|
Laurits Jensen
En Slider forlod os
af Benny Pedersen
Forord:
Min
baggrund for at skrive om Laurits Jensen er, at jeg er en af de indfødte
Ørumboere, og det er jeg stolt af. I året 1939 blev Ørumvej nr. 4 bygget
til min far og mor, Ejlers og Zetna Pedersen, og jeg blev født den 4.
januar 1940. På det tidspunkt boede mine bedsteforældre, Harald og Maren
Pedersen på Ørumvej 3. (Ryttergården) I 1962 flyttede Jonna og jeg ind på
Ørumvej 5 og blev boende i Ørum i 42 år.
Laurits Jensen døde år 2008. 98 år gammel. Laurits er født og opvokset på
Stensbjergvej 5, (også kaldet Blæsbjerg) og derfor nabo til mine forældre.
Han voksede op hos sine bedsteforældre, Lars Jensen og kone. Han var nok
et barn, som moren var kommet nem til, hans far har jeg aldrig hørt om.
Det
var under meget små kår Laurits voksede op. Ejendommen bestod af to meget
små og lave bygninger støbt op af marksten og tag af pandeplader. Stald og
stuehus var bygget sammen. Det meste af jorden lå hen i lyng, og der var
et par køer, som bare blev slået ud og kunne gå frit omkring. Det
vigtigste var nok et spand heste, for pengene skulle jo hentes udenfor
ejendommen, nok mælketur til Borup Mejeri og anden vognmandskørsel.
Laurits blev konfirmeret, og var så voksen. Han fik arbejde hos Hedvard
Jørgensen i Vinkelplet, (Vinkelpletvej nr. 10), hvor efterkommere af
Hedvard, nemlig Marie og Hans Jørgensen, bor i dag.
Jeg har set et billede, hvor man
ser fra Hans Jørgensens ejendom, og langt ude i det fjerne kan man se
Blæsbjerg, ikke et hus eller et træ er der at se mellem de to ejendomme.
Det er mærkeligt at se, når man ved, hvordan det ser ud i dag. Men
meget bekvemt for Laurits, for han kun gå eller cykle tværs over heden.
Han skulle møde kl. 06.00 og fodre heste, ”men så fik vi også morgenmad”,
sagde Laurits, og det var han glad for.
Hedvard Jørgensen var en meget aktiv mand med 10 børn. Der var landbrug,
vognmandsforretning, savskæreri og skærveknusning. Laurits var med til som
14 årig at hente store træstammer oppe i Undalslund skov ved Viborg.
Transporten foregik altid med to spand heste, æ dreng med det ene, og så
en voksen mand med det andet, nok en af Hedvards sønner, der var jo nok at
tage af. Disse langtømmervogne kunne de selv bestemme længden af, da
forbindelsen mellem for- og baghjul var en lang kæde.
Hedvard fik aldrig lært at cykle, så han gik rundt eller kørte med heste.
Han købte marksten op ved Grønhøj og Frederiks, der var jo masser af sten
i forbindelse med hedeopdyrkningen, så de skulle selvfølgelig også køres
hjem med hestevogne, det var en stor oplevelse for æ dreng, ”det
var ikke sært, at Laurids gerne ville fortælle om det.” Det var lange
dage, en tur til Frederiks og tilbage i skridtgang. ”Men jeg fik min
aftensmad før jeg gik hjem”, sagde Laurits,
og det kunne jeg høre på ham var
vigtigt.
”Hedvard
var god ved mig”, sagde Laurits, ”var der marked i Skive om fredagen, fik
jeg lov at komme med, vi var så inde på en beværtning og få smørrebrød, øl
og snaps, ”det var guer te æ dreng.” Det var også bekvemt at have en, der
var ædru til at køre hestevognen hjem. Hedvard kunne være en brøsig karl,
når han havde fået spiritus, men han var også en meget hård mand i det
daglige, man sagde, at under rundsaven lå hunden altid, for der smuttede
af og til en finger eller to. Som tidligere omtalt var Hedvard en driftig
mand. Han købte Viborgvej nr. 265 i Nr. Søby og flyttede savværket fra
Vinkel og derhen. Det modsatte hjørne nr. 259 – 261 var ikke bebygget på
det tidspunkt, så der blev markstenene læsset af, og Laurids sad så der i
Nr. Søby og slog skærver til vejen. Tænk jer æ dreng. På Viborgvej 245 lå
der en landbrugsejendom, som der blev anlagt ådselskogeri i, så der har
været både lugt og støj, men der var næsten ingen huse langs vejen
dengang.
Et
sidespring: Dengang Hedvard skulle slås ihjel.
På
Vasehøjvej 2, (ejendommen ligger på hjørnet af Vasehøjvej og
Vinkelpletvej) boede to ældre søskende, som var bange for Hedvard. Når
Hedvard kom gående fra bytur på Højslev Kro, kunne de høre ham på lang
afstand, han var glad og sang højt, men var jo samtidig en brøsig karl,
når han havde fået spiritus og han skulle gerne ind og drille dem lidt. De
to havde så en tjenestedreng, som de aftalte med, at når Hedvard kom,
skulle han stå bag døren med en tøjrekølle og så klappe Hedvard en oven i
hovedet, så skulle det nok være slut med Hedvard. Men, men, men lige som
han trak køllen, flyttede Hedvard sig lidt, så han ramte ham på skulderen,
og Hedvard var uarbejdsdygtig et stykke tid. Hedvard var hurtig, han
drejede rund og med den anden hånd fik drengen kontant afregning, Episoden
har jeg fra pålidelig kilde, en af Hedvards børnebørn, Emil Jørgensen.
Hedvard var som tidligere nævnt en driftig mand, tænk på alle de
Jørgensen’er, som vi har på egnen: Hugo, Bjarne, Bent, Inger, Allan o.s.v.,
som alle er oldebørn af den gode Hedvard, for ikke at forglemme direktøren
for Givskud Zoo Richard Østerballe.
Laurits blev jo ældre og skulle ud at tjene ved landbruget og fik plads på
Nørgaard, nabo til Nr. Søby Skole.
En
træls oplevelse: Laurits kom cyklende på Viborgvej, havde måske været
hjemme hos bedsteforældrene eller i Jordbromølle, hvor Kirsten, hans
senere hustru, tjente. Da han cyklede forbi Viborgvej 338, (Inge Marie
Nedergaard), så han, at der var ildebrand og fik gårdmanden vækket. Så det
var jo heldigt! Men på Nørgaard havde de Mund og Klovsyge, så han måtte
ikke forlade gården, så som tak for hjælpen fik Laurits en bøde.
Laurits kom hjem til bedsteforældrene igen, for det gik skidt for dem,
bedstefaren var blevet sengeliggende på fuld tid. Laurits gik på
løsarbejde på gårdene. Så døde bedstemoren, og så var ”gode dyr rådne”,
for han kunne jo ikke slå bedstefaren ihjel, for de havde været gode ved
ham under opvæksten.
Det
var nok 1940 – 41, at Laurits og Kirsten fik bygget nyt stuehus. Laurids
var ikke stærk landmand, men der var de to små russerheste,
(jeg kan
godt huske dem, de var lidt større
end islændere og slanke) nogle utrolige slidere. Laurits sagde, at når
de lagde sig fremad lige som katte, måtte to store læs tørv med. Under 2. verdenskrig kørte Laurits mælk med bilvogn. Det udtryk kræver en
Laurits og Kirsten i 1939
Når
dækkene revnede tog man et stykke gammelt dæk og lagde under, og så
boltede man det sammen med fire brædderbolte.
Laurits har fortalt, at han lappede til langt ud på aftenen, gik så i
seng, hørte et knald og kunne så begynde igen, for han skulle jo på
mælketur. Han havde næsten ikke skind på fingrene under krigen.
Gunnar, den ældste søn, blev født i 1941 og nyt stuehus, jo jo. Min far
har fortalt, at han skulle tegne haveanlæg for Kirsten, for han var god
til at tegne, men det blev ved tegningen.
Det er
jo sådan med krige, at nogen tjener penge på det, og andre taber penge på
det. Laurits og Ejlers (min far)
kom til at tjene på det. Der var kommet gang i tørveproduktionen ude på
søndersiden af Skive-Viborg-vejen, og der var kun lyng dengang i
hedeparcellerne derude, så der var tørreplads nok. De to husmænd kom til
at køre med dyndvogn. En dyndvogn bestod af undervogn, nok fra en gammel
bil, og så en trækasse, som nok kunne laste et par kubikmeter. Kassen var
lavet med en meget skrå bund til den ene side, og der kunne man så med et
håndtag løfte en lem forneden, så dynden kunne løbe ud i en stribe, når
man kørte frem med hestene. Laurits har jo aldrig hængt sig i bagateller,
så hans dyndvogn var meget sløret i styretøjet. Var han så ikke for tidlig
på den om morgenen, fik de små russere jo et knald med pisken, også ned af
Stensbjergvej, men så kunne Laurits jo ikke holde sig på sædefjælene, så
han hoppede bare op i dyndkassen, så kunne han da ikke falde af. De små
russere kunne godt være noget afmagrede om foråret, men efterhånden som
der kom penge ind, blev der også havre til hestene. Der blev ikke gjort
meget stads ud af dem, de gik løse inde i laden, for der var jo ikke
andet. Så det med hestebokse er ingen ny opfindelse.
Ejlers
og Zetna var færdige som landmænd i 1944 og Laurits og Kirsten i 1945.
Far og
mor købte Ørumvej 68 (Ruth Vestergaard), men de havde deres heste med, de
kunne lige stå i det bette udhus, og far kørte mælk til Borup Mejeri.
Laurits, Kirsten og Gunnar flyttede ind i lejligheden på Staldhøje,
Ørumvej 60 (Ebba Sørensen). Vognmand Henrik Boller ejede huset dengang.
Laurits havde også de to små russere med, de kunne gå i hønsehuset ved
siden af lastbilgaragen.
Nu
skal i bare høre:
Laurits gav aldrig op. Han startede op som fiskemand. Han tog lige en
foraksel og et par hjul fra en ophugget bil, lavede et trælad og et par
granstænger til hesten. Kan I se
det for jer, for det kan jeg:En lille mager hest, en stor mand, som sad
for på vognen med benene dinglende ud til siden.
Her
havde vi Laurits med kasket, en glad og selvstændig mand. Kørte om
morgenen hen på stationen i Højslev. Fiskene kom med toget, og så ellers
ud på landet Højslev K, Hald, Lund, Ørum, Søby, Ajstrup, Vinkel. Ruterne
var delt op med ny rute hver dag, så folk fik fisk en dag om ugen. Laurits
skiftede mellem de to russere, så kunne de bedre holde til det. Ved
middagstid var han som regel færdig. Klokken et kom rutebilen Viborg –
Skive, og så tog Laurits ud på rutebilstationen og spillede kort og kom så
hjem med fem-bilen.
Staldhøje blev et helt Eldorado for os drenge, Agner Nordby, Gunnar, min
lillebror John og undertegnede. Op ad vejen på højre hånd var der en
gammel grusgrav, et halvtag til Murer Kristian Laursens stilladser og
blandemaskine, oplagsplads for Laurits’ tomme fiskekasser, der kunne godt
være et par fisk i nogle af kasserne, så der har nok været en stram lugt
om sommeren, men det lagde vi nu ikke mærke til. Vi skilte kasserne ad, så
havde vi både brædder og søm til at bygge huler af. Jeg tror, at Laurits
gik ind for den frie børneopdragelse, derimod Ejlers var hurtig med
hånden. På et tidspunkt havde Gunnar en gedebuk ovre i halvtaget, så det
var ikke bare fisk, der lugtede.
På
venstre side af Staldhøje var der også taget sand inde i gården, så når vi
drenge gravede med skovle, kunne vi komme ned til vand. Det var en vældig
legeplads på Staldhøje.
Laurits blev motoriseret. En Ford 1931 varevogn, det vil sige uden
førerhus, men med trælad, det havde jo været en personbil, hvor
karosseriet var blevet fjernet. Så skulle der tegnes et førerhus. Ejlers
tegnede, og de skulle så hjælpes ad med at lave det. Men, men, men Ejlers
var større drengerøv end Laurits, så den skulle være sportsvognspræget.
Det var de absolut ikke enige om, så det endte med, at Laurits pakkede og
kørte ned til tømrermester Ejvind Fruergaard. Førerhuset blev lavet på et
træskelet og betrukket med lærred. Kønt var det ikke, men det var klart,
at Laurits skulle bestemme, det kunne lige mangle, det var hans bil. Der
gik ikke så lang tid før lærredet begyndte at rådne og revne, så det blev
noget luftigt, men Laurits hængte sig ikke i bagateller.
I 1949
flyttede Ejlers og Zetna til Nr. Søby. Far (Ejlers) blev selvstændig og
cyklede rundt til landmænd på egnen og solgte dem uundværlige
ventilationsskorstene til deres stalde. De bestod af lecarør op til
tagrygningen og selve skorstenen var en blikring med en plade til top.
Nu kom
Laurits ind i billedet igen, han kørte med fisk om formiddagen og med
skorstene om eftermiddagen. I kan tro, at den gamle Ford hængte slem t med
røven, når den blev læsset til med lecarør, hætter samt det værktøj, der
skulle bruges for at komme igennem staldloftet, men de arbejdede godt
sammen, de to.
Jeg
kan også huske, at Laurits handlede med rationeringsmærker. Mor (Zetna)
kunne aldrig få kaffen til at slå til.
Handlen foregik på følgende måde: Skulle du købe kaffemærker,
skulle Laurits have andre mærker i bytte, f.eks. sukkermærker, men man
skulle altid betale et beløb i bytte, uanset hvilke mærker det var.
Laurits handlede også med smågrise på markedet om fredagen, så det var en
alsidig forretning på Staldhøje.
I 1952
købte Laurits og Kirsten Peder Skomagers hus (Ørumvej 94) for. 5000 kr. ,
som Laurits lånte privat, for når man var så fattig som Laurits, var det
næsten umuligt at låne penge i banken. Så skulle der mange kautionister
til, og hvem troede på Laurits, men Laurits gav ikke op.
Det
var en levende by dengang: 3 vognmænd, 1 murer, 1 tømrer, 1 brugsforening,
1 købmand, 1 smedemester med to lærlinge, skole og mennesker og dyr på
alle gårdene. Vi 4 drenge(Gunnar, Agner, John og jeg) drog hærgende rundt
i byen hver dag med trækvogne og cykler. Vi var alle steder. Kom der en
mand ridende på et øg op til Kr. Pallesens hingst, så var vi med, for det
var spændende, eller kom der en mand trækkende med en ko op til Tage
Mortensens tyr, så var vi der. Der blev også skoet heste ved smedien, og
det var træls, hvis den stod helt stille, nej den skulle helst sparke og
larme. Smeden havde et redskab, som bestod af et lille stykke reb, som en
løkke i enden af en pind, den blev så lige blev lagt om hestens næse. Det
tog så luften fra hesten, og den blev ganske rolig.
Det
var en utrolig sund opvækst, der var ikke en krog på gårdene, som vi ikke
kendte. Uden for smedien måtte vi ikke rende i bare fødder på grund af
rustne hesteskosøm. Aage Smed
løb efter os, og truede med, at vi ville få tissemanden smurt ind i
konsistensfedt. Så var vi væk, uha.
Laurits blev chauffør hos en af byens 3 vognmænd, men blev selvstændig
vognmand i 1956, og lånte 5000 kr. privat til en Ford Thames med en 4
cyl.Fordson Major dieselmotor. Det var noget af det billigste. Hidtil
havde mange vognmænd kørt med 8 cyl. benzinmotorer, men så fandt man på at
lægge sådan en traktormotor i, det var jo meget billigere i brændstof. Der
var jo hård kamp i byen med 3 vognmænd, så Laurits fik som før en mælketur
til Borup Mejeri. Ellers kørte han grus, sand, kartofler, foderstoffer,
brændsel og smågrise om fredagen. Al af- og pålæsning foregik med
håndkraft, og jeg kan huske i 1956, da jeg tjente ved Frede Dalgaard, var
Laurits i Brugsen for at købe en skovl, kost og kartoffelgreb, og Holger
Vestergaard spurgte om størrelsen. Laurits kiggede på ham, som om det var
noget at spørge om, det skulle selvfølgelig være den største model!
Jeg
har været i kartoffelkulen sammen med Laurits, bilen blev læsset langt op
over siderne, men laurits havde en fantastisk evne til at arbejde med et
stykke værktøj, han havde ingen arbejde med det. Han bestemte med sig
selv, nu læsser jeg lige 2 m af kulen, så må jeg få en cigaret,
og jeg tror, at det første sug tog
en halv cigaret, men Laurits kunne også nå 60 om dagen. Han fortalte,
at når han havde kørt mælketuren, var de første 20 cigaretter væk.
I 1959
købte Laurits sig en Bedford J6 med Perkins Motor
L.
Det var godt nok det værste. Jeg tjente ved Jørgen Riis på det tidspunkt.
Hver morgen kom Laurits gående: ”Kan du ikke lige gi’ mig et ryk med
traktoren?” Han skulle jo på mælketur. Han har fortalt, at hans
mekanikerregning blev større og større. Endelig tog han mod til sig og
skiftede mekaniker, men det var jo ikke rart, så længe man stadig skyldte.
Der
blev skiftet til Volvo, og der blev købt en Skania, og der
blev også bygget nyt stuehus,
og det blev betalt kontant. Sådan!
I 1960erne var der jo opgangstider, og Laurits var kommet til at køre for
Teglværket. Med hans egne ord: ”Vi kunne få al den kørsel, vi ville have,
det var bare et spørgsmål om at holde ud.”
Så nu kørte det! Men det havde
dæleme også været sej at nå dertil!
Sønnen
Svend var jo kommet med i firmaet, så der var en glidende overgang til
generationsskiftet. Jeg tror, at de
var oppe på 7-8 biler. Til sidst havde Laurits sin egen bil i ”Bodil’s
Transport”, så nu slappede
Sidst redigeret december 2011 |
han lidt af med at køre en smule foderstoffer
og handle lidt smågrise. Han havde tid til en pause og et par øl, og måske
et spil kort. Laurits fornægtede sig jo aldrig livets goder.