må nødvendigvis forsvinde, hvis der skal være plads til erfaringsbaseret og eksperimenterende læring. Men lærerne vil i stigende udstrækning få til opgave at sætte nogle overordnede normer, værdier og standarder. Børn skal stadigvæk have en fornemmelse af ansvar, fællesskab og respekt. På den måde er der mere end nogensinde behov for stærke lærerkræfter. De vil blot skulle kunne noget andet - og væsentligt mere - end tidligere," siger Seymour Papert.

Seymour Papert er født i 1928 i Pretoria, Sydafrika. Efter ph.d.-grader i matematik fra såvel det sydafrikanske University of Witwatersrand som Cambridge i England havnede han i midten af 1950'erne på International Center of Genetic Epistemology ved Geneves universitet, hvor han blandt andet arbejdede under den legendariske schweiziske børnepsykolog Jean Piaget. Han har siden 1963 været tilknyttet Massachusetts Institute of Technology, der er et af USAs førende universiteter inden for teknologisk, psykologisk og samfundsvidenskabelig forskning. Papert har fra 1988 bestridt MITs LEGO-finansierede professorpost Chair of Learning Research - en post designet og oprettet specielt til ham. Seymour Papert har sammen med kollegaerne på MITs Media Lab udviklet verdens første computerprogrammeringssprog for børn, Logo, som blandt andet ligger grund for LEGOs nye krydsning mellem en LEGO-klods og en computer, Mindstorm. Papert har udgivet syv bøger, heriblandt The Children's Machine: Rethinking School in the Age of the Computer (1992), Mindstorms: Children, Computers and Powerful Ideas (1982). Han modtog i 1994 softwarebranchens fornemste pris, en Codie - Lifetime Achievement Award, for sit arbejde med børn, læring og computerteknologi.