Ørum Kirke er en smuk, lille kvaderstenskirke fra omkr. 1200. – Dens oprindelige norddør (kvindedøren) er tilmuret, mens syd døren (mandsdøren) er bevaret og stadig benyttes, og nu naturligvis – af begge køn.
Oprindelige små, romanske vinduer ses i koret mod øst (tilmuret) samt i skibets nordside. På kirkens sydmur findes en skak tavle-kvader.
Tårnet er en sen gotisk tilbygning, formentlig opført i slutningen af 1400-tallet. Våbenhuset er opført i 1894, og efter den tids byggeskik i røde mursten.
Kirken er i øvrigt præget af et tidligere tilhørsforhold til den nærliggende herregård Strandet. Under alteret har der været en lukket begravelse for ejere af Strandet, og altertavlen har våben for Hans Juel og Birthe Rosenkrantz. – De øverste kirkestole, der er fra 1593, bærer Erik Vesteni’s og Sophie Beeks forældrevåben, og på en anden stolegavl er der et portræt af Hans Juel og på en tredie et drengeportræt. – I øvrigt har stoleværkets paneler og døre malede, pietistiske symbolske billeder (allegorier) fra 1700-tallets første tredjedel.
I våbenhuset hænger den gamle kirkestævnetavle, hvorpå man i sin tid gav meddelelse om kirkestævner. Et kirkestævne afholdtes efter gudstjenesten, enten i våbenhuset eller udenfor, og det bestod i, at kirkesangeren eller sognefogeden oplæste meddelelser m.v. fra offentlige myndigheder og lign.
I bisp Søren Lintrups visitatsbog fra 1722, da Ørum Kirke ejedes af Iver Nikolaj Schested, bemærkes følgende: ”Kirkens bygning var ved magt, så vidt man kunne se. Inventarium og ornamenterne vare der komplette, iblandt andet kalk og disk af sølv med fouteral til, med flasken til at føre vin i tin udi et fouteral. Lius på alteret var meget små”.
Et altermaleri fra 1858, ”Getfisemane”, malet af N. Skov, er ophængt i tårnrummet. Har tidligere hængt i skibet.
På kirkens loft er opbevaret en flere hundrede år gammel ligbåre, tarvelig, men af meget solid konstruktion. – Brugen af båre ved dødsfald er mindst ligeså gammel som kristendommen i Danmark. I middelalderen var det ikke almindelig med kister. Den døde blev – indsvøbt el. lign. – på båre ført fra hjemmet til kirken. Først da kister blev almindelige, begyndte skikken med at køre den døde til kirken med hestevogn. Fra stenten er kisten så på båre blevet ført ind i kirken og herfra videre ud til graven. Det var før, kisterne havde bårehanke. – Ørums gamle ligbåre har måske været anvendt på begge måder.
I kirkens tagkonstruktion ses nogle forbrændte tømmerstykker. Iflg. Jeppe Aakjærs roman ”Jens Langkniv”, var kirken en septemberdag i 1627 under Trediveårskrigen midtpunkt i et drabeligt slag. Fjendtlige tyske lejetropper nærmede sig Ørum sogn sydfra, plyndrende på deres vej. De Ørum-mænd forsøgte at standse dem ved åen, men forgæves, hvorefter de søgte ind bag kirkegårdsdiget og op på kirketårnets loft, hvorfra de så fra luger og glughuller beskød den fremstormende fjende. Situationen var efterhånden blevet særdeles kritisk for de Ørum-mænd.
Men da nøden var størst, var hjælpen nærmest. Fra Ørum Hede dukkede pludselig Jens Langkniv op i spidsen for en snes bevæbnede ryttere. Aldrig så snart var disse indenfor stenten, før de begyndte deres ”arbejde” og sammen med Ørum-mændene fik fjenden jaget på flugt…
Forinden var det dog lykkedes for fjenden at få kastet nogle brændende lunter ind på kirkeloftet, men efter slaget fik Ørum-mændene hurtigt ilden slukket. – Det er spor efter denne brand, der endnu ses.
Efter slaget ved Ørum kirke, der havde kostet over 30 gode Ørum-mænd livet, blev Jens Langkniv Fjends Herreds nationalhelt… alt efter Jeppe Aakjærs roman…